USA

Program og dagbog

Her kan du se vores program og dagbog fra turen.


USA

Søndag d. 10. april
• 12.20 Flyet afgår fra Kastrup til Washington
• 15.00 (lokal tid) Flyet lander i Washington

Mandag d. 11. april
• 09.30 – 10.30 Den danske ambassade
• 13.00 – 14.00 National Association of Student Councils
• 15.00 Thomas B. Fordham Institute

Tirsdag d. 12. april
• 10.00 – 11.00 Gunston Middle School
• 14.00 – 15.30 Core Knowledge

Onsdag d. 13. april
• 08.00 – 11.00 Georgetown Day
• 12.00 – 13.30 Student First
• 14.00 – 15.30 Thomas Jefferson High School of Technology and Science

Torsdag d. 14. april
• 10.00 – 11.30 Fielding Nair

Fredag d. 15. april
• 08.30 – 10.30 KIPP Harmony Baltimore elementary school
• 14.00 – 15.00 Valerie Strauss på Washington Post
• 16.00 – 17.00 US Department of Education


 

Lørdag d. 16. april
• 14.37 Flyet afgår fra Washington Reagan
• 15.40 Flyet lander i Chicago

Søndag d. 17. april
• Intet på programmet

Mandag d. 18. april
• 09.00 Illinois Mathematics and Science Academy
• 12.30 – 15.30 Naperville High School

Tirsdag d. 19. april
• 10.00 – 12.00 Office of Chief Education Officer
• 13.00 Byron High School hos Brexton Isaacs, der er formand for Illinois Association of Student Councils

Onsdag den 20. april
• 22.05 Flyet afgår mod København

Dagbog


Tirsdag d. 10. april

Her kan du læse Vera og Trisses dagbøger for d. 10. april.

Vera Rosenbeck
Formand

Kl. 8.15, søndag morgen ringede min mobil, for at sige, at nu var det tid til at stå op, gå i bad og gøre sig klar til 8 timers flyvetur, med tilhørende oplevelser i landet for alt der er stort; USA. Efter at have mutetet den et par gange, besluttede jeg mig for, at det nok var en meget god idé at stå op, såfremt jegskulle nå omtalte fly. Og op kom jeg (15 min for sent godt nok), og kl. 10.05 præstrede jeg også at stå i lufthavnen med min mor og min søster under armen.

Efter en mindre paniksituation omkring min tilladelse til at rejse ind i USA, et hurtigt smut hen i 7-eleven for at låne deres internet, og en 200 ml. håndcreme fattigere (selvom over halvdelen var brugt, var chancerne for at jeg havde fyldt resten af den med eksplosive stoffer åbenbart så stor at det var sikrere at jeg skilte mig af med den), sad vi i flyet, og gabte vores kæber af led i et desperat forsøg på at slippe af med propper i ørerne. Udsigten sagde lige pt. 8 en halv times flyvetur, straight ahead. Faboulus.

Overraskende hurtigt ankom vi dog til USA i lufthavnen i Washington D.C, og efter en halv times kø, og et hav af spørgsmål om hvad vores formål var i USA, kom vi endelig ud, og kunne begynde researchen efter vores kufferter. Da denne var udført, trillede vi hen mod et af de smukkeste steder jeg har set længe; Starbucks. Efter at være blevet dopet med koffein og sukker, var vi alle nogenlunde klar til at køre igen, og så var næste stop biludlejningen. Og nu tænker du måske at vi skulle have en lille hyggelig Fiat Panda, men næ nej. Er man i Amerika, opfører man sig også som amerikanerne. Oversat: vi lejede den største bil jeg nogensinde har set. Bare i baggagerummet var der ekko op til førersæderne.

Da vi var kørt forbi tilstrækkelig mange McDonalds’s, kom vi endelig til vores hotel, og kunne dejse om i vores kæmpestore bløde senge på Hotel Day Inn, i midten af Washington (vi kan stadig se en McD 30 meter fra vores værelse). I morgen står den på den danske ambassade i Washington, og det bliver meget rart lige at få en lidt nærmere introduktion til det amerikanske uddannelsessystem. Lige umiddelbart står dilemmaet mellem business blazer, eller ungdommelig læderjakke. Den tror jeg lige jeg skal sove på. I hører fra mig igen i morgen, og glæd jer! Så skal der berettes om alle de spændende ting vi fik at vide af den danske ambassade.

Sov godt, og work hard in school.

Trisse Dyrløv Høegh
Næstformand

Ankomst til mulighedernes land

Nu er vi ankommet til Washington DC, og kan endelig begynde at gå mod de store, queen size senge, hvor vi langt om længe kan få noget søvn - en mangelvare lige nu.

Klokken er kvart i fire i Danmark, men jeg føler mig faktisk ikke særlig træt, hvilket er rigtig skidt. I flyet måtte jeg lave nogle af de mange opgaver, som jeg misser denne uge i skolen (Hvis du læser dette, mor, kan du godt være stolt), og udover det var der nogle praktiske ting til bestyrelsesmødet, som også skulle klares, så sovet fik jeg vist ikke lige gjort.Det er lidt en kamp for ikke at blive vanvittig, når man skal sidde i et fly i otte en halv time, og jeg kom også næsten helt uskadt ud af det. Min nakke gør ondt, og mine ben nærmest skiftedes til at sove, så det var en begivenhedsrig flyvetur. Det har bare at være væk til i morgen, for der skal vi et smut til den danske ambasade, hvilket jeg glæder mig meget til.

Tidligere i dag, da vi ankom, skinnede solen og flaget var hejst, Så Vera kunne simpelthen ikke modstå trangen til lige at kysse jorden – bare for en god ordens skyld.

Da vi sad i flyet tror jeg ikke rigtig, at det var gået op for mig, at vi skulle af sted, men man bliver hurtigt sikker på, hvor man er endt, når man får øje på de mange hundrede amerikanske flag, som vejre i den lune vinde, hvor end man kigger hen. (Og VI er kendt for, at vi altid har Dannebrog smækket op på alting..?)

