Kort information om handicap

KORT INFORMATION OM ORDBLINDHED

Man kan ikke se, at en kammerat er ordblind. Derfor kaldes ordblindhed også et usynligt handicap.

Ordblindhed skyldes en medfødt vanskelighed med at bearbejde lyde i vores sprog. Sagt med andre ord tager det for en elev med ordblindhed lang tid at omsætte bogstaver til lyde. At sætte bogstaver sammen til lyde er nødvendigt for at danne et ord.

En elev med ordblindhed har derfor svært ved at lære at læse og skrive: læse – dvs. sætte lyde på bogstaverne og skrive, - dvs. lytte sig frem til hvilke lyde (bogstaver) et ord består af.

En elev med ordblindhed kan derfor fx læse 'kunne', når der står 'kulde', eller kan skrive 'din' i stedet for 'dig'.

Især kan det være svært for en elev med ordblindhed at lære nye ord. Hvor andre elever som regel husker, hvordan et ord skrives, når de har læst det fem ellers seks gange, kan en elev med ordblindhed have brug for at læse ordet hundrede gange, inden det sidder rigtigt fast.

Men det er vigtigt at huske, at elever med ordblindhed ikke er mindre kloge end andre elever. De har bare sværere ved at læse og skrive.


Kort information om handicap

STYRKEN VED DETTE HANDICAP

Ghita Nørby, Bubber, Thomas Blachman er kendte og kreative. Blandt historiens kendte navne er der mange ordblinde. Vi ved, at mange ordblinde er rigtig gode til at tænke i billeder, tænke kreativt og anderledes. Der er derfor mange ordblinde, som har tilført samfundet noget specielt. Fx er en del skuespillere, kunstnere og musikere ordblinde. Og også forfattere, politikere og forskere.

Eksempler er fx Albert Einstein eller Leonardo Da Vinci – begge to havde svært ved at læse og stave, muligvis var de ordblinde, og begge to var videnskabsmænd, der har bidraget med en meget vigtig forskning, der bruges den dag i dag. 


Kort information om handicap

HVAD KAN DU SOM KLASSEKAMMERAT GØRE?

Muligvis lægger du ikke så meget mærke til, at der sidder en elev med ordblindhed i klassen.

Du hjælper din kammerat ved at vise forståelse for, at han/hun har svært ved at læse og skrive og at det er helt ok, at det tager længere tid for ham/hende at komme igennem en tekst.

Bruger din kammerat med ordblindhed nogle hjælpemidler, som fx oplæsningsprogrammer eller et program, der hjælper med at skrive tekster, er det fordi disse it-hjælpemidler er det, som briller er for en, der ikke ser godt. De er nødvendige for, at han/hun kan følge med i undervisningen og det er derfor helt ok, at de bruges – det er ikke fordi eleven vil snyde!

Spørg gerne din kammerat om programmerne – nogle programmer kunne du måske endda selv have glæde af. Kunne det fx ikke være smart at indtale din næste sms besked som lyd i stedet for at skrive den, som du plejer?!


Kort information om handicap

KOMPENSATION/HJÆLPEMIDLER

Elever med ordblindhed har tit glæde af at bruge it-hjælpemidler. Hjælpemidlerne er typisk programmer, som eleven med ordblindhed lægger ind på sin computer eller tablet. Programmerne hjælper eleven med ordblindhed med at skrive en tekst, komme med ordforslag eller med at få læst en tekst højt. På den måde kan en elev med ordblindhed nå at følge med i undervisningen og at lave sine lektier, som de andre elever i klassen.

Der er også mange andre hjælpemidler. Fx en håndscanner, som scanner små tekststykker ind og læser dem højt. Det kan være en fordel, når der fx skal læses en matematikopgave højt.


Kort information om handicap

GÆNGSE FORDOMME OM ORDBLINDHED

I mange år har ordblindhed ikke været et anerkendt handicap. Man har ment, at man var dum eller doven, når man ikke kunne lære at læse og skrive. I dag ved vi, at ordblindhed ikke har noget med intelligens at gøre. Elever med ordblindhed er fuldstændig normalt begavede. De er talentfulde, geniale og unikke som alle elever i klassen!


Kort information om handicap

ANDRE VIGTIGE POINTER

www.ordblindeforeningen.dk

På Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmarks hjemmeside kan du søge mere viden om ordblindhed og foreningsaktiviteter mv.

www.etlivsomordblind.dk

Et liv som ordblind er en hjemmeside som viser, at selvom du er ordblind, kan du stadigvæk godt tage din drømmeuddannelse! 
Der er mange veje rundt om din ordblindhed, og du er ikke den eneste med de udfordringer. 
På siden kan du også læse om andre ordblinde, og hvordan de har fundet løsninger og nået deres mål.Siden henvender sig til ordblinde og personer med kontakt til ordblinde (forældre og undervisere) for at give et billede og en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være ordblind.

www.adgangforalle.dk

Der er mange hjælpemidler for ordblinde og folk med læseproblemer.
Selv om man ikke har fået en IT-rygsæk eller har råd til at købe nogle af programmerne selv, findes der gratis løsninger derude til oplæsning på PC og Mac.

Adgang for alle er et program lavet af Digitaliseringsstyrelsen, og det er helt gratis! 
Det virker ved, at man markerer teksten og klikker på afspil-knappen i Adgang for alle. Herefter får man læst teksten op. 
Det eneste krav er altså, at man har en internetforbindelse. 

Når man har installerer adgang for alle’s fjernbetjening på sin PC eller Mac, får man også en genvej til Adgang for alle på Skrivebordet. 
For at åbne Adgang for alle skal man bare dobbeltklikke på genvejsknappen og Adgang for alle åbnes.

www.ordtavlen.dk

På Ordtavlen.dk kan du finde viden om alle de hjælpemidler, du som ordblind, forælder eller lærer kan bruge i skolen eller fritiden. 
Hvordan kan du få læst tekster op eller få din smartphone til at skrive for dig? 
Alt det og meget mere kan du finde på Ordtavlen.