Se videoen med undertekster HER


Kort information om handicap

KORT INFORMATION OM SPASTISK LAMMELSE

Cerebral parese (CP) - bedre kendt som spastisk lammelse - er en meget bred diagnose, der dækker lige fra meget lette tilfælde uden synlige problemer til meget støttekrævende personer i el-kørestol.

CP skyldes en medfødt eller tidligt opstået skade i hjernen, som ofte er udviklet i den sene del af graviditetsforløbet. Udover de fysiske udfordringer har mange spastikere kognitive problemer. Det kan betyde, at de har svært ved at koncentrere sig, huske, tage notater og samtidig lytte, orientere sig, bliver meget trætte osv. Nogle er desuden også meget lyd- og lysfølsomme.

Mange taler helt almindeligt, nogle har utydelig tale, mens andre er helt uden verbalt sprog.


Kort information om handicap

STYRKEN VED DETTE HANDICAP

Da det i 90% af tilfældene er et medfødt handicap har mange med CP oplevet stor modgang. Det gør dem ofte stærke med en optimistisk tilgang til livet. Det kan smitte af på andre og bidrager til at sætte ting i det rigtige perspektiv.


Kort information om handicap

DETTE KAN DU SOM KLASSEKAMMERAT GØRE FOR, AT ELEVER MED CEREBRAL PARESE KAN HAVE DET GODT I KLASSENS FÆLLESSKAB

Vær naturlig, hjælpsom og giv dig god tid med din nye kammerat. Da mange med CP på en lang skoledag oplever svær udtrætning, både fysisk og "i hovedet", kan de ofte have behov for pauser. Det gælder også i sociale sammenhænge. Giv dem plads og lad være med at presse. Har eleven talevanskeligheder, så vær ekstra tålmodig og lad ham/hende tale ud.


Kort information om handicap

KOMPENSATION/HJÆLPEMIDLER

Gangfunktionen kan variere rigtig meget. Nogle med CP har dårlig balance og har behov for at gå med benskinner og bruge stokke. Andre sidder i kørestol, nogle i el-kørestol. I undervisningen kan der være behov for en it-rygsæk med syntetisk tale og hjælpeprogrammer til f.eks. stavning. Mange med CP er gode til at skrive, men gør det langsomt og kan ofte have god hjælp af talegenkendelse (tænk på, hvordan du ville have det, hvis du f.eks. skulle skrive en fristil kun med lillefingeren). Nogen med CP bliver meget trætte af at læse, og har derfor behov for oplæsning af tekst via PC.


Kort information om handicap

GÆNGSE FORDOMME OM SPASTISK LAMMELSE

Fordom: Folk med CP er dårligt begavet, går sjovt og savler.
Men realiteterne er anderledes. Fakta er, at stort set alle med CP er præcis ligeså begavede som deres øvrige klassekammerater, nogle er blot lidt langsommere og kan have utydelig tale. Gangfunktionen kan være meget forskellig fra person til person- lige fra helt normal til el-kørestol. Kun ganske få, der har CP, savler - det er nemlig dem, der har problemer med at sutte, tygge og synke. Det kalder man for dysfagi.