Elever til Løkke: Gør skolemiljøet til en del af 2025-plan

Statsministeren bør gøre indeklima og skolemiljøet til en del af regeringens 2025-ambitioner.

Det mener elevorganisationen Danske Skoleelever, efter nye tal viser alvorlige udfordringer med indeklimaet. ”Vi skal have verdens bedste skolemiljø” udtaler DSE-formand, Jens Vase Poulsen.

PRESSEMEDDELELSE

”Vi har et kæmpe renoveringsefterslæb og i mere end 50% af klasselokalerne er indeklimaet over de tilladte grænseværdier. Det har konsekvenser for hvordan eleverne klare sig i skolen. Hvis regeringen med 2025-planen virkelig vil ruste Danmark til fremtiden, så bør Lars Løkke Rasmussen gøre skolemiljøet til en del af planen, så Danmark har verdens bedste skolemiljø i 2025.” udtaler Jens Vase Poulsen, formand for Danske Skoleelever.

Mange skolebørn oplever hovedpine, svimmelhed og dårlig koncentrationsevne i løbet af en skoledag. Det kan i stor grad tilskrives indeklimaet og et dårligt undervisningsmiljø. Danske Skoleelever anerkender, at problemet ikke kan løses over en nat. Derfor bør en gennemgribende modernisering af bygningsmassen være en del af 2025-planen.

”Indeklimaet, læringsmiljøet og bygningernes stand er i den grad afgørende for om vi har en skole der indbyder til faglig fordybelse, kreativitet og innovation. Når alt ser slidt ud, når der er koldt i lokalerne, luften er tung og der sidder en fæl lugt i klasselokalet, så smitter det jo af på undervisningen og resultaterne. Alle ambitionerne og de flotte læringsmål, må jo følges op med gode, moderne og inspirerende faciliteter.

Ifølge DTU er der ikke tilstrækkelig ventilation i mere end halvdelen af lokalerne og flere rapporter peger på et massivt renoverings- og vedligeholdelsesefterslæb. Danske Skoleelever kræver på den baggrund politisk handling, og anbefaler politikerne at finde økonomien til at rette op på de katastrofale forhold.

”Når man sætter sine ben på en dansk folkeskole skal det være en wow-oplevelse, der inspirere os og giver både elever og lærere følelsen af, at her er vi virkelig en del af et ambitiøst fællesskab, hvor det handler om at blive så dygtig som muligt. Sådan er det ikke i dag. Det synes jeg burde være Lars Løkkes ambition.” siger Jens Vase Poulsen

Emnet blev omtalt i Sundhedsmagasinet på DR den 25. oktober. Udsendelsen kan ses HER.

For spørgsmål og uddybende kommentarer kontakt:
Jens Vase Poulsen
Tlf. 60402000
Mail: jvp@skoleelever.dk