ASIEN

Program og dagbog

Her kan du se vores program og dagbog fra turen.


Singapore

Mandag d. 19. marts
• Butik Batok Secondary School

Tirsdag d. 20. marts
• Qihua Primary School
• Singapore Teachers Union

Onsdag d. 21 marts
• National Institute of Education

Torsdag d. 22. marts
• Ministry of Education
• Opsamlingsmøde - hvad har vi lært indtil nu?

Fredag D. 23 marts
• Poi Ching School
• PCF Tampines Changkat


Beijing

Mandag d. 26 marts
• Besøg på den danske ambassade i Beijing

Tirsdag d. 27 marts
• Beijing Union University (College of international education)

Torsdag d. 28 marts
• Danish Centre at Shanghai Finance University v/Philip Fang

Torsdag d. 29 marts
• Opsamlingsmøde - hvad har vi lært indtil nu?

Torsdag d. 31 marts
• Afrejse mod Danmark

Dagbog


Lørdag d. 17. marts

22 timer undervejs, men endelig fremme

Så er DSE langt om længe kommet til Asien, og vi befinder os nu nærmere bestemt i Singapore. Det har været en lang tur, som for nogle varede over 22 timer, så der er ikke meget at sige til, at vi er rimelig trætte lige nu. I dag har vi ikke lavet meget andet end at side i et fly, smile til stewardesserne (eller stewarderne), spise virkelig interessant fly mad fra en foliebakke, og glæde os til vi endelig var fremme. Det holdt hårdt, men nu er vi her, og det er et større kulturchok, end forventet.

Det er helt vildt at tænke på, at landet ikke er meget større end Bornholm, når der jo bor 5 mio. mennesker, og er så meget gang i gaden. Vi gik nemlig en tur ned for at kigge på havnen og spise noget mad, og rundt omkring os foregik der de største kulturelle sammenstød, som på en eller anden genial måde supplerer hinanden rigtig godt. Lige efter et stort trafikeret lyskryds kunne man ane en gammel kinesisk tradition finde sted, bag nogle store fint udsmykkede stenmure. Lyden af de kinesiske trommer fylder hele den ellers støjende gade, og en række skoledrenge med den traditionelle drage slanger sig rundt bag de halvt lukkede døre. Man skal ikke gå ret meget længere ned af vejen, før man finder en god blanding mellem Venedig, Las Vegas og det gamle Kina. I dette virvar af caféer, barer og restauranter, slår vi os ned på en restaurant, og ender besynderligt nok med at spise spansk tapas. Der er fest og farver, og ikke langt fra restauranten bliver der fejret Saint Patrick’s day, som om vi befandt os på en irsk pub.

Det er vildt hvad man kan ligge side om side, og så stadig få det til at fungerer. Der er så mange ansigter og så mange kulture, at man ikke kan lade være med at blive en smule benovet over det. Vi glæder os rigtig meget til at se, hvad landet har at byde på, hermed menes der selvfølgelig deres skolesystem. Hvis så mange traditioner og kulture skal blandes sammen, må de da kunne finde på et eller anden spændende. Singapore ligger jo, som det meget lille land de er, i toppen af PISA-testen, og vi glæder os rigtig meget til at kigge på, hvordan det egentlig kan være.

Det er jo ikke helt til at sige, hvad vi skal forvente, for når man tager herned for første gang, er det første skridt på rejsen jo en tur hos lægen. Der bliver man mødt med vaccine efter vaccine, og strenge formaninger om, hvordan man kan undgå både tyfus, hundegalskab, hepatitis, denguefeber, malaria og at komme i kambulage med traditionerne. Men kære læge, vi er kede af at sige det, men de er sku egentlig meget ok. I morgen skal vi bruge dagen på at få vendt vores døgnrytme på hovedet, og falde lidt til. Og så skal vi vist også en tur ned og lege strandløver og babes på den nærmeste strand, når det nu alligevel er over 30 grader varmt – puha, vi har det hårdt..

Venlig hilsen

Vera, Mathias og Trisse


Søndag d. 18. marts

Dagen er søndag, og Singapores spændende steder er lukket. Dagen i dag, er ikke blevet brugt på at udforske Singapores undervisningsmæssige institutioner, men der imod på at udforske Singapores spændende kultur. Singapore er trods sin lille størrelse, fyldt med mange forskellige kulturelle indtryk. Her er meget at se og opleve, så det er ikke gået stille for sig, med bølgen af de kulturelle indtryk i dag.

Men inden vi kunne opleve Singapores kulturelle side, var det tid til at sove den store portion jetlag ud, som det har lykkes os at opbygge. 12 timers flyvetur, er ikke nogen nem sag, så den første halvdel af dagen blev brugt på intensivt at afprøve vores hotels senge.

Da Jetlaget endelig var blevet håndteret og bearbejdet på forsvarligvis, var det tid til at tage ud og opleve Singapore. Vi valgte at i stedet for at opleve den lille ø, Santosa, som er en sidelæggende ø til selve øen Singapore. Det spændende ved Santosa er dens rige natur. For selvom øen i dag er omdannet til en mere turist fokuseret ø, så består 70% af øen fortsat af regnskov. Dette kom meget kraftigt til udtryk tidligt på dagen, da vi blev udsat for en byge af Singapores meget lokale regnvejr. Dette varede kun ved i en kort periode, men på den tid det varede, præsterede det tropiske regnvejr, at levere lige så meget vand, som et godt regnvejr, på en dansk efterårsdag. Trods det våde vejr, lykkedes det os alligevel at få set, rigelige mængder af Singapores kultur, og i særdeleshed også dyrelivet. På vores besøg både til det store havlivsudstilling, men også i den generelle gåtur på øen, blev vi ”overfaldet” af eksotisk dyreliv. Alt fra diverse mærkelige fisk, tilsyneladende frit vandrende påfugle. Det er en sjov fornemmelse at møde et så varieret dyreliv, i et land, hvor hvis man kigger ikke langt udover havet ser, den brede industrialisering, i form af eneorme hangarskibe, som pryder horisontlinjen.

