Det mener vi... om elevinddragelse
Elever skal også have noget at skulle have sagt i undervisningen. Det er blevet bevist, at inddragelse har en meget positiv effekt på både faglighed og trivsel i skolen. Elevinddragelse er allerede noget vi er gode til i Danmark, men vi kan blive endnu bedre og løfte eleverne endnu mere. Elever på alle Danmarks skoler skal blive inddraget i den undervisning, de får, så de kan være med til at skabe den bedst tænkelige undervisning. Det gælder i alle aldre og på alle skoler.


Elevinddragelse, frie grundskoler

I Danske Skoleelever bakker vi som udgangspunkt op om muligheden for at etablerer fire grundskoler. De frie grundskoler har ret til at udskrive elever, hvilket vi i princippet ikke er modstandere af, men elevernes rettigheder vil dog til enhver tid være et fokusområde for os. Vores grundholdning er at eleverne altid, og i videst muligt omfang, skal inddrages i deres skoleliv generelt, og særligt når det drejer sig om afgørende beslutninger som f.eks. en udskrivning. For os er et minimumskrav at eleverne bliver oplyst om deres rettigheder, og får mulighed for at fremlægge deres syn på en konkret sag.

Derfor mener Danske Skoleelever, at Undervisningsministeren bør tage tiltag, der sikre at eleverne på de frie grundskoler og efterskoler bliver oplyst om deres rettigheder jf. FN’s børnekonvention, og at elevernes ret til at blive inddraget i processen op til en evt. udskrivning sikres. Endvidere mener Danske Skoleelever, at omfanget af udskrivninger, årsagerne her til, samt graden af elev- og forældreinddragelse på de frie grundskoler og efterskoler, bør monitoreres årligt. Vi mener det er grundlæggende i forhold til afdækning af eventuelle problemer, og evaluering af tiltag omkring oplysning om elevernes rettigheder mv.

Elevinddragelse
Elevinddragelsen på de danske grundskoler er alt for lav. Der bliver lyttet for lidt til eleverne. Dette gælder både i skolebestyrelsen men også i klasserne. Alt for ofte sidder læreren og træffer beslutninger uden at forhøre sig ved eleverne. Skoleårene planlægges ofte uden elevernes indblanding, og mange andre aktiviteter træffer læreren beslutning om alene.

Vi skal ikke have en klasse, der minder om diktatur fra lærerens side. DSE mener, at vi skal have en klasse med dialog, hvor man taler om tingene og lytter til eleverne. Læreren skal i fællesskab med eleverne træffe beslutninger om det nye skoleår, lejrskoler, undervisningsform osv. Der er masser af beslutninger læreren kan dele med eleverne.

Inddragelse i indskolingen
Danske Skoleelever mener, at nøglen til en god skolegang er inddragelse af eleverne som et gennemsyrende princip i undervisningen. Desværre oplever vi ofte, at inddragelse ikke bliver opfattet som en mulighed og en værdi i indskolingen blandt de små elever. Den opfattelse bunder i, at man ikke mener, at de små elever kan håndtere at forholde sig til deres hverdag og derved få øget faglighed og trivsel ud af bevidst inddragelse.
DSE vil gerne slå udtrykkeligt fast, at det mener vi er helt forkert. Vi ved, at også de mindste elever sagtens kan forholde sig til deres hverdag, blive dygtigere, have det bedre og få en større demokratisk bevidsthed ved aktivt at blive inddraget undervisningen. Det kan gøres ved følgende metoder:

-  Inddragelse af eleverne i tilrettelæggelsen af undervisningen på et niveau, der giver mening. Bl.a. kan de spørges, hvilken bog de gerne vil læse, hvilket emne de gerne vil arbejde med inden for et fag, osv.
-  Opprioritering af det lille elevråd så eleverne allerede fra de begynder i skole bliver trænet i at indgå i demokratiske organer, hvor de har en stemme. Det vil kræve at lærerne i de små klasser afholder klassemøder, hvor eleverne kan snakke om, hvad de gerne vil ændre på ved skolen.
-  Kontinuerlig evaluering af de små elevers lærere igennem en smileyordning, hvor eleverne kan give deres lærere smileyer, alt efter hvordan elevernes oplevelse af undervisningen er.

Vi mener, at inddragelse af eleverne og elevdemokrati er en værdi i den danske skole, som giver vores skolesystem nogle fordele, man ikke ser andre steder i verden – ligegyldig hvilken alder eleverne har.

Elevinddragelse i starten af undervisningsforløb
Danske Skoleelever opfordrer i høj grad alle lærere på landets grundskoler, til i starten af hvert undervisningsforløb igangsætte en brainstorm med eleverne om hvordan eleverne har lyst til at lære om emnet, og om de har noget inde under emnet som de ville synes var mere interessant end andet. På den måde føler eleverne at de har fået lov til at være med til at bestemme, og være inddraget i planlægningen af undervisningsforløbet. Det kræver ikke ret meget af læreren, udover at sortere i forslagene.