Jeg havde egentlig troet, at Washington ville være meget mere, hvad der i mit hoved er amerikansk. Jeg troede, at der ville være nogle få pæne bygninger, og resten ville være gamle forladte betonklodser, som aldrig havde været pæne alligevel, men der måtte jeg erkende, at jeg havde taget fejl. Washington er en meget hyggelig by, som egentlig kan prale af en del charme, på trods af dens bombastiske fremtoning. Der er plantet kirsebærtræer, langs vejene, og de er nu ved at springe ud, så vejene er helt pink - ikke rigtig noget jeg havde forventet mig af Washington.

Jeg glæder mig virkelig til at finde ud af, at amerikanerne kan vise mig en anden måde at lave skolesystemer på, som ligger så langt fra vores, og jeg glæder mig til at blive overrasket og inspireret. Indtil videre er jeg blevet overvældet over afstanden mellem husene, menneskerne på gaden og de absurd mange firhjulstrækkere, som alligevel ikke overgår det monstrum, som Thomas og Robert, (som vi rejser med), har lejet. Den har et fantastisk sterioanlæg, som uden problemer kan vælte USA om kuld, når vi skruer op for Natasja, og jeg skal nok gøre mit til, at Danske Skoleelever ikke bliver overset, når vi kommer cruisene ned ad gaden i vores gigantiske Ford!

Vi ses i morgen, for nu vil jeg sove :D


Onsdag d. 11. april

Her kan du læse Vera og Trisses dagbøger for d. 11. april.

Vera Rosenbeck
Formand

Dagen startede med en blid vækning á la Robert og Thomas, bestående af en hoteltelefon der ringede 10 gange i træk. Efter de indledende skønhedsprocesser stod den på morgenmad i den drive-in der selvfølgelig ligger lige ved siden af vores hotel. En (meget) stor kop kaffe og en bagel med ekstrem meget creamcheese senere, var vi på vej til den danske ambassade for at blive introduceret nærmere til det amerikanske uddannelsessystem.

Det blev et rigtig interessant møde, med to kvinder der begge havde børn i amerikanske skoler, og derfor havde et vist erfaringsgrundlag. De fortalte at det der skilte det amerikanske system ud fra det danske var at der var meget få nationale retningslinjer og mål. Hver stat kan slev sætte mål for deres elever, og der er ingen regler for hvor høje eller lave disse mål skal være. Derfor varierer kvaliteten af undervisningen også meget fra stat til stat. Det er lidt sjovt at tænke på, i forhold til den danske skole, hvor vores problem er at få eleverne til at synes det er fedt at være i skole. I USA handler det stadig om at FÅ alle i skole.

Efter en kvick-lunch gik turen videre til Virginia, hvor vi skulle møde vores søsterorganisation i USA, nemlig National Association of Student Councils (NACS), som er en organisation der ligger under skoleledernes organisation, og henvender sig til de kontaktlærer der er knyttet til elevrådene ude på skolerne. Det var en utrolig venlig fyr ved navn Jeff, der fortalte om organisationen og deres arbejde. Det adskiller sig ret meget fra vores, da en stor del af DSE’s arbejde går ud på at påvirke politikernes meninger, hvorimod NASC’s arbejde langt mere handlede om at uddanne lærerne ude på skolerne til at kunne tage sig af elevrådet. De beskæftigede sig slet ikke med politik, og det forstår man egentlig godt, når man forstår hvor lidt den egentlige regering faktisk har at gøre med uddannelsespolitikken som sådan. Delstaterne spiller en langt større rolle, så måske skal man bare holde op med at tænke USA som et samlet land, og mere tænke på det samlede Amerika som EU, og delstaterne som lande. Det giver et lidt klarere billede af delstaternes rolle.

Dagens sidste stop var tilbage i Washington; Thomas B. Fordham Institute er en republikansk tænketank, der udarbejder rapporter over hvordan det amerikanske uddannelsessystem kan forbedres. Denne gang blev vi indbudt til at sidde oppe på deres tagterrasse, og eftersom vi lige havde passeret de 31 grader, var vi alle sammen mere end villige (på dette tidspunkt havde både Trisse og jeg emigreret til shorts). Dette var et rigtig interessant møde, hvor vi fik mange ideer der kan bringes videre til Danmark. Det mest spændende var deres arbejde med online undervisning. Man har forsøgt sig med det i New York, hvor man fordelte undervisningen så eleverne ca. halvdelen af tiden fik undervisning af en lærer, og ca. halvdelen af tiden fik undervisningen bag en computer. Hvis der så var noget eleven havde problemer med, kunne nogle computertimer byttes ud med lærertimer. De havde fået virkelig gode resultater, så det koncept skal der klart bygges videre på.

Alt i alt en meget hektisk, men yderst lærerig dag, hvor vi er kommet langt nærmere på det amerikanske uddannelsessystem, og den kultur der ligger bag. I morgen bliver nok præcis lige så hektisk, men det må I vente med at høre om.

Sov godt! :D

Trisse Høegh
Næstformand

Solen stod højt i morges, da jeg endelig besluttede mig for, at jeg nok ikke ville falde i søvn igen, og derfor satte mig ud på tarassen for at kigge på den travle morgentrafik. Jetlag et sidder vist stadig i mig, for det er ikke rigtig normalt for mig (eller nogen anden teenager i verden) at vågne klokken kvart over seks om morgenen.

Morgenmaden bestod af en meget sund og nærende bagel med creamcheese (kan ikke anbefales – hverken for sundhedens eller smagens skyld)og en gigantisk kop kaffe, som Vera blev nødt til at hjælpe mig igennem, hvilket resulterede i en meget hyperaktiv rejsekammerat(inde).

Vi nåede dagens første destination, dan danske ambassade, i rimelig god tid, så vi gik en tur rundt for at kigge på de meget velholdte huse, for ikke at glemme de utroligt smukke lotus- og kirsebærtræer, som er ved at springe ud.

På ambassaden mødtes vi med to kvinder, Pernille og Ida, som arbejder der til daglig. De gav os et fantastisk indblik i det amerikanske uddannelsessystem, og det hjalp mig med at finde en vej for, hvad jeg skal holde øje med herovre. Det er nemlig sådan, at man bestemmer det meste uddannelsespolitik i delstaterne i stedet for, som vi gør, på nationalt plan, og det er derfor meget svært at forklare skolerne, fordi de er så forskellige.

