Elevinddragelse på mellemtrinnet
Med afsæt i Danske Skoleelevers rapport fra 2012 og elevinddragelsesprojektet i udskolingen blev elevinddragelsesprojektet på mellemtrinnet en realitet. En af konklusionerne fra udskolingsprojektet var, at elevinddragelsesindsatsen med fordel kunne iværksættes tidligere i skoletiden. Projektet har et todelt fokus og er målrettet på henholdsvis: Oparbejdelse af lærernes kompetencer og på børn i læringsvanskeligheder.

Projekterne
Elevinddragelse på mellemtrinnet var et toårigt kompetenceudviklingsprojekt, der sigtede mod at øge elevinddragelsen. Projektet tog form som et aktionslæringsforløb og indeholdt: Inspirationskurser, klassebesøg og gruppesparring m.m. I forløbet arbejdede lærere og elever, i samarbejde med Danske Skoleelevers pædagogiske konsulenter og sekretariatsfrivillige, med refleksion og dialog om elevinddragelse. Her blev opmærksomheden særligt rettet mod forskellige niveauer af elevinddragelse samt på arbejdet med konkrete og anvendelsesorienterede elevinddragelsesværktøjer. De to elevinddragelsesprojekter på mellemtrinnet havde samme form, men to forskellige fokuspunkter:

  • Den ene projekts fokus var rettet mod at opkvalificere lærernes kompetencer i elevinddragelse og er finansieret af A.P. Møller Fonden.
  • Den andet projekts fokus var rettet mod børn i læringsvanskeligheder og er finansieret af Egmont Fonden.

A.P. MØLLER FONDEN
Elevinddragelse - en vej til øget trivsel, faglighed og samfundsengagement

Formål 
Projektet skal understøtte og videreudvikle lærernes kompetencer til at inddrage eleverne meningsfuldt i undervisningen samt at sikre, at eleverne har de redskaber, forudsætninger og den viden, der skal til for at deltage konstruktivt både i egen læringsproces og i samarbejdet med læreren og de øvrige elever. 
Målsætningen er dermed at øge elevinddragelsen i de deltagende klasser.  

Formålet med projektet Elevinddragelse på mellemtrinnet (EIM) er dermed at højne lærernes elevinddragelseskompetencer for at øge elevernes motivation og medejerskab, således at deres trivsel, faglighed og samfundsengagement på sigt løftes. Det er dog også en central del af målsætningen at skabe viden og gode eksempler, som kan spredes ud til resten af skolen, som dermed kan understøtte ambitionen om, at elevinddragelse skal være en forankret del af læringskulturen.  Formålet er dermed, mere langsigtet, at sikre ny viden og kapacitetsopbygning hos lærerne og de deltagende skoler i kommunen.

Indsatsen
De 60 deltagerklasser, der har deltaget i EIM i 2016/2018, har hver haft otte klassebesøg, hvor en konsulent fra Danske Skoleelever samt en sekretariatsfrivillig har stået for klassebesøgene bestående af undervisning i elevinddragelse samt øvelser, aktiviteter og præsentation af materialer til forøgelse af elevernes deltagelse og læringsmotivation. Formålet med klassebesøgene har været at give eleverne en bred vifte af materialer og aktiviteter, som de i samarbejde med deres lærer kan anvende i undervisningen for på den måde at blive inddraget i undervisningens planlægning, udførelse og evaluering. Sideløbende hermed har to lærere fra hver af deltagerklasserne deltaget i fire kurser, som ligeledes har fulgt op på de temaer og aktiviteter, der har været præsenteret på klassebesøgene. Der har deltaget to lærere fra samme klasse for at understøtte sparring og videndeling i lærerteamet og på årgangen.

Resultater
Under udarbejdelse og forventes at blive offentliggjort i efteråret 2018/foråret 2019. 

 

EGMONT FONDEN
Elevinddragelse på mellemtrinnet – en vej til øget trivsel, motivation og læringslyst for børn i læringsvanskeligheder

Formål 
Det overordnende langsigtede formål med EIM har været at styrke fagligheden gennem trivsel, motivation og læringslyst for børn i læringsvanskeligheder. Herunder har der været fokus på, at den elevinddragende undervisningspraksis og kultur spredes til de øvrige klasser på mellemtrinnet på skolen. Målsætningen er dermed at øge elevinddragelsen i de deltagende klasser. Formålet er samtidigt også at skabe og indsamle viden om elevinddragelse og gode eksempler, som kan bredes ud for at skabe det gode skoleliv. For alle elever.

EIM´s overordnede formål og succeskriterier er at: 
    - styrke faglighed for børn i læringsvanskeligheder. 
    - styrke trivsel, motivation og læringslyst for børn i læringsvanskeligheder. 
    - styrke og udbrede viden og gode eksempler – samt sikre mereffekten. 

Indsatsen
Projektet er gennemført som et aktionslæringsforløb, således at der gennem refleksion og handling i den pædagogiske praksis arbejdes med det inkluderende læringsfællesskab med udgangspunkt i elevernes forståelser og kompetencer. På denne måde påbegyndes et systematisk arbejde med elevinddragelse, som skaber mulighed for, at alle elever kan inddrages på lige vis. Projektet søger at øge elevernes indflydelse på undervisningen for herigennem at skabe medejerskab for egen læringsproces. 
Indsatsen består overordnet set af 4 kursusgange for det pædagogiske personale. På den indledende kursusgang "Kickstartskurset" samt på den afsluttende kursusgang inviteres en repræsentant fra skoleledelsen. Det afsluttende kursus runder endvidere projektet af og sætter, i et fremadrettet blik, fokus på, hvordan arbejdet med elevinddragelse kan fortsættes i den enkelte klasse, men søger også at forankre indsatsen med elevinddragelse på hele skolen. Som kernen i indsatsen afvikles 8 klasseworkshops i den enkelte klasse.  

Samlet set skaber klassebesøgene og kursusgangene grobund for, at der etableres en klassekultur, der fordrer et samarbejde mellem lærere og elever om undervisningens planlægning, udførelse og evaluering med henblik på at øge trivsel, motivation og læringslyst for børn i læringsvanskeligheder.

Resultater
Under udarbejdelse og forventes at blive offentliggjort i efteråret 2019/foråret 2020. 

 

”Jeg har fået en bevidsthed om: Hold fast, jeg inddrager
dem meget, i forhold til hvad jeg troede. […] Der er ikke noget
at sige til, at eleverne ikke anede, at det blev gjort,
når jeg ikke engang selv vidste det.”
(Lærer)