Da vi forlod øen, lykkedes os med lidt blandet besvær at finde tilbage til vores hotel. Dette blev gjort med Singapores meget omfangsrige metrosystem. Et system, som får Københavns system til at lige en regional togbane i Nordjylland. Så store metrostationer, med en så stor kompleksitet og varierende muligheder for at rejse rundt i byen, ses ikke i mange storbyer, men her fungerer systemet, til punkt og prikke, og det er virkelig imponerende at se.

Meget mere spændende, er der ikke at fortælle om dagen i dag, vi ser frem til i morgen, hvor vores skolebesøg starter, stay tuned.

MVH

Vera, Trisse og Mathias


Mandag d. 19. marts

En hylende ringetone, et vækkeur, et brusebad. Endnu en dag startede med det sædvanelige tummerum, i dag en del tidligere end i går. Vi var programsat til at være på Butik Batok secondary School kl. 08:30, og kl. 07:00 stod vores lille delegation på en kæmpestor parkeringsplads, og kiggede op på en yderst spøjs bygning, der bestod af en stor rund cirkel, udenom en mindre cirkel, og så var der ikke noget tag. Endnu spøjsere blev det, da vi trådte ind på selve skolen, og så at der i midten af deres aula, var en sø, og en masse tropiske palmer og andet godt fra skoven.

Programmet startede med en kort introduktion til Butik Batok, om deres værdier og mål og om deres opbygning. Her fik vi en masse information på yderst kort tid, men det gav et billede af at en skole med gang i virkelig mange aktiviteter og nogle rigtig interessante nye ideer. For kort at summere op, var de mest interessante tiltag man havde gjort sig på Butik Batok secondary School følgende:

1. I og med at skolen var en secondary school havde de kun fra 7 til 9. klasse, og elever fra 13 til 16 år. I stedet for at lave klasser hvor alle var miksede, testede man eleverne når de gik ud af 6. klasse, og på baggrund af de resultater blev de fordelt ud i forskellige klasser, der kørte efter niveau. De kaldte de forskellige niveauklasser for streams. De havde 3 streams:

1.1 The express stream – det var niveauet for de akademisk intelligente elever, der scorer høje karaktere i deres test. Her blev eleverne undervist efter et højt fagligt niveau, og havde mulighed for selv at vælge 9 af deres fag. Derudover brugte de kun 4 år på at gennemføre deres 7-8-9. klasse.

1.2 The normal academic stream – det var niveauet for dem der hverken var rigtig akademisk dygtige, men heller ikke uduelige rent fagligt. Her blev eleverne undervist med metoder der klippede undervisningen mere op, for at gøre meningen tydelig for eleverne, og de havde mulighed for selv at vælge 7 af deres fag. Derudover brugte de 5 år på at gennemfører deres 7-8-9. klasse, og tog så 10. med.

1.3 The normal technical stream – det var niveauet for de elever der havde det rigtig svært fagligt, og havde brug for at lave flere forskellige ting, der ikke kun var akademiske. Her blev eleverne kun undervist i det basale faglige viden, og ellers brugte man meget tid på at lave forskellige former for håndværk, og andet. Også de brugte kun 4 år å at gennemfører overbygningen, hvorefter de var sikret en plads på en erhvervsskole.

2. Deres skolebygninger blev renoveret hvert 20. år. På grund af varmen og det fugtige klima der er her i Singapore, kan bygningerne ikke holde til at huse 1300 elever plus 150 ansatte i længere tid af gangen, så lovgivningen foreskriver at alle skoler skal renoveres elle rombygges hvert 20. år. Butik Batok var blevet ombygget fuldstændig for 3 år siden, og var virkelig lækker – store undervisnings lokaler (også selvom de var 40 elever per klasse!), vinduer og sollys alle vegne og massere af frisk luft.

3. På skolen kørte de et program der hed habits of Mind, altså hjernevaner. Det gik ud på, at man i alle fag, inkorporere en bestemt måde at tænke problemer og løsninger på, for på den måde at fremme innovation. HOM blev opfundet af en forsker ved navn Arthur L. Costa, som studerede succesfulde mennesker, og fandt ud af at de alle tænkte problemer og løsninger ved hjælp af de samme vaner. Det prøvede man at lære eleverne, ved at have dage hvor eleverne blev undervist i at anskue problemstillinger på forskellige måder, og skulle igennem forskellige øvelser for at fremme disse fremgangsmetoder.

Efter introduktionen, blev vi vist rundt på den virkelig flotte og meget naturprægede skole. Herefter fik vi et foredrag om Habits of Mind programmet, hvor viceinspektøren bl.a. fortalte os at de prøver at frembringe innovation ved hjælp af nye måder at se verden på, men at de har problemer med, at de hurtigt kommer til at dræbe den naturlige innovation ved at putte den i kasser, og undervise i det.

Til sidst spiste vi frokost sammen med skolens elevråd, hvor vi udvekslede fortællinger om vores daglige liv i to forskellige kulturer. Dagen sluttede med den største kinesiske anretning af mad vi nogensinde kommer til at spise i vores liv, og så ellers i seng – igen. I morgen står den på flaghejsning på en ny skole kl. 07.20, så det bliver en early start.