Mange af de ting, som vi diskuterer i Danmark er også store emner i USA, men har for det meste været det et stykke tid før i Danmark. De har ganske vist ikke det mest vellukkede uddannelsessystem i verden, men de har taget fat i en hel del af de problematikker, som vi står over for i Danmark.

Efter besøget på ambassaden, og opdagelsen af at Hillary Clinton boede lige over for, drog vi over floden og videre uden for byen til NASSP (National Association of Secondary Schools), som har en underafdeling for elever. (NASC: National Association of Student Councils)

Det var et godt møde med en flink mand, der hed Jeff, men NASC er en organisation, som ligner os mindre end man lige skulle tro. De går ikke ind i politik på samme måde, som vi gør det i DSE, for deres fokus ligger på lærere og skoleledere. De prøver at få fede elevråd ved at gå gennem kontaktlæreren og inspektøren på skoen, i stedet for at snakke med eleverne selv. De er rigtig gode til at lave fede aktiviteter, men rent politisk har de ikke indflydelse nok til at kunne sætte dagsordnen i USA eller de enkelte stater. På trods af vores forskelligheder fik vi en masse stof og nye problemstillinger til eftertanke, og kunne nu køre tilbage til byen opslugt af nye ideer.

I byen var der lige et sidste møde inden aftensmaden, så vi drog af sted igen for at mødes med to repræsentanter fra Thomas B. Fordham institute, som er en republikansk tænketank, som går det amerikanske uddannelsessystem efter i sømmene. Vi snakkede meget længe om alt fra IT-undervisning til specialundervisning, som by the way er to emner som vi må kigge meget mere på, og trække inspiration fra os amerikanerne. Men da vi så spurgte om de hvad de gjorde med hensyn til elevdemokrati og elevindflydelse kiggede de undende på hinanden, for det bruger de ikke særlig meget. Som jeg nævnte tidligere prøver de at opfange skolernes behov gennem lærere, forældre og skoleledere, i stedet for at det er eleverne, der bliver lyttet til. Utroligt underligt, når man tænker på hvor stor en befolkning USA er, og at der alligevel ikke har været nogen, som har stablet en organisation på benene. Det gør mig utroligt glad for DSE, og glad for, at vi i Danmark har fået mokket os ind i den politiske dagsorden.

Selv vores lille gåtur i nabolaget i aftes forstærkede min tro på, at vi har fat i den lange ende, og jeg tror jeg med den tanke summende i mit hoved vil gå i seng.

I må have en god skoledag, for mit ur fortæller mig, at Danmark vågner nu :D


Torsdag d. 12. april

Her kan du læse Vera og Trisses dagbøger for d. 12. april.

Vera Rosenbeck
Formand

Vi fik allernådigst lov til at sove lidt længere i dag. Til gengæld sagde stemmen i røret at vi kun havde en halv time til at gøre os klar, før vi skulle ned og spise, da jeg fik taget mig sammen til at tage telefonen. Efter et panisk bad, og en hurtig føntørring, stod på hotels morgenmadsbuffet – rent luksus i forhold til bagel-creemecheese helvedet i går. Derefter var det ud i monstertrucken, og retning mod Virginia, hvor vi skulle besøge en offentlig middle-school (6-8 klasse), som efter sigende skulle være ret god.

Vi startede med at møde Pernille fra ambassaden i går, ude på parkeringspladsen, for hun ville gerne med og se hvad vi lavede. Herefter blev vi vist ind på skolelederens kontor, som gav os en hurtigt præsentation af Gunston Middle School. De havde taget nogle ret interessante initiativer omkring integration, da ca. 45% af deres elever var spansktalende, hvor de bl.a. havde en masse spanske linjer, og mediefag hvor de kunne lave projekter omkring forskellige valgfrie ting. Vi var nede og se deres medielokale, og deres computerlokale, og i forhold til hvor få penge skolerne i USA får tildelt af staten, var det virkelige gode IT faciliteter de havde til rådighed. Vi så også deres idrætslokale, og en del af deres idrætsundervisnings, som de faktisk har hver dag hvilket også er lidt specielt, og Trisse og jeg fik endda en souvenir bestående af en t-shirt og et par lilla shorts med skolens logo på. Pretty nice alligevel.

Igen blev det til en lynfrokost, for vi skulle videre til en forening der hed Core Knowledge, der lå 2 timers kørsel væk. Vi kom alligevel en halv time for sent, men trafikken i USA er virkelig noget for sig. Sagt på dansk: trafikken er sindssyg herovre. Da vi endelig nåede frem fik vi en varm velkomst, og derefter en præsentation af hele deres skole hold, bestående af 7 personer. Core Knowledge er en forening der arbejde med at udarbejde undervisningsmateriale til skoler, som giver eleverne mere basisviden om verden. De mener (og jeg kan ikke andet end at sammentykke), at man som elev ikke kan lære og læse noget nyt, før man har en basisviden om den ting man skal lære noget om. De havde nogle meget interessante tanker, men de fleste af dem har vi allerede indført i Danmark, såsom læring gennem læsning, og forstpelse af den læsning man giver til eleverne i de mindre klasser. Det som vi kan bruge til noget, var hvordan de udarbejde deres undervisningsmateriale. Det var rigtig interessant; de havde gjort det på en måde hvor læreren startede med at f et overblik over hvad eleven allerede kunne inden for området, så hvad eleven skulle lære nu, og til sidst hvad eleven skulle lære senere. Det var ikke fordi det var revolutionerende tanker, men de havde opbygget materialet virkelig godt.

Det var det sidste møde på dagen, og efter at have været på en mini sightseeing i Charlotteville, og fået noget at spise, vendte vi næserne i retning af en 2 timerskøretur hjem, i voldsomt regnvejr. Lettere bombede, med udsigt til en dag i morgen der byder på privatskolebesøg, et kig ind hod en organisation der arbejder for bedre elevrettigheder og til sidst en high school, ligger vi nu på vores fantastisk bløde hotelsenge, skal til at slutte dagen af.

Enjoy til næste beretning i morgen.

Trisse Høegh
Næstformand

”Once again – Let’s hit the road” Siger jeg, da vi sætter os ind i bilen efter en lang dag med mange travle timer med møder over hele Virginia.

