Landskonferencen er nytænkt

I slutningen af juli måned startede alle Danske Skoleelevers 19 sekretariatsfrivillige på sekretariatet i Risskov. Allerede få dage efter var Signe Rosenlund Ditlefsen i gang med at planlægge landskonferencen, som vi afholder den 9.-11. november.

I år bliver landskonferencen ikke helt som den plejer. Det har været vigtigt for bestyrelsen og sekretariatet, at det hele blev tænkt igennem. Det har resulteret i et nyt koncept for landskonferencen.

”Det har været vigtigt for mig som tovholder på landskonferencen, at vi nytænkte konferencen. Hvordan kan vi tilføre underholdende og relevante afbræk til de mange timer med politik, samtidig med at vi løfter kvaliteten af vores politik – det er lykkedes for os,” siger Signe Rosenlund Ditlefsen.

Vender konferencen på hovedet og satser

Hun peger blandt andet på de helt nye workshops, hvor eleverne sammen i større grupper skal udforme stærke politiske forslag.

”Det gør, at vi får gennemarbejdet og ikke mindst diskuteret forslagene, inden de rammer talerstolen,” siger hun.

Et andet tiltag, som bestyrelsen og sekretariatet forsøger, er de nye oplægsholdere, som vi tror på kommer med et frisk pust til den politiske debat.

Glæder sig til at se det ske

Landskonferencen nærmer sig og Signe Ditlefsens arbejdsbyrde tiltager, men det er ikke et problem

”Jeg elsker at koordinere, og når vi skal løse problemer, er det hver gang en fed følelse, jeg står tilbage med, når de er løst,” siger hun.

Hun fortæller også, at det hun glæder sig allermest til, er at se landskonferencen udfolde sig. Være med, når alle deltagerne hygger sig med, bidrager til og engagerer sig i politikken, men selvfølgelig også når de slår sig løs til gallamiddagen, møder glemte venner og støder på nye bekendtskaber.

Læs mere om landskonferencen på www.skoleelever.dk/lk18