So long – Vera, Mathias og Trisse


Tirsdag d. 20. marts

Spørge-Jørgen er no-go

Det var noget af en øjenåbner, da vi i dag besøgte Qihua Primary School. Som en ”Primary” skole går eleverne kun på skolen til de er 12 år gamle, og er derfor er ny målgruppe end de elever vi besøgte i går. Det var et rigtig godt og lærerigt besøg, men specielt én ting bed sig fast i mit hoved, som er en stor kulturel forskel.

På de fleste skoler i Singapore har de et system, som træner unge med leder-evner. Som på engelske skoler har Singapore også præfekter på skolen. De kalder det for ungdomsråd, men hvad jeg troede var en anden form for elevråd, viste sig faktisk at være en slags lære-valgte rollemodeller. Udvælgelsen starter allerede når eleverne starter i skole, ved at man observerer elevernes adfærd og notere sig udviklingen. Fra 3. klasse bliver eleverne så valgt af deres lærere til at blive præfekt, og dermed styrke deres lederevner, og være gode rollemodeller og ”miniledere” over for andre elever. Men jeg er altså ked af at sige det, Singapore, men af ledere at være, havde de altså virkelig ikke mange holdninger selv. Vi prøvede og prøvede at skabe tryghed, så de ikke var nervøse, men selvom de følte sig trygge, var de stadig stille.

”Kunne I tænke jer, at der var noget på skolen, som så anderledes ud?” kan man spørge dem, og de kan kigge på dig med forundring; ”Må VI det?”. Singaporeanske elever kan som meget disciplinerede elever svare på dit spørgsmål lige efter bogen, men spørge du dem, hvad de selv synes, synes de at gå i stå.

I Singapore er det åben bart uhøfligt at tale imod en ældre, eller at betvivle hvad de siger. Som en lære udtrygte det: ”Vi er opdraget til at lytte til de ældre hele tiden. Hvis min bedstefar sagde ’Månen er firkantet’ kunne jeg kun nikke og tænke ’ja, det har du vel nok ret i”. Så kan vi snakkesalige danskere jo nok komme med alle vores ryste-sammen lege og snakke i rundkredse, men meget får vi altså stadig ikke ud af dem.

Som et barn opfostret i den danske Spørge-Jørgen kultur, er det forventet en vis skepsis om rigtig mange ting. Vores kultur stiller sig kritisk over for rigtig meget, og alt er til diskussion. Næsten uanset hvor meget erfaring du kan have i dit fag, er resten af befolkningen stadig ikke helt overbevist.

Det er vildt at se, hvor meget disciplin og respekt eleverne udviser. Selv efter skole skal de alt muligt skolerellateret, så den gennemsnitlige singaporeanske elev går først hjem fra skole kl. 18 om aftenen, og skal derefter begynde på lektierne. I en matematiktime for 3. klasse gik vi rundt og snakkede med eleverne. De fleste kunne fortælle, at de lavede lektier i gennemsnit tre timer om dagen – både hverdag, weekend og ferie. Det er oven i købet meget almindeligt at bestille privatundervisning efter skole til eleverne. Meget vildt for sådan nogle hippie-danskere som os!

Senere på dagen besøgte vi én af de Singaporeanske lærerforeninger, forkortet STU (Singapore Teachers Union). Det var et meget interessant besøg, hvor de snakkede meget om læreprofessionens rolle og popularitet – en ting, som vi også skal til at have kigget på i Danmark. Vi glæder os meget til at høre meget mere om dette i morgen, når vi skal besøge læreruddannelsen i Singapore og undervisningsministeriet i overmorgen.


Onsdag d. 21 marts

Så er vi tilbage igen, med endnu en spændende opdatering, fra det fjerne øst. Denne gang med nogle interessante møder, med nogle spændende interessenter. Vi har i dag, besøgt både læreruddannelsen og haft et møde med den danske professor og tidligere ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller.

Dagens første stop, var NIE (National Institution of Education) her blev vi taget imod tidligt i receptionen, og fik derefter en introduktion til både læreruddannelsen, men også til universitetet generelt. Det specielle ved læreruddannelsen her i Singapore, er en flere delt fornøjelse. For det første, er læreruddannelsen i Singapore en universitetsuddannelse. Dette er en væsentlig forskel fra Danmark. Dette er en væsentlig faktor i at gøre uddannelsen attraktiv, og generelt skaber det en større prestige omkring lærerfaget. Dette er afgjort en ting man burde overveje at implementere i det danske system. Ydermere, er læreruddannelsen mere specialiseret omkring de enkelte fag. Det skaber også en større forståelse, og viden omkring de enkelte fag, for den individuelle lærer.

Efter introduktionen til læreruddannelsen, blev vi vist rundt på det imponerende campus, som huser både universitetet og læreruddannelsen. Endnu engang var det tid til at blive imponeret over den specielle stil, bygningerne i Singapore er bygget efter. Mange gange var der plads til at spærre øjnene op for det imponerende sceneri, som udspiller sig i form af den frodige natur, og de meget anderledes bygningsværker. Meget interessant blev det, da vi ble fremvist for forskningsafdelingen forslag til indretningen af det nye klasseværelse mm. Vi blev ført ind i noget der lignede en scene fra en Science-fiction film. Den måde, som teknologien er blevet integreret ikke bare i undervisningen, men også i dagligdagen er meget imponerende. Med et system, hvor omdrejningspunktet ikke længere er tunge lærerbøger, men derimod en smart lille tablet, er en meget innovativ og visionær måde at tænke folkeskole på.