Vi startede lidt senere end i går, men formåede alligevel at komme for sent pga. gentagende vejskift på motorvejen, som failede rimelig groft. Jeg tror at Gertrud (som GPS’er af en eller anden mærkelig grund altid hedder i mit hoved) spillede kostbar i dag, for vi fik ikke rigtig tilstrækkeligt med information inden skaden var sket, og vi måtte køre omveje.

Vi steg ud af bilen i bragende regnvejr (de sagde ellers at det ikke var særlig slemt) og sagde pænt goddag til Pernille fra ambassaden i ly af vores jakker. Hun skulle følge med os på et besøg til Gunston Middle School, som ligger en halv times kørsel fra vores hotel. Denne skole er virkelig interessant, fordi den ligger i et område, hvor de fleste er tosprogede, heraf de fleste spansktalende, og hvor man bliver nødt til at tænke kreativt, hvis man vil have en elev, som kan klare sig på lige fod med elever, som har engelsktalende forældre. De har lagt meget fokus på de sociale aspekter i skolen. Det er meget vigtigt for dem, at få snakket med forældrene, så de er sikre på, at eleven får opbagning hjemmefra, til at opnå de mål, som er blevet sat for alle amerikanske elever. Næsten halvdelen af skolesn elever er såkaldte ”Hispanics”, altså spansktalende elever, og 33 procent er ”Afro-American”, så skolen har måtte deale med store sproglige barrierer og kulturforskelle.

Generelt har de klaret sig godt, og byens beboere snakker meget godt om skolen, og hvordan den har taget imod nye elever og deres forældre, ved at skabe kontakt mellem skole og hjem. Dette har sat sit klare spor på hele byen, og da vi tog ud for at spise frokost, fandt vi ud af, at vores servitrice ar to børn, som begge går på skolen, og de er blevet hjulpet meget af programmet for spansktalende elever.

Stop mæt af lam, ris og salat kørte vi videre til en forening kaldet Core Knowledge. Den ligger to en halv time fra Gunston Middle School, så vi var rimelig trætte da vi nåede frem. I mellemtiden var det blevet dejligt solskin, og jeg kan nu se, at de lokales ordsprog taler sandt: ”Hvis du ikke kan lide vejret, så vent 45 minutter.” Det gjorde vi så, men nu regner det igen…

Core Knowledge er en forening, som mener, at skolesystemerne prøver at lære børn ting, som de ikke er klar til, fordi de ikke har lært den basale viden bag emnet inden. Et eksempel kunne være hvis du skulle læse en tekst om en bilmotor, og intet vidste om biler. Du ville sagtens kunne stave dig igennem teksten, og sikkert også læse det højt uden problemer, men fordi du intet ved om biler i forvejen vil alle de fine ord og beskrivelser i teksten være det rene tågesnak, og du vil få meget lidt ud af teksten.

De arbejder lige nu på at indføre pensa, som er det samme staterne igennem, så man er sikker på, hvad eleverne har lært, og så det også er muligt at flytte fra én stat til en anden, og stadig være sikker på, at man har lært hvad man skulle i forhold til de andre elever – en ting som vi er så heldige at have i Danmark allerede.

De var meget interesserede i det danske skolesystem, og specielt i, at vi normalt ikke deler eleverne efter niveau, men (hvis det endelig er) deler dem efter egen interesse. De var meget venlige, og jeg tror faktisk ikke, at jeg har mødt en amerikaner som ikke har været venlig endnu, så uanset hvor man er, er man altid mødt med et smil og en hilsen.

Efter Core Knowledge tog vi et smut til Thomas Jeffersons hjem, og et smut il universitetet, før de lukkede. Det var virkelig smukt! En meget interessant mand.

I morgen skal vi ud på to meget forskelige skoler, som på hver deres område har gjort underværker med sine elever, og udover det skal vi også besøge en organisation, der arbejder for bedre elevrettigheder, så det bliver meget travlt – hvor rart!

Vi ses i morgen! Og I må have det rigtig godt i Danmark.


Fredag d. 13. april

Her kan du læse Vera og Trisses dagbøger for d. 13. april.

Vera Rosenbeck
Formand

Hoteltelefonen begyndte allerede at bimle kl. 7, da vi havde en tidlig aftale på en privatskole i Virginia. Skolen hed Gerogetown Day, og var en skole der fokuserede særligt meget på de kunstneriske fag (drama, billedkunst, mediefag og musik). Vi blev vist rundt af viceskolelederen, som hed Babara, som viste os alle deres teater, nogle af klasserne, deres fysiklokale (ikke så avancerede som vores), deres chill-out room, og nogle af deres kontorer. Det var en rigtig flot skole, med rigtig meget kunst på væggene, lavet af eleverne selv. De havde haft nogle rigtig gode resultater på Georgetown Day med deres kunstlinje, og de kunne se at det motiverede eleverne i langt højere grad, at få lov til at arbejde frit med noget mindre fagligt og kreativt, hver dag. Lidt noget andet i forhold til at vi holder op med at have kreative fag efter 6. klasse.

Da vi havde fået Le Grande Tour De Georgetown, havde Babara arrangeret et lille møde med nogle af skolens 8. klasses elever til os. Det var rigtig fedt bare at sidde og snakke med eleverne, der alle virkede utrolig glade for at gå på skolen, og sagde at den var meget favnende i forhold til kultur, farve og religion.

Efter vi var færdige på Georgetown, gik turen videre ind til byen, hvor vi skulle ind til en forening der hed Student First. Det var en forening der kæmpede for at lave lovene om i USA, så lærerne ikke længere fik den samme løn alle sammen, men fik løn på baggrund af deres elevers resultater. De gjorde sig nogle rigtig spændende tanker omkring hvordan læreren skal lære sig, og de snakkede i sær meget om at de i Student First ikke mente at lærerne skulle få alle elever op på det samme niveau, og derved tabe nogle af de rigtig gode og de meget svage elever på gulvet, men at lærerne bare skulle rykke elevernes niveauer opad. Kører man lærestile på den måde, sørger man for at alle elever bliver løftet, hvilket ville være meget positivt. Til gengæld er det en svær diskussion om lærernes løn skal afhænge af resultater, for bliver pengene så en motivation i stedet for børnene?

