Statsministeren udskriver valg

De næste tre uger skal 62.000 elever, diskutere politiske emner, kører valgkamp og stemme til årest skolevalg. 


I går, søndag den 15. januar, udskrev statsministeren valg. Vi skal dog ikke have en ny regering, men de kommende tre uger kører en fiktiv valgkamp, hvor landets 8., 9. og 10. klasser til slut skal til stemmeurnerne og finde vinderen af skolevalget 2017. Men er det hele ikke bare en leg, som ikke har hold i virkeligheden? Nej, bestemt ikke. Mener formand for Danske Skoleelever, Jens Vase.

Det er nu anden gang, der afholdes skolevalg i Danmark. Første gang var i starten af 2015, på initiativ af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og på baggrund af anbefalinger fra valgretskommissionen, der i 2011 kom med en række anbefalinger om hvordan vi styrker unges deltagelse i demokratiet. Formålet er at vende udviklingen, hvor unge vælger sofaen frem for stemmeboksen, og øge fokus på demokratiet hos grundskoleeleverne. ”Selv om der er nogle år til, at vi kan få direkte indflydelse ved at stemme til valgene, så er det afgørende, at vi har en grundlæggende viden om politik, og hvordan det repræsentative demokrati fungerer.”, siger elevernes formand Jens Vase. I løbet af de næste tre uger skal de deltagende elever gennem tre moduler, hvor de både skal vælge mærkesager og prøve kræfter med at lave deres egen kampagne for den mærkesag, de vil kæmpe for. Til sidst skal alle eleverne til stemmeurnerne og afgive deres stemme til det parti, de mener, de er mest enige med. Som en del af skolevalget bliver der også afholdt en række debatter på landets skoler, hvor de mange ungdomspartier kæmper om elevernes stemmer.

”Ved at være en aktiv del af en hel valgkamp, kan vi både få mere viden om hvordan systemet fungerer, styrke vores viden om politiske emner og frem for alt blive klogere på vores enge holdninger til politiske emner. Alt det handler ikke kun om at blive dygtigere i skolen, men om at vi skal blive mere fortrolige med politiske debatter og selve valghandlingen, så vi på den måde bliver trygge ved at tage aktiv del i demokratiet.” siger Jens Vase.

I årets skolevalg deltager ca. 62.000 elever fra over 650 skoler. Skolevalg 2017 bliver afsluttet d. 2. februar med flere valgfester rundt omkring i landet, og DR3 sender live mellem kl. 19-21 fra valgaftenen på Christiansborg. ”Jeg er overbevist om, at skolevalget har en positiv indvirkning på hvordan, og hvor meget vi unge engagerer os i politik, og er med til at øge vores valgdeltagelse, når den tid kommer.” siger Jens Vase. ”Vores naboer i Norge og Sverige har gode erfaringer med skolevalg, og sidste gang det blev afholdt her i landet, var det også en stor succes. Derfor håber jeg også at skolevalget bliver gjort permanent”, afslutter Jens Vase med henvisning til at skolevalget, indtil videre, kun er en forsøgsordning, som afsluttes med dette års skolevalg. I Norge har man siden 1989 afviklet regelmæssige skolevalg op til de almindelige valg, og i Sverige har man haft en lignende ordning siden 1998. I begge lande har man positive erfaringer med konceptet.

Du kan læse mere om skolevalg på skolevalg.dk eller følg skolevalg på facebook.com/skolevalgdk