Med mange nye indtryk, kunne vi forlade læreruddannelsen og drage videre mod dagens andet stop. Denne gang med en lille fornemmelse af at være hjemme i Danmark igen. Eftermiddagen stod nemlig på et møde, med den danske professor Jørgen Ørstrand Møller. Han er nuværende professor hernede i Singapore, men udgiver ved siden af lærergerningen også bøger, og inden han påbegyndte dette, har gennem en lang årrække været dansk ambassadør i Singapore. Vi mødtes med ham på hans arbejdsplads, ved siden af universitetet. Her snakkede vi med ham om den kulturelleforskel på Singapore og Danmark. Og i den kulturelleforskel, ligger også nogle store samfundsmæssige forskelle, og i bund grund to vidt forskellige måder at opfatte verden på. Det var spændende at høre om de mange helt fundamentalle forskelle der er imellem Danmark og Singapore.

Med alle disse nye indtryk, kunne vi trykt krybbe til køjs, og gøre os klar til morgendagens udfordringer


Torsdag d. 22. marts

Denne dag startede heldigvis lidt senere end den sidste. Vi fik lov til at sove helt til kl. 8 (lang tid i Singapore tid). Dagens program stod på et besøg på Singapores Undervisningsministerium, Ministery of Education (MOE), og derefter et par timer debat, refleksion og opsamling.

Da vi ankom til den 25 etagers høje bygning, blev vi modtaget i lobbyen af en ung, nyansat mand, ved navn John, eller Chuheng som han hed på kinesisk, som guidede os op til 21. etage. Her mødte vi hans kollega som også var nyansat, og det var de to som skulle facilitere møde, hvilket viste sig at være rigtig heldigt for os.

På mange af de andre steder vi har besøgt, har de folk vi har snakket med, været meget beskedne om manglerne i det singaporeanske uddannelsessystem, men i og med at vi snakkede med to unge nyansatte embedsmænd, uden en chef tilstede ved mødet, fik vi pludselig meget mere at vide om den reelle situation i systemet.

De startede oplægget med at fortælle os om Singapores uddannelseshistoriske udvikling. Basically har de udviklet deres uddannelsessystem i 4 trin:

1959-1978

I denne årrække anerkendte Singapore at det var vigtigt at have et velfungerende skolesystem, hvis de skulle udvikle sig til et selvstændigt land, og løsrive sig fra England. De blev nødt til at hæve hele befolkningens uddannelsesniveau, og det blev fokusset i de næste 20 år.

1979-1996

I denne årrække begyndte singaporeanerne at se udfordringen ved et ens skolesystem. De konkluderede at de blev nødt til at lave forskellig undervisning til forskellige elever, og derfor indførte de bl.a. de obligatoriske streams, altså niveaudeling. Udover det hævede de lærerlønnen, og opkvalificerede læreruddannelsen, for at gøre det prestigefuldt og attraktivt at være lærer.

1997-2011

Her gav man skolerne større frihed til selv at sammensætte størstedelen af deres pensum, og bestemme deres egen profil og indsatsområder, og man lavede flere forskellige former for ungdomsuddannelser, for at tilpasse systemet til mange forskellige elever. Vigtigst af alt, begyndte man at støtte initiativer ude på skolerne, der skulle inkorporere en større del af innovation og kreativitet i undervisningen.

2011 - ?

I disse år, fokusere man i Singapore, på at centrere uddannelsessystemet om de værdier de mener, er kernen i deres samfund. De kalder det et holistisk uddannelsessyn, altså et helheds uddannelsessyn. De vil gerne væk fra det autoritære skolesystem, hvor læreren stiller spørgsmålene og eleverne svarer, til et system hvor eleverne stiller flere spørgsmål, lærere at være innovative, udvikler eleverne til at være hele mennesker, og samtidig med at de forbliver fagligt stærke.

Den rigtig interessante udvikling i disse trin, er at Singapore langsomt igennem årene har rykket sig længere og længere mod de vestlige skoleværdier, som kreativitet, kritisk stillingtagen og alternativ undervisning. Imens har vesten rykket sig længere mod Asien, og disciplin, hård faglighed og selvbevidsthed om vigtigheden af uddannelse. I det sammenstød, ligger der også en konflikt imellem disciplin og kreativitet – kan man have begge dele i et system?

Ifølge vores ministerium gutter, kunne man ikke. De var begge uddannede lærere, og havde undervist i et par år, før de var blevet ansat i MOE. Deres fælles indtryk var, at man ved, fra en meget tidlig alder pressede eleverne til at gøre deres allerbedste, og studere meget intenst, glemte at tænke på elevernes personlige udvikling, og generelle lyst til at gå i skole.

John, havde undervist hvad der svarer til vores gymnasium, og han sagde at han engang havde spurgt sine elever om de synes det var fedt at gå i skole. Svaret havde været nej. Hans indtryk var, at det hang sammen med det massive pres der var på elevernes fra samfundets side, og det manglende fokus på deres personlige udvikling.

Måske kan man ud fra dette konkludere at begge systemer kunne lærer af hinanden – måske behøver vi ikke at ligne hinandens skolesystemer, men finde vores egne værdier, og få inspiration fra andre systemer? I stedet for at sige at det bare er vigtigt med disciplin, eller bare vigtig med kreativitet, kan vi måske finde en mellemvej, hvor Danmark kan have et fokus på den personlige udvikling, kreativitet, faglig udvikling og respekt for skolen og hinanden, hvor man I Singapore er bedst tjent med at fokusere på disciplin og høj faglighed med et kreativt element?

En ting, som bliver rigtig tydeligt her i Singapore, er at det er vigtigt at indrette en skole der passer til din kultur. Og nu er kultur nu engang forskellig, og derfor er det vigtigt at finde sine egne værdier at bygge sin skole på.

Da vi var færdige i den høje bygning, tog vi tilbage til hotellet og reflektere og diskuterede de indtryk vi har fået i løbet af turen, men den får i morgen! Buenos Vista, og massere af eksotisk frugt.

Vera, Mathias og Trisse


Fredag d. 23. marts

Sjov skole, tak!