Det var et spændende stykke arbejde de lavede i Student First, men desværre havde de ikke så mange konkrete løsninger, på problemet med et for lavt fagligt niveau i USA. De havde nogle gode tanker omkring emnet, men ingen konkrete forslag til hvordan lærerne får eleverne rykket opad, eller hvilket materiale de kunne bruge til det. De gav os dog en masse stof til nærmere eftertanke, så alt i alt var det et rigtig godt møde.

Dagens sidste stop var Thomas Jeffersons High School for Science and Tecnology, hvilket efter sigende skulle være en af landets bedste high schools. Det er en offentlig skole, men eleverne skal igennem en optagelsesprøve før de kan komme ind, så det er de dygtigste elever inden for science i USA der går der. Vi blev vist rundt af en flok elever fra deres elevråd, og de var alle meget stolte af deres forskellige projekter og faciliteter. De havde – ligesom de fleste danske elevråd – nogle repræsentanter i ledelsen, som de korresponderede med i forhold til hvad eleverne tænkte omkring forbedringer af skolen. Det er var en rigtig fed skole at besøge, og det var helt vildt at høre om deres forskellige projekter som var fantastisk avancerede. Efter 90 minutter blev vi nødt til at rive os løs og vende næsen hjemad mod DC, for at få noget at spise, og gå hjem og sove, hvilket også er det sidste på programmet lige nu. I morgen står den på et besøg på en arkitektskole her i USA, der har designet forskellige skoler. Dette er et ret nyt område for os, så det skal nok blive spændende. I’ll let you know. See you later, alligators!

Trisse Høegh
Næstformand

USA er sku et dejligt land, det må jeg give dem. Ganske vist oplever vi ikke meget sundt og nærende mad, men menneskene her er altid meget venlige. De første venlige mennesker vi mødte i dag (hvis man lige ser bort fra Robert og Thomas (fedte, fedte)) var folkene på Georgetown Day School. Barbara var det første smilende ansigt på Georgetown Day, og hun viste os rundt og introducerede os til flere elever og lærere, som havde gang i alle mulige fede projekter. Vi fik et indblik i en hverdag hvor kreativ skolegang er hovedingrediensen til deres succes og grunden til, at de kan kræve den store sum penge for skolegangen, som de gør.

Skolen er en privatskole, som lægger særlig vægt på de kreativ-musiske fag, og prøver at gøre eleverne mere engageret i deres undervisning ved at lade dem prøve kræfter deres andre talenter end bare de boglige. På Georgetown Day er det vigtigt at eleverne også føler ansvar for det miljø, som de bor i. Eleverne har en gang om ugen en dobbeltlektion, hvor de hjælper lokalsamfundet med alle mulige ting. Dette kunne for eksempel være, at passe børn, male et rækværk eller samle penge sammen til de fattige. To ting, som vi godt kunne se, om man kunne integrere i Danmark, på en måde, så det også passer vores system. På skolen fik vi både snakket med eleverne fra en 8. klasse, som forklarede os en masse om hverdagen for en amerikansk skoleelev, og om hvad de synes er grunden til skolens succes. Eleverne var meget smilende, og var meget interesserede i at høre om, at vi ikke havde ligeså store pakker Oreos i Danmark, som de har i alle supermarkederne herovre. Efter vi havde snakket med eleverne snakkede vi med nogle lærere, som underviste i henholdsvis historie, matematik og drama. Det var vidunderligt at mærke deres passion for deres fag, og høre om de meget omfattende tiltag, som de har været med til at starte op.

Den ene lære – hende der underviser i drama – stod for et projekt de kalder ”Safe Place Theatre”, som er et projekt hvor eleverne får et overemne, som de skal lav et teaterstykke over. Emnet er normalt emner som mobning, race og køn, og andre ting, som berører elevernes hverdag. Dette projekt giver eleverne mere tryghed ved at snakke om deres erfaringer om emnet, og skaber god debat på skolen. De fortalte os nogle meget brugbare ting om deres læreruddannelse, og hvilke problemer USA står over for i forhold til det, og hvordan de troede de kunne løses.

Dette blev også det primære emne på vores næste møde, som foregik i en kontorbygning midt i DC, hvor Students First holder til. Det er en forening/interesseorganisation, som gerne vil vende det amerikanske skolesystem fra altid at tænke lærerne først, og til at tænke eleverne først – deraf navnet (In case you didn’t notice). De mener, at man, for at skabe et bedre samfund, bliver nødt til at uddanne dig (så enig). De synes at det er vigtigere at lægge fokus på, at eleverne rykker sig, i stedet for at prøve at hive alle elever op på samme niveau. De vil bruge elevernes resultater fra tests på deres faglige viden og evalurere elevernes fremskidt i sociale færdigheder samtidig med, at de evaluere lærens involvering i elevens veg og vel, og kontakt til hjemmet. Al denne information skal så bruges til at evaluere hvordan læren klare sig, i stedet for hvor godt eleverne klare sig. Er lærens præstation dårlig, mener Students First at læren bør blive fyret, som man også gør det i andre jobs. De mener også at læren bør bliver lønnet alt efter elevernes præstationer, så lige nu sker der en del ting på skolefronten over hele linjen.

Efter Students firs drog vi videre til næste skole. Denne skole skiller sig ud fra de andre skoler, som vi også skal eller har besøgt, fordi det er en high school. Thomas Jeffersons high school er en skole, som er specielt dygtige til science fagene (Alt indenfor matematik, fysik, kemi, biologi og geografi). Fordi det er en offentlig skole er det ikke kun de rige børn, der kan komme ind, men derimod toppen af naturvidenkabsfagenes elever. Denne skole er så god, at de bliver taget ud af målinger for resten af USA, fordi de ligger så meget over resten, og derfor skaber et forkert billede af det generelle niveau. Da vi besøgte dem viste en af eleverne os blandt andet en lille satellit som i samarbejde med NASA skal sendes ud i rummet i år 2012 – pretty wild! Hvilket dansk gymnasium kan finde ud af det?

Vi er nu lige kommet hjem fra et kort kig på byen og The White House, men jeg har nu aller mest lyst til at sove :D

I skal vel snart op, for klokken er 7 i Danmark, men så må I have en god skoledag.


Lørdag d. 14. april

Her kan du læse Vera og Trisses dagbøger for d. 14 april.

