Intensiv 2017

Sidste uge summede Klank efterskole i Galten af liv. Her var 60 elever fra hele landet nemlig samlet til Danske Skoleelevers årlige uddannelsesuge – Intensiv 2017. 

Ugen bød på et hav af forskellige kurser og workshops, hvor eleverne blandt andet blev undervist i taleteknikker, kommunikation og kropssprog. Eleverne fik også selv lov til at prøve kræfter med at skrive og holde taler, og blev samtidig indviet i hemmelighederne bag politisk indflydelse. 

”Det fedeste var helt sikkert det med, at man fik lov til at tale foran andre og få feedback både fra professionelle, men også fra andre unge på ens egen alder. Alle respekterede en, og hørte hvad man sagde” (Maya Christensen, deltager ved Intensiv 2017).

Formålet med ugen var derfor at give de unge redskaber og kompetencer, som de kan bruge i deres hverdag, på skolen og i deres arbejde hos DSE. Den personlige udvikling var derfor også i højsædet, og spørger man Victoria Jensen, der selv deltog i Intensiv 2017, er udvikling også et af de ord, der bedst beskriver uddannelsesugen. 

Muligheden for nye venskaber og sammenhold var dog også afgørende for Victorias deltagelse, og uddannelsesugen er da også langt mere end kun undervisning. Intensiv 2017 bød nemlig også på en masse sociale aktiviteter som fællesspisning, orienteringsløb og aftenunderholdning. Humøret var derfor højt og fællesskabet stort blandt deltagerne.

Alt i alt var Intensiv 2017 en stor succes, og vi glæder os allerede til næste år.