Kære læser

I dag har vi besøgt en skole for elever mellem 6 og 12 år, og en børnehave, som man kalder for en ”før-skole” (pre-school), hvilket vi synes var rigtig spændende, men jeg mangler altså stadig at se det sted, hvor de får skolen til at være et frit og legende sted at være.

På Poi Ching Primary School, som var vores første stop, havde de specielt fokus på kreativitet. Fordi det er en kinesisk skole, er alle disse adspredelser baseret på den gamle kinesiske kultur, og derfor har eleverne obligatoriske fag såsom kinesisk dans, wushu, te-kunst og kinesisk opera.

Poi Ching prøver at uddanne flere sider af elevernes evner, end bare det akademiske, og har derfor valgt at specialisere sig i dans. Vi blev mødt med en meget imponerende opvisning af de to pigehold på skolen, og man kan da sagtens se, at det giver eleverne en pause fra skolebænken, og at eleverne nyder det.

Dog må man altid have i mente, at det stadig er en singaporeansk skole, og at den stadig har meget fokus på resultater. Vi talte på denne skole også med skolen præfekter, som er elever med særlige evner for ledelse, som bliver valgt til titlen af lærerene på skolen, og de sagde denne gang en hel del mere, som lød til at være deres egne meninger.

På den sidste skole, hvor vi skulle snakke med præfekterne, Qihua School, var det langt sværere at få eleverne til at sige, hvad de selv mente, men efter at vide, hvordan vi skulle gribe den an, hørte de et klarere billede af elevernes hverdag.

Som Jess Koh på 12 år sagde det, da vi spurgte om, hvordan det var at gå i skole, svarede hun ”we definetly don’t like it”. Det var meget slående hvor prompte denne kommentar kom, for knap havde vi talt færdig før hun sagde dette i den dybeste alvor. En anden præfekt, Justin Leow på 11 år, tilføjede, at elever her ikke rigtig har særlig meget tid til bare at være børn. De starter i skole, når de er tre år gamle, og der fra er forældre og lærere hele tiden fokuseret på resultater.

De ville da næsten også alle sammen være læger, dyrelæger eller advokater, men Justin måtte forklare, at det også var forventet af dem. Det er noget af en kulturforskel, når man kommer fra det socialt fokuserede Danmark, til et land, hvor eleven bliver inddelt på både skole og klasse efter elevens karaktere.

Efter dette skolebesøg var vi nede og kigge på en børnehave, som så ulig Danske børnehavner, men meget lig Singaporeanske, lærte børnene at læse og skrive, regne og mange andre ting, som i en dansk skole først ville blive forlangt senere. Vi så elever på 4 år sidde stille og lære bogstaver, mens dem ved siden af var i gang med matematik på det nye Smartboard. Det er slående at se, at børnene legede mere med lærerene end med hinanden. Det er meget anderledes.

Måske skal vi i Danmark i gang med at finde ud af, hvad vi er gode til, og udmærke os i det. Det forudsætter så, at vi kan måle, om vi er gode til det, men vigtigst må det vel være, at lære at blive et glad og funktionelt menneske, med god sans for, hvor man selv står i forhold til resten af verden.

Danmarks er på mange måder modsætninger med Singapore, men ved at se denne side af de systemer, som vi snakker om, får vi også set nogle yderligheder, som vi kan lære rigtig meget af.

Man må håbe, at vi ikke kun skal fortælle eleverne, at det hele nok skal blive meget sjovere, når de er færdige med deres uddannelse, for hvad nu, hvis de finder ud af, at det slet ikke ser sådan ud for dem. Lad os håbe, at vi kan finde en god balance mellem en masse gode akademiske elever, og glade individer, som kan tænke selv.

Vi håber, at du, kære læser, vil være med til at gøre en forskel!


Lørdag d. 24. marts

Så kom dagen, hvor det var tid til at forlade det varme Singapore, og drage imod det væsentligt koldere Kina. Vi var tidligt oppe med pakkede kufferter, og med trætte øjne, kunne vi forlade det solbeskinnede paradis, og begive os afsted med vores velpakkede kufferter. For der var mere i dem end da vi tog afsted, ikke fordi vi har været ude på de vilde indkøb, men fordi de denne gang, var pakket med et hav af nye indtryk, og en masse nye vinkler at se på verden omkring os i. For meget har vi set, og meget har vi lært, på den uge vi har tilbragt i Singapore, og vi har set meget, som vi kan pakke ned i vores kufferter, og bringer med hjem til Danmark.

Vi har set en anden kultur, vi har set et andet system, og vi har set en hel anden hverdag. Vi har oplevet et system, hvor uddannelse, er højst værdsat. Det er dette der er omdrejningspunktet i denne anden verden. Men denne uddannelse, er der også en hel anden tilgang til, end den vi kender fra vores egen verden. Her står den på disciplin fra dag ét. Her er der ikke plads til slinger i valsen, og det er der i den grad heller ikke. Vi ser nogle imponerende akademiske resultater. Vi ser børn behandle matematiske udfordringer, som var det den nemmeste ting i denne verden. Dette kommer også til udtryk i de mange test, som bliver udført hernede. Eleverne scorer umådeligt højt, og det faglige gennemsnit er voldsomt højt. Dette kunne jo alt sammen lyde, som de resulteater, som vi efterspørger så voldsomt i Danmark. Men det har en pris.