Vera Rosenbeck
Formand

Overraskende nok startede denne morgen IKKE med en opringning. Thomas det dejlige menneske kom faktisk og vækkede os in person. Det var næsten skræmmende. Dagens første og eneste stop var en arkitektskole i Maryland, som havde en afdeling der havde specialiseret sig i at designe skoler, med plads til læring. Vi blev modtaget ude foran skolen (lige ved siden af indgangen stod en kæmpe skulptur-ting i træ. Man kunne godt mærke at det var en arkitektskole), af en mand ved navn Isaac, som var seniordesigner og lærer på skolen. Han tog os med op til deres konferencelokale, hvori der stod en kæmpe fladskærm (igen meget arkitektagtigt). Derefter brugte han en time på at vise os et slideshow på førnævnte kæmpe fladskræm, med billeder i så høj opløsning at det næsten gjorde ondt at se på. Han fortalte at det det princip de lavede skoler over, var at give rum til læring. De mente at det var vigtigt at møde eleverne der hvor de var rent fagligt, og få at gøre det var det nødvendigt at have plads til at dele eleverne op i mindre grupper, som kunne arbejde med forskellige ting. Han viste os en masse billeder af skoler de havde lavet, og tegninger af kommende skoler, og det var alt sammen rigtig flot. De skoler de allerede havde bygget var alle sammen meget rummelige, med masserer af lys, og luft. En anden ting de prøvede på, var at få lokalsamfundet ind i skolerne. De havde bygget en skole i Canada, hvor de havde fået det lokale bibliotek, et fritidshjem for ældre mennesker og en børnehave/vuggestue bygget ind i skolen, sådan at alle de sociale konstruktioner i lokalsamfundet var centeret omkring skolen. Det havde betydet at alle nu fik et forhold til skolen, og følte at den betød noget for samfundet, og det havde fået eleverne til at føle sig mere hjemme på skolen. Det var et rigtig spændende projekt som man godt kunne begynde at tænke ind i danske skolebyggerier, da det klart også ville have en positiv effekt der.

Efter en rundvisning på skolen, der selvfølgelig indeholdt en masse flotte tegninger og modeller, vendte vi næsen mod D.C. igen. Vi havde (for første gang på turen) et pusterum på 3 timer, som var blevet afsat til noget sightseeing (læs: shopping). Efter et par butikker, var vi henne og se the Washington Monument, som er en kæmpe stenobelisk, der rejser sig ca. 100 meter op i luften, og Lincoln Memorial, som er en kæmpe stenstatue af Abraham Lincoln, en af USA’s præsidenter. Amerikanerne har et underligt forhold til sten i kæmpe proportioner, men det var virkelig imponerende.

Efter v var færdige med at tage billeder af store sten, kørte vi et smut hjem for at skifte, og så og vi ud til den danske ambassade igen, for at deltage i en reception for Søren Pind, som også er i Washington nu. Det var rimelig eksklusivt at stå og snakke om sammenlægningen med integrationsministeren. Vi smuttede dog efter et par timer, for at tage hjem og sove, da vi skal sindssygt tidligt op i morgen, for at komme til Baltimore, hvor vi har en aftale kl. 8. Vi skal hen og se på en skole der har specialiseret sig I at få fagligt svage elever op på et højere niveau, ved at bruge intensiv indlæring, der foregår meget ved leg og bevægelse. Det har været meget positivt omtalt, så det glæder jeg mig til.

Hastala vista Amigos

Trisse Høegh
Næstformand

Aaaah, morgen!

Jeg har virkelig undervurderet betydningen af en blid morgenvækning. I morges var der ingen skrattende og larmende hotel-telefoner (Som intet levende (eller dødt) menneske burde blive udsat for), men bare et enkelt puf på skulderen. Og ikke nok med den rare morgenvækning, så fik vi også næsten god morgenmad. Vi fandt (til Veras og min store fornøjelse) Noget havregrød, som ganske vist så lidt mistænkeligt ud, eftersom det ikke rigtig lignede rigtige korn, de havde brugt, men hvad pokker - vi fandt en masse frugt, og så gik det. Jeg tror, at jeg fra nu af holder Boy cutter ost, hvidt brød og kaffe dopet med ”mælk”, der består af 50% fløde og 50% mælk (en opfindelse som jeg aldrig kommer til at affinde mig med)

For en gang skyld var vi ikke så forfærdelig pressede. Da vi langt om længe fandt den rigtige dør og trådte ind i arkitektskolen i University of Maryland.

Denne gang skulle vi høre om hvordan man kreerer et undervisningsmiljø der både er inspirerende så de giver eleverne lyst til at lære, kan rumme forskellige undervisningsmetoder til forskellige slagt børn og som fremmer elevernes trivsel og engagement.

Vi snakkede med Isaac, som både er lærer på arkitektskolen, men samtidig er han også arkitekt i et firme (Fielding Nair), som specialiserer sig i at lave skolemiljøer for alle aldre, for skoler i hele verden.

Fielding Nair forsøger at hjælpe skoler med at gøre op med den gammeldages ode om, at elever er et produkt af en skole, som de skal kunne så mange facts som overhovedet muligt. De skal altså ikke længere være elevere som kommer i skole, modtager en masse information, og tager hjem igen uden rum til at tænke over tingene og videreudvikle dem på en mere kreativ måde. Det vil blandt andet gøre ved at sætte fokus på elevernes behov i stedet for udelukkende at lytte til, hvad lærerne har at sige.

En ting som de prøver at udrydde er de skoler (som vi kun kender alt for godt i Danmark), som består af én lang gang med sideliggende klasselokaler, som alle er lige store og alle stolene står på ræd og række. De vil åbne rummene og undgå at lave klasselokaler som læren kan mure sig inde i. Det skal være steder hvor eleverne kan sætte sig ud, når resten af klassen er i gang med noget andet, som du af den ene eller anden grund ikke er med til. Så kan du sætte dig i et af fællesrummene, eller måske endda i hjælperummet, hvor de sidder en lære, som kan hjælpe dig.

En dejlig vinkel at putte på det hele, da vi hidtil har lagt meget vægt på de mere psykiske eller uddannelsesmæssig aspekter. Isaac fulgte os til døren, og vi blev enige om, at, efter vi havde spist frokost ville vi tage ind til midtbyen for at se på seværdigheder. Vi fik set Lincon Memorial, The White House, Washington Monument og mindesmærket for de faldne soldater I Vietnamkrigen.

