Hvad er elevinddragelse?
Danske Skoleelever har igennem de seneste år arbejdet intenst på at øge inddragelsen af elever i undervisningen samt undersøge effekten af øget elevinddragelse. Dette arbejde fortsætter, da resultater fra vores tidligere projekter viser, at elevinddragelse kan øges gennem en målrettet indsats, og at en indsats vedrørende elevinddragelse med fokus på anvendelsesorienterede værktøjer og tilgange er stærkt efterspurgt ude på skolerne. I det følgende beskrives Danske Skoleelevers forståelse af, hvad elevinddragelsesbegrebet rummer.

"Elevinddragelse er en kontinuerlig samarbejds- og udviklingsproces
mellem elever og lærere, hvor elever på baggrund af individuelle kompetencer
får medejerskab på egen læringsproces via medbestemmelse, indflydelse
og aktiv deltagelse i planlægning, udførelse og evaluering af undervisningen"

(Danske Skoleelever, 2018)


Udover denne definition af elevinddragelse findes følgende tre grundelementer i Danske Skoleelevers forståelse af elevinddragelse: samarbejde, individuelle kompetencer og medejerskab.

Samarbejde: Elevinddragelsesbegrebet bygger hos Danske Skoleelever på et udvidet samarbejde mellem elever og lærere. Samarbejdets omdrejningspunkt er den daglige undervisning og læring. Elevinddragelse bygger således på en gennemgående dialog mellem læreren og eleverne om undervisningens planlægning, udførelse og evaluering. Vi anser det som nødvendigt, at dette samarbejde er en kontinuerlig proces, idet elevinddragelse og dennes positive effekter først udspiller sig, når eleven oplever sig selv som en kvalificeret deltager i samarbejdet: En, der lyttes til. Forudsætningen for samarbejdet kræver: 1) at eleverne har indsigt i, hvad de kan få indflydelse på, 2) at eleverne er bevidste om deres rolle i samarbejdet, og 3) at der etableres et fællessprog om elevinddragelsen.    

Elevernes individuelle kompetencer: En vigtig pointe hos Danske Skoleelever er, at elevinddragelse ikke hænger sammen med et krav om et særligt fagligt niveau hos eleverne. Elevernes individuelle kompetencer skal forstås som deres kendskab til og refleksion omkring oplevelsen af læring samt evnen til at koble lyst og interesse til undervisningen. For at eleverne kan agere meddidaktikere i undervisningen kræver det en evne til at deltage aktivt i undervisningen og kunne argumentere velbegrundet. Derudover kræver det, at eleven kan indgå i et kvalificeret samarbejde med læreren, hvilket omfatter evnen til både at modtage og give konstruktiv feedback. Disse kompetencer må udvikles og understøttes, hvis man ønsker en elevinddragende klassekultur.  

Medejerskab: Når eleverne inddrages i undervisningen, styrker det elevernes medejerskab i egen læreproces. Medejerskabet opstår som følge af den gennemsigtighed og meningsfuldhed elevinddragelsen medfører. Oplevelsen af mening og relevans opstår, når eleverne får indflydelse på deres skoledag og oplever, at de bliver lyttet til. Når eleverne oplever, at de bliver hørt, fremmer det deres lyst til at engagere sig og deltage aktivt i undervisningens planlægning, udførelse og evaluering.


Hvorfor elevinddragelse?
I den nationale trivselsmåling fra 2015 svarede 60 % af de adspurgte elever på landsplan, at undervisningen i grundskolen ikke giver dem lyst til at lære mere (Undervisningsministeriet, Trivsel i folkeskolen, 2015). Skolen står således overfor enorme motivationsudfordringer, som må og skal imødekommes, hvis alle elever skal have et godt skoleliv med motiverende og inspirerende undervisning, der fremmer den generelle trivsel. Særligt elever i udskolingen er udfordrede i forhold til at opleve sig motiverede i skolen. En MEGAFON-undersøgelse af Egmont Fonden viser, at trivslen daler drastisk i løbet af mellemtrinnet. Det opmuntrende fra denne undersøgelse, er elevernes tilkendegivelse af, at 88 % af eleverne oplever at de finder lyst til læring netop gennem elevinddragelse (Egmont Fonden, Hvad giver dig lyst til at lære, 2016). Der er derfor hårdt brug for indsatser, som kan øge motivationen og læringslysten - hvilket elevinddragelse kan være svaret på. Danske Skoleelever har igennem en årrække forsket i og arbejdet med elevinddragelse. Resultaterne er markante og tydelige: Elevinddragelse gør en positiv og markant forskel for elever og lærere. Elevinddragelse udløser en kædereaktion af positive effekter, som er illustreret herunder:  
Kausalkde EI

”Eleverne skal samarbejde. Læreren skal ikke have hele ansvaret,
men eleverne skal også hjælpe og komme med forslag. […] Der skal ikke
være frit valg, så kommer eleven til at bestemme alt for meget.”
(Elev i 6. klasse)

Elevinddragelsesprojekter
I 2012 foretog Danske Skoleelever en undersøgelse af 8.-klasseselevers inddragelse i undervisningen. Undersøgelsen pegede på, at øget elevinddragelse i undervisningen styrker elevernes faglighed, trivsel og samfundsengagement. Der var dog behov for mere viden om, hvilke redskaber og mekanismer der understøtter elevinddragelsen på bedste vis.  

Elevinddragelsesprojekterne er baseret på en landsdækkende deltagelse af klasser. Antallet af klasser er fastlagt med henblik på at udbrede elevinddragelsesindsatsen i videst muligt omfang og på at etablere et forskningsmæssigt belæg for resultaterne af projektet. Det forskningsmæssige aspekt er væsentligt i forhold til at sikre udviklingen og udbredelsen af anvendelsesorienteret viden og kompetencer vedrørende elevinddragelse, således elevinddragelse kan blive en forankret del af læringskulturen i de deltagende klasser, såvel som på landets skoler generelt.  

Derfor gennemførte Danske Skoleelever et elevinddragelsesprojekt i udskolingen over perioden 2013-2015 i samarbejde med Undervisningsministeriet og Aarhus Universitet. Resultaterne fra dette projekt pegede på, at indsatsen i klasserne medvirkede til øget elevinddragelsen i undervisningen. En anden konklusion fra dette projekt var ønsket om at indlede elevinddragelsesindsatsen tidligere i skoletiden. Med afsæt i denne konklusion er elevinddragelsesprojektet på mellemtrinnet blevet en realitet. Læs om projektet i udskolingen HER

Af samme årsag igangsatte Danske Skoleelever et elevinddragelsesprojekt på mellemtrinnet med støtte fra A.P. Møller Fonden. Dette projekt løber over perioden 2015-2017 og havde fokus på udviklingen af lærerkompetencer inden for inddragelsen af elever i undervisningen. Sideløbende har Danske Skoleelever igangsat et elevinddragelsesprojekt med støtte fra Egmont Fonden i perioden 2016-2018, hvor fokus er på børn i læringsvanskeligheder. Læs om de to projekter på mellemtrinnet HER

 

”Jeg kan se, at nogle af børnene får det der glimt i øjet -
at de faktisk føler, at der er en mening med at være her.”
(Lærer)

En anderledes tilgang til undervisningen
Resultaterne fra 2012-undersøgelsen pegede på en sammenhæng mellem niveauet af elevinddragelse og elevernes faglighed, trivsel og samfundsengagement. Formålet med Danske Skoleelevers elevinddragelsesprojekter er derfor at skabe et øget fokus på inddragelse af eleverne i undervisningen og at give elever, lærere og skoleledere konkrete værktøjer og metoder til at kunne arbejde målrettet med elevinddragelse i undervisningens planlægning, udførelse og evaluering.

Danske Skoleelever ser elevinddragelse som en kompetence, der skal læres over tid. Det skal ske igennem et samarbejde mellem elever og lærere, hvor de eksperimenterer, observerer og reflekterer over, hvordan de ønsker at samarbejde om elevinddragelse i undervisningen. Netop derfor er Danske Skoleelever inspireret af aktionslæring som en måde at arbejde på i undervisningen. Aktionslæring har den styrke, at den er håndgribelig, praksisnær og fokuserer på det, man kan blive bedre til.

Vores arbejde med elevinddragelse
Formålet med elevinddragelse, som Danske Skoleelever definerer det, er at bidrage positivt til elevernes progressive læring samt deres trivsel, motivation og læringslyst. Derudover ønsker Danske Skoleelever, at arbejdet med elevinddragelsen skaber:

  • - elever, lærere og skoleledere, som prioriterer elevinddragelse i undervisningen, fordi de ved, at det skaber en øget trivsel, motivation og læringslyst hos eleverne.
  • - inspiration til øget samarbejde mellem elever, lærere og ledelse omkring inddragelsen af eleverne i undervisningens planlægning, udførelse og evaluering.
  • - elevinddragelseskompetencer hos både elever og lærere, således at elevinddragelse bliver en naturlig og inkorporeret del af skole- og undervisningskulturen.  

Se eksempler på vores elevinddragelsesværktøjer HER

Danske Skoleelevers anbefalinger til arbejdet med elevinddragelse
      - Anlæg et elevperspektiv, hvor eleverne høres og tages alvorligt.
      - Skab rammerne for, at elevinddragelse muliggøres via indflydelse og medbestemmelse i undervisningen.
      - Tør at give slip på egen kontrol, og lad eleverne tage ansvar.
      - Skab synlighed over undervisningens mål, organisering og indhold. 
      - Arbejd fokuseret med elevinddragelse over en længere periode.
      - Prioriter elevinddragelse i hverdagen.  

Ud fra projekterne og andre elevundersøgelser finder Danske Skoleelever det fortsat meget relevant at arbejde videre med et øget fokus på elevinddragelse.

Interesseret i et elevinddragelsesforløb? 
Kontakt Danske Skoleelever HER eller se, hvad vi tilbyder HER