For når vi så møder disse akademiske vidundere i virkeligheden, så ser vi bagsiden af medaljen. Der mangler noget ved disse elever, som for os ville virke som en selvfølgelighed, men som her blot er noget der kan tales om i krogende. Der mangler viljen til at udfordre. Viljen som vi ser de danske elever have, til at stille sig selv spørgsmålet, ”hvorfor?” Her ville det blive betegnet som uhøfligt, at stille denne form for spørgsmålstegn. Det er ikke accepteret, at stille spørgsmål, og dette kommer til udtryk på andre måder ligeså. Den kreativitet, og frihed vi nyder godt af i Danmark, den er kun eksisterende her, som en pæn målsætning på et papir. Der er langt fra samme innovation iblandt eleverne, og det skyldes den kassetænkte skoleramme, som de er tænkt ind i. Det har i den grad sine fordele, når det kommer til det akademiske, men er det dét værd, at skulle opgive nogle af vores så essentielle værdier for at opnå en god score i en pæn undersøgelse. Hvis vi vil danne borgere i den danske folkeskole, er den ultimative disciplin muligvis ikke vejen. Så dagens store spørgsmål er, karakterer eller borgere?

Det er noget af det vi kan tage med os videre fra Singapore, nu får vi se hvad de har at byde på her i Kina, lige udover en masse nudler og ris.

Stay tuned

Vera, Trisse og Green


Søndag d. 25. marts

Manden, universitet og kejseren

Så kom vi til Beijing, til et lille yndigt hotel i en side gade til Beijing midtby. Det ligner nærmest et gammelt kloster, med små stengårde, tapet i loftet, og gamle kinesiske indretningstraditioner overalt. Vores morgenmad bestod søndag af en røvfuld ristet brød, med mere sukker end mel, dumplings, en slags små dampede dej klumper, med kødfyld inden i, og juice der aldrig har set skyggen af en appelsin. Ikke ligefrem nærende, men til gengæld meget autentisk kinesisk.

Vi havde ikke nogen besøg i dag, da det jo var søndag, men vi havde en middagsaftale med en mand ved navn Hans Gregersen. Hans står i spidsen, for et projekt som alle danske universiteter har indgået et samarbejde et kinesisk universitet. Projektet handler om at stifte et dansk/kinesisk universitet, som skal bestå af halvt danske studerende og halv kinesiske studerende, og sørge for en multikulturel uddannelse til både danskere og kinesere. Universitet starter op til september, og vi havde arrangeret et møde med ham, for at høre lidt kinesernes arbejdsmetoder, og det generelle kinesiske skolesystem.

Eftersom det var et møde plus middag, havde vi hele for- og eftermiddagen til at rende rundt og lege turister i Beijing. Vi fandt frem til en nærliggende metrostation, med hjælp fra vores enormt søde hotelbestyrer, som kan en smule engelsk, og er mulig at kommunikere med. Vores generelle indtryk er at ikke mange kinesere kan tale engelsk, og såfremt de kan, er det ikke mange fraser.

Men med metroen kom vi, og derfra gik turen til Den Forbudte By; en 600 år gammel by, hvorfra kejseren af Kina regerede landet. Siden byen blev grundlagt i 1448, har der kun boet 24 kejsere, som har styret 2 dynastier. Den sidste kejser aftrådte i det første årti af det tyvende århundrede, efter at have været fange hos både japanerne og Sovjetunionen, og da han endelig kom tilbage til Kina, afsatte man kejserrollen, og indførte noget der lignede demokrati i stedet. Derefter gik Kina lige igennem en borgerkrig, en krig imellem ideologier, og 2. Verdenskrig, og derefter kom Mao Tse-tung til magten og ledte landet indtil slutningen af 70’erne hvor han døde.

Den Forbudte By, er et fantastisk syn. Man starter med at komme ind i på en plads. Så går man igennem en massiv port, og så kommer man ind til en ny plads. Så krydser man den plads, går igennem en ny port, og kommer ud på en endnu større plads. Og sådan fortsætter det i 3 kilometer. Det er fantastisk smuk, og det ene hus er mere udsmykket, overdådigt malet og pompøst bygget end det næste. I byen boede 20.000 mennesker, deriblandt kejseren, hans dronning, deres tjenere og kejserens konkubiner (glædespiger). Byen slutter oppe på et kunstigt bjerg, lavede af mandkraft, hvor der lægger et tempel der tilbeder taoismen. Derfra havde vi udsigt over hele Beijing, og til en masse souvenirboder.

Da vi havde vandret ned igen, og fundet en ny metro, mødtes vi med Hans Gregersen, på en kinesisk restaurant, der kun lavede virkelig stærk mad. Han fortalte os om kinesernes planlægning, der er helt forfærdelig (alt bliver besluttet i sidste øjeblik), deres relativt korrupte system, hvor penge skifter hænder for et godt år, og om et samfund der generelt står overofr den kæmpe udfordring at befolkningen bliver mere og mere uddannet, go kræver bedre og bedre forhold. Han fortalte at Kina er et enormt ineffektivt system; hvad vi bruger en mands arbejdskraft til i Danmark, bruger de 5 mand til i Kina. Derfor er deres system også presset, så det bliver spændende at se hvordan de håndtere, at sætte folk til det arbejde de rent faktisk er uddannet til.

Det var et spændende indblik i Kina, set indefra, og det bliver interessant (og lidt skræmmende) at se hvordan de skoler vi skal besøge kommer til at fungere i forhold til de ting. Det love rjeg I kommer til at høre mere om. I morgen står den på en introduktion til det kinesiske skolesystem, præsenteret af den danske ambassade, en tur på silkemarked, og mere refleksionsdialog og vores hidtil oplevelser.

Zaijain,

Vera, Mathias og Trisse


Mandag d. 26. marts

Mao mod mave

I dag var vi på den danske ambassade i Beijing. Det er stadig helt vildt at forstå, at vi endelig er kommet til Kina, hvor selv billetautomaten til metroen kan være en udfordring. For at komme over denne mindre forhindring har vi dog fundet en huskeregel, så vi kan huske, hvordan man skal putte pengesedlerne i automaterne: ”Mao mod mave”. Det er nemt nok – man skal bare vende Maos fine ansigt mod sin mave, og så skal man nok komme rigtig langt.

