Hver eneste år får skoleelever deres sidste karakter i grundskolen, spidser deres første blyant, skriver deres første stil og fylder deres hoveder med vigtig viden. De skaber nyt, mener nyt og lærer nyt.
Lige siden 1960 har elever ligesom mange andre fagligheder og fællesskaber organiseret sig i forskellige elevbevægelser. Der er og har altid været et behov for at eleverne kan blive hørt på det område, hvor de er eksperter – deres område: Grundskolen, folkeskolen, privatskolen, friskolen, efterskolen.

I elevorganisationen Danske Skoleelever er 1000 skolers elever organiseret.

Ung for evigt

Frisk blod og udvikling er Danske Skoleelevers brændstof, vi bliver aldrig gamle og grå, for i vores organisation har chefen lige afsluttet 9. klasse, bestyrelsen er elever, og man har kun stemmeret på vores generalforsamling, hvis man er elev i en grundskole. Selvom tiden går og det er mange år siden, de første elever organiserede sig, så bliver vi aldrig ældre.

Fællesskab

Indflydelse

Udvikling

Stolthed

Elevdemokratiet er vores hjertesag

De kampe vi kæmper skifter med de elever, der er medlemmer, men vores hjertesager er altid at dyrke elevdemokratiet og at give eleverne en bedre skoledag. Vi kæmper for, at eleverne bliver inddraget i undervisningen, at elevrådene får indflydelse i skolebestyrelsen og at alle eleverne i Danmark bliver hørt, når vigtige skolepolitiske beslutninger skal træffes – indflydelse er ikke noget man får, det er noget, man tager, og det gør vi.

Vi kan samle – og vi er stolte af det

Det at være barn eller både-og hverken enten-eller giver os udfordringer i debatten. Derfor gør vi vores stemme stærkere ved at stå sammen – over halvdelen af alle danske skoleelever går på en skole, der er medlem hos os. Det betyder dog ikke, at vi altid er og skal være helt enige, for der er forskellige problemstillinger på forskellige skoler. Eleven på Ådalens Skole i Ishøj er ikke den samme som eleven på Brønderslev Skole, men vi har medlemselever fra begge skoler. Faktisk er vi til stede over hele landet med medlemmer i vores 17 lokalafdelinger.

Politiske mærkesager

Bedre undervisningsmiljø

Bedre og mere seksualundervisning

Mere åben skole

Dyrker det vi kæmper for

Vi tror på, at vi kommer længere ved at udleve det, vi kæmper for. Derfor går vi op i, at alle elever skal høres på vores generalforsamling. Her får man lov til at tale sin sag, inden vi demokratisk beslutter, hvilken holdning organisationen skal have. Vi giver også vores bud på, hvordan skoledagen helt konkret kan blive bedre. Med projekter som DM i Fagene, undervisningsforløbet WiFive og rådgivningstelefonen Elevtelefonen gør vi vores til, at alle elever i Danmark skal opleve deres skoletid som en god tid.