For et par timer siden var vi til reception på den danske ambassademed en masse meget vigtige mennesker. De var alle meget fine langt ældre end os, så vi gik bare rundt og synes det var meget sjovt at man hver gang man snakkede med en ny, kunne imponere med hvad DSE kan.

Nous Rencontrer


Søndag d. 15. april

Her kan du læse Vera og Trisses dagbøger for d. 15. april.

Vera Rosenbeck
Formand

Jeg erkender det. Jeg brokker mig over småting. De sidste 5 dage har jeg siddet og whinet over at skulle tidligt op, og blive vækket brutalt – jeg tager det hele i mig igen. I dag stod der 6:07 på vores hotel ur, da Thomas kom og vækkede os. Aldrig før har det været så stor en overvindelse at stå op og gå i bad.

Men op kom vi, og snart var vi på vej til Baltimore, for at besøge en skole der hed KIPP Harmony. KIPP (Knowlegde Is Power Program) er et projekt, der hjælper ressourcesvage elever med at få en god uddannelse, og derved komme ud af fattigdommen. Det startede som et tiltag der blev lavet til mellemskolen (4-6 klasse), for at løfte nogle af de socialt belastede elever, der var bagud i timerne. Senere besluttede man sig for at udvide konceptet til også at omfatte indskoling og udskoling.

Da vi ankom til skolen fik vi lov til at overvære både deres daglige morgen lærermøde, og deres morgensamling. Derefter fik vi lov til at gå rundt inde i klasserne, og se på undervisningen.

KIPP har præsteret at få nogle helt fantastiske resultater med deres elever, og 85% af alle KIPP-elever kommer på college, hvilket er et løft på 63%, hvis man ser på de samme områder før man byggede KIPP skoler. Det er altså et løft der vil noget.

Man kunne også se det, da vi gik rundt og kiggede på undervisningen. Den er på et meget højere niveau i de små klasser, end i Danmark.

KIPP konceptet går meget ud på at disciplinere eleverne, så de respekterer hinanden, og yder deres bedste. Det gør de ved at have virkelig strikse regler, og der er ikke plads til nogen form for undskyldninger for noget. Til at starte med mindede det mig mest af alt om en træningslejr for børnesoldater, men senere da vi sad og snakkede med skolelederen, fortalte hun os at der bliver slækket meget mere på reglerne i de ældre klasser, hvor eleverne har langt mere frihed, fordi de har lært de grundlæggende regler for at respektere hinanden.

Alt i alt virker KIPP som et initiativ der fungerer skidegodt i de områder i USA, hvor der er store sociale belastninger, men at overføre det direkte til Danmark, ville være så godt som umuligt (jeg ser for mig en masse forældre der render skrigende rundt, og råber af lærerne fordi de mener at de ekskludere deres børn), men derfor er der en masse af ideerne bag KIPP som ville være fede at indføre i Danmark også.

Efter KIPP gik turen til The Department Of Education (det amerikanske undervisningsministerium), hvor vi havde en aftale med Elisabeth, som var politisk rådgiver. Hun fortalte os om de udfordringer som Undervisningsministeriet står med, og hvordan de prøver at løse dem. Det var meget af det samme som vi havde hørt før, om hvordan de får deres elever til at gennemføre high school, og hvordan de laver de håndterer specialundervisning. Vi havde en god diskussion om specialundervisning, hvad problemer er, og hvordan det bedst løses, men det var få konkrete løsninger som de havde sat i gang, så det var mest af alt en idebaseret diskussion. Det var fedt at besøge undervisningsministeriet, men det går ret tydeligt igen, at Danmark bare er et helt andet sted end USA.

I morgen går turen til Chicago, hvor vi skal ud og besøge en masse skoler, som efter sigende skule være gode til at inkludere deres elever. Måske kan vi faktisk nævne termen ”elevindflydelse” på disse skoler, uden at folk ser på os, som om vi er fra det ydre rum, og vores ideer er helt hen i vejret.

Men der må I vente med at høre om, for nu skal jeg til at pakke alle de ting sammen, som jeg har smidt ud over hele vores hotel værelse.

So long!

Trisse Høegh
Næstformand

Endnu en dag på den uddannelsens frontlinje. I dag besøgte vi en KIPP- (Knowledge is Power Program) skole, som er et program, der er blevet en redning for mange børn fra socialt udsatte områder, og har hjulpet børn på næsten 100 skoler i USA. Skolen er utrolig anderledes fra noget andet jeg nogensinde har set før. De benytter meget streng disciplin, og konsekvenserne, hvis de opfører sig forkert, er kontante og strenge. KIPP er et skolekoncept som bestræber sig på, at få alle børnene igennem til collage, s de kan bryde ud af de dårlige jobs. Problemerne starter i de fattige miljøer i USA, som oftest er bosat af Afro-Americans, og hvor børnene har svært ved at komme væk fra disse miljøer fordi de bliver stemplet som dumme, fordi de kommer fra fattige miljøer, og fordi der som oftest ikke er ret mange, som har lyst til at undervise i de fattige områder, fordi problemerne er så meget større.

KIPP skolen i Baltimore er en skole, som indtil videre kun har elever i 0. og 1. klasse, og er en af de første skoler, som har udvidet KIPP-konceptet til indskolingen. (normalt er det kun mellemtrinnet) Eleverne er i skole alle hverdage fra otte til fem og lørdag til klokken et, for at holde deres fokus på deres intensive indlæring så de ikke bliver for integreret i de forkerte miljøer og med de forkerte venner.

Eleverne bevæger sig meget i timerne, og de snakker ikke sammen, for lærerne har udviklet forskellige rytmer, danse og remser som får elevernes fokus tilbage til læreren meget hurtigt. KIPP har opnået utrolige gode resultater, da eleverne i første klasse allerede læser på 3. klasses niveau, men selvom det har virket i belastede områder i USA, skal der noget andet til, hvis vi vil forbedre den danske grundskole. KIPP har givet mig meget at tænke over, specielt i forhold til diskussionen om heldagsskoler, disciplin og læreuddannelse.

Efter besøget med de fantastisk søde børn på KIPP fik vi frokost (Fandt noget, som IKKE indeholdte ost – en opnåelse i sig selv). Derefter tog vi ”monstertrucken” videre til Undervisningsministeriet i Washington, hvor vi efter flere gange at få alle alarmer til at ringe i security, (Jo, ligesom i lufthavnen) mødtes med Elisabeth (dejligt navn -mit mellemnavn) som fortalte os om de mange problemer, som USA står overfor med hensyn til blandt andet deres store frafaldsrate, som man forgæves har forsøgt at gøre mindre – dog uden held.

Meget af det vi snakkede om er de samme emner, som går igen i hele verden. Som et af de øverste emner ligger PISA-placeringerne (altså hvor godt eleverne klare sig i de forskellige lande) og der vil USA ligesom Danmark og resten af verden gerne rykke længere op at skalaen. Udover det snakkede vi om læreuddannelse, specialundervisning, online-undervisning og hvordan man vender forventningerne til skoler, eleverne og lærerne bliver tilpas ambitiøse at alle arter vil yde deres yderst bedste. Alt i alt en rigtig god dag som har givet mig meget inspiration til hvordan vi kan prøve at løse nogle af de problemer vi har i vores system.

Alle jer (deriblandt mig selv) som har fået deres udtræksfag til eksamen, og sikkert glæder sig til det – tillykke, og I må alle nyde jeres påskeferie!


Onsdag d. 18. april

Her kan du læse Vera og Trisses dagbøger for d. 18. april.

Vera Rosenbeck
Formand

Back on the road again. Jeg håber ikke I har savnet vores indlæg alt for meget. De sidste to dage er gået med at rejse, og med at planlægge. Hele søndagen brugte vi på at få styr på alle vores løse ender i form af opgaver der skulle laves, mails der skulle besvares, ting der skulle diskuteres and so on. Meget ledelses-agtigt.

I dag er vi igen gået tilbage til et stramt program – og vi lagde hårdt ud med at stå op kl. 6, for at kunne nå vores første skolebesøg. Denne gang gik turen til lidt uden for Chicago (som vi fløj til i lørdags), hvor vi skulle ud og besøge Illinois Mathematic and Science Academy, som er en privat high school, hvor eleverne bor på skolen, og specialiserer sig i matematik og science fagene. Vi blev modtaget af en vildt begejstreret receptionist, som var utrolig glad for at vi havde valgt at besøge deres skole. Efter en hurtig introduktion af skolelederen, blev vi som noget nyt gennet ind i en historieklasse, hvor Trisse og jeg blev knyttet til en elev i klassen hver. Det var en ret sjov time, især fordi læreren viste sig at være dansk, hvilket vi morede os meget over (helt ærligt, what are the odds?)

Efter historie gik turen videre til fransk, og derefter til noget der hed ”creativ writing”, som var et fag hvor man fik lov til at skrive alt muligt, under nogle forskellige emner. Lige noget for en ordfreak som mig. Til sidst blev vi ført hen til en matematik time, hvor 2.g’erne blev undervist, og så sad vi ellers der og prøvede desperat at forstå noget omkring koordinatsystemer, andengradsligninger og trekanter i 50 minutter. Jeg kan godt afsløre at der ikke var super effektivt.

Efter en frokost i skolens kantine, sammen med den danske lærer, tog vi videre til Naperville, for at besøge Naperville Central High School, som var ret interessant pga. deres idrætsprogram. De havde idræt hver dag på skolen, og de havde nogle helt syge faciliteter. Jeg nævner i flæng; de havde et træningsrum hvor de kunne måle din BMI, øve din balance og lave noget styrketræning imens du blev målt og testet, de havde et træningsrum udelukkende til frivægttræning, de havde 2 svømmebassiner, de havde et træningslokale kun med spinningcykler, de havde et helt lokale fyldt op med en klatrevæg, de havde et atlet træningslokale der var indendørs, og så havde de en enormt stor udendørs træningsbane til løbere og deres fodboldhold. Som I nok kan høre var det virkelig imponerende.

Vi fik en rigtig spændende tur, hvor vi fik set alle disse lokaler, og hvor vi fik lov til at prøve nogle af deres lege og maskiner, og hvor vi fik lov til at klatre (jeg var i den 7. himmel), hvorefter vi fik et meget interessant oplæg fra skolelederen om hvordan sport øger hjernes evne til at lære helt ny viden, og bygge ny viden oven på gammel viden. De har lige indført en række koncepter på Naperville High, der prøver at give eleverne en bedre mulighed for at lære gennem sport, som har fået rigtig gode resultater. Selv deres specialelever har forbedret sig ved hjælp af disse metoder, og alle undersøgelser siger at det virkelig rykker, så vi skal have tænkt over en måde hvor vi kan overføre til Danmark, for det er for åbenlys en forbedring til at lade være.

Vi så også et af deres klasselokaler, hvor de ud over at have et kæmpe smartboard, også havde en hel væg der bare var en stor whiteboard tavle, som man kunne skrive på. Man kunne også skrive med tuscher på elevernes borde, og hele klassen var indrettet så der var lys og luft over det hele. Det var sindssygt lækkert.

Alt i alt var besøget på Naperville High utrolig inspirerende, og klart en koncept som bør og skal overføres til det danske uddannelsessystem. I skal glæde jer til at se billederne!

I morgen skal vi ud og møde en elevrådsformand fra en skole, der efter sigende skulle være rigtig god til at inddrage eleverne i det daglige arbejde, og det bliver spændende at se om de har nogle af de samme tanker og formål som DSE har. Det glæder jeg mig meget til.

Nu står den på en omgang søvn, og så hører I mere i morgen.

Trisse Høegh
Næstformand

For sent igen… Jeg ved ikke lige hvad der sker for mig, men jeg er så smadret og træt, at jeg mest af alt bare havde lyst til at kyle min meget insisterende mobil ud fra 12. etage, og meget inderligt på, at der efterfølgende ville komme en bil, og køre den så effektivt over, at den ville gå i et med asfalten.

Desværre var det ikke helt muligt, og der var jo også folk som ventede os, så en lille smule sent på den, fik – igen – en fantastisk take-away morgenmad, som i dag bestod af en tunsandwich en banan og noget melon. Egentlig ok, hvis Men tror, at