På ambassaden snakkede vi med tre praktikanter, som kunne fortælle os en masse ting om Kina generelt. Det var rigtig lækkert at få et lille indblik i, hvordan kulturen og mentaliteten er i sådan et stort land, hvor en by på en million indbyggere er en lille forstad.

Det er vildt at tænke på, hvilken udvikling dette enorme land har været ude i. I tidernes morgen har det jo været et af de mest udviklede samfund i verden, og opfinderen af ting som både papiret og trykkeriet.

Kina har været igennem flere tidsperioder, som specielt de sidste par generationer har taget nogle heftige drejninger. Kigger man på en familie bestående af bedsteforældre, forældre og barn (Hvoraf barnet er født ca. midt firserne), vil bedsteforældrene være blevet født i en tidsalder, som man også kalder ”Den tabte generation” eller kulturrevolutionen, hvor det var meget upopulært at være borgerlig. Her blev alle borgerlig forfulgt hvoraf nogle på mystisk vis forsvandt. Disse bedsteforældre har altså skulle opleve en kæmpe forandring i den kollektive tankegang i Kina. Alle er ens, og hvis du ikke kan affinde dig med det, kan du ikke være med!

I denne familie er også forældregenerationen. Disse forældre er født under Maos styre, og er først og opvokset med kommunismen i baghovedet. Det er censur i det daglige liv, og vennetjenester og penge under bordet. Mange ting blev skjult og det var kun de glædelige historier, som menigmand fik kendskab til. Mao gjorde op med størstedelen af analfabeterne i Kina, og indprentede vigtigheden af uddannelse for en nation, som ellers kan kunne spæde sig over et ocean af samlebånd og marker, hvor ingen uddannelse var behøvet.

Så var der børnenes generation, hvor kommunismen blev redefineret, og siden hen kom til at ligne det mest kapitalistiske samfund i hele verden. Det var her den nye Deng Xiaoping udtalte: ”It doesn’t matter if the cat is black or white – as long as it caches mouse”. Børnenes generation oplevede de frie markedskræfter og er blevet som vestens forbrugere. Det er en generation, som har været pacet til at uddanne sig og studere hårdt, for at kunne forsørge både forældre, bedsteforældre og egne børn, når de endelig har kunnet få et job.

Det er klart, at tankegangen er så meget anderledes, når landet har skullet tilpasse sig enorme ændringer på meget kort tid. Som et produkt af et-barns politikken er det også blevet en nation med en masse børn, som altid har været familiens centrum, og derfor ikke ser mange andre end sig selv. De har samtidig også en kæmpe byrde på deres skuldre, for får de sig ikke en ordentlig uddannelse og dermed også et ordenligt job, vil de ikke være i stand til at forsørge deres familie. Mange andre alternativer er der ikke rigtig, for et videre udviklet socialt sikkerhedsnet har de heller ikke.

Efter sådan en voldsom omgang information blev vi lige nødt til at strække benene, og gik en tur ned for at kigge på det lokale marked. Først skulle der veksles penge, men dette viste sig at være et noget stort projekt, da det tog os hele 2 timer før det overhovedet blev vores tur ved skranken.

På markedet var der tøj, sko, og tasker fra gulv til lort – alt sammen kopivare, hvor man må prutte om prisen. Det var lidt en vild oplevelse, men når ekspedienten starter på 180, og man selv får den ned på 60 yen, er det lidt et rush, at stå og forhandle med en voldsom lille kineser, som står og hopper på kufferten, for at vise, hvor stærk den er.

Vi glæder os ellers alle sammen til i morgen, hvor vi har et møde på et universitet, og der efter tager en smuttur til Shanghai.

Tirsdag d. 27. marts

Så starter de reelle skolebesøg i Kina. Dagen i dag, stod på det første besøg, på et af landets mange undervisningsinstitutioner. Turen gik dog ikke til en folkeskole, som man kunne have håbet, men derimod til et af Kinas mange universiteter. Vi besøgte i dag Beijing Union University. Her mødte vi (med en mindre forsinkelse, grundet myldretiden) op tidlig formiddag. Trods de logistiske udfordringer i at finde vej, på det store kampus, lykkedes det os til sidst at finde frem til vores vært Eric.

Her blev vi taget imod med stor gæstfrihed, som det byder sig i det kinesiske samfund. Selvom Erics kontor mest af alt lignede en større samling af diverse genstande, vi i Danmark ville kategorisere som skrammel, lykkedes det os alligevel at finde plads. Vi fik dog ikke lov at sidde længe, for kort efter vores ankomst, førte Eric os ned, til dagens rigtige destination. Nemlig et møde med nogle af universitetets egne studerende. Her blev vi placeret i et pænt lokale med blomster på bordet, og fornemme stole, som vi kunne placere os i. Eleverne sad parat fra vores ankomst, til at snakke med os. Først fik vi en grundig gennemgang af det kinesiske skolesystem, hvilket viste sig at være en meget kompliceret affære. Med mange forskellige led, og mange forskellige veje, som det er muligt at gå ud af. Alle disse er naturligvis bestemt ud fra dit akademiske niveau i de forskellige fag. Dette viste sig at gennemsyre dette system lige såvel, som det gjorde i Singapore. Dette er et system, som ikke har meget til overs for ting der ikke kan måles, og sættes en karakter på. Det er tydeligt, at det også er dette system, som har præget disse elever. Meget af hvad de fortæller, lyder som en større omgangs udenadslære. Dog er der enkelte lyspunkter, at sporer ved enkelte af eleverne, som trods alt udviser en større form for selvstændighed, og beviser at det er muligt at mikse de to undervisningsstile.

Selvom vi var blevet forsinket på vores tur til universitetet, var vi alligevel nød til at tage tideligt afsted igen. For morgendagen skal nemlig bruges i Shanghai, så billetterne til toget var allerede bestilt på forhånd. Så hurtigt, måtte vi ile videre for at nå til Beijings enorme banegårdskompleks. Et område på størrelse med Kastrup lufthavn, bare med den forskel, at her opereres der med toge, og ikke fly. Selvom man godt kunne forestille sig et fly ville være praktisk når man skal tilbagelække 1500 km. Men med den slags toge der bruges her i Kina, er den slags afstande intet problem. Det togsystem vi bliver mødt med her, for nemt DSB til at ligne en amatør forretning, i forhold til den her hastighed, der kan transporteres mennesker med her.

Så med oplevelsen af at køre med et tog der snildt runder de 300km/t kunne vi tjekke ind, og gå i seng, på vores hotel i Shanghai, og drømme om hvad morgendagen ville bringe os.

MVH

Vera, Trisse og Green


Torsdag d. 29. marts

Innovation i strakt march

I dag havde vi vores sidste officielle besøg, inden vore afrejse hjem til Danmark, og denne gang var vi på besøg på en enorm skole, som hedder Yocai skole.

Efter vores lange tur rundt i Shanghai og Beijing, var vi glade for, også at kunne se en kinesisk skole. Denne skole havde ca. 4000 elever, og derfor også en masse ting at kigge på, men én ting kiggede vi ekstra godt på. På denne skole, havde regeringen søsat et nyt initiativ, som var et af mange, der skulle forbedre elevernes innovative og kreative evner.

For at komme ind på denne linje, skulle du bestå en test som 6-årige, som skulle sikre, at kun de elever med den højeste IQ kunne komme ind. På denne linje ville de så give mere plads til alternative undervisningsmetoder. De sagde, at eleverne fik lov at komme på flere ture og bruge andre redskaber, som de andre børn ikke fik tiltroet.

Det er underligt at komme ind som dansker, og se, at det kun er de klogeste elever, som får lov til at få undervisning på andre måder. Her er ingen, som diskuterer forskellige indlæringsmetoder, men til gengæld er resultaterne i højsædet.

Det er vildt, at man på samme skole kan prædike kreativitet og frie tøjler, samtidig med, at vi i skolegården ser elever, som taktfast marchere rundt, med en lære lige i hælene.

Det handler om at huske alle elever på en skole, og kigge på alles behov, men det virker nu skeptisk, hvis det kun skulle være de kloge elever, som har brug for alternativ undervisning.

Efter besøget på skolen gik vi ned og kiggede på en lokal marked, og pruttede om priserne, så selv sælgerne synes vi var rimelig barske – vi fik dog vores vilje.


Fredag d. 30. marts

Så er vi noget til vejs ende. To uger langt fra det kolde nord, er nu ved at være noget til sin ende, og nu er det tid at pakke vore ting, og drage hjem ad igen. Det har været tog oplevelsesrige uger, med mange forskellige nye indtryk, og et helt hav af erfaring, som vi ikke kan vente med at komme hjem og udnytte i Danmark. Med alle de mange folk vi har snakket med, er der nu blevet indsamlet flere indtryk, og mere erfaring, end man skulle tro var muligt. Så nu er det tid til at vende snuden hjemad.

I dag har stået i afslapningens og refleksionens symbol. Dette har vi valgt at gøre med stil, ved at besøge den kinesiske mur. Et syn man sent vil glemme, det er vi ikke et sekund i tvivl om. At bygge et så stort akitektonisk værk, med de få midler, og med alle de udfordringer, man havde på den tid, er resultatet blevet mere end imponerende. At kunne se et bygningsværk, der bare forsætter lige så langt øjet rækker, er ikke noget man får lov til at nyde hver dag. Og at så få lov at forcere de uendeligt mange trin, tilføjer kun endnu et fantastisk aspekt, til den allerede imponerende oplevelse.

Mens vi gik langs muren, langt udstrakte vægge, havde vi massere af tid, til at tænke de mange indtryk og erfaringer igennem, som vi har gjort os i løbet af turen. Alle de skoler vi har set, alle de informationer, vi har fået fra de mange mennesker vi har snakket med, i løbet af turen. Vi har set et system, og en kultur, der er så langt som man nærmest kan forestille sig fra vor egen. To skolesystemer der er opbygget omkring principper af disciplin, og respekt for autoriteter. Disse systemer, virker på trods af deres umiddelbare hårdhed, at frembringer nogle utrolige akademiske resultater, som på mange overstråler vores egne. Men disse imponerende resultater kommer med en pris. Det skaber et utroligt konkurrence baseret samfund, hvor kun de bedste overlever, og når til tops, mens resten må affinde sig med et liv, uden de goder vi kalder for hverdagsting. Og ydermere koster det også på den samfundsmæssige dannelse af elever. Vi ser elever der er bange for at tage stilling, og vise deres holdning til samfundet omkring dem. Dette er blot nogle af de umiddelbare konsekvenser der følger med at køre sin uddannelse på denne måde. Alle faktorer skal tages i betragtning inden man erklærer disse systemer for fremtiden for Danmark.

Men to lange uger har det været, så nu glæder vi os alle sammen, til igen at kunne sætte vores ben på dansk jord. At kunne spise noget klassisk dansk mad, og nyde solen fra det danske forår. Så vi vil slutte af med at sige tak til Jer der har fulgt med i vores tur disse dage, og vi glæder til at hører flere inputs, og til at fortælle vidt og bredt om vores oplevelser.

Næste stop Danmark!

Med en sidste hilsen fra Asien

Vera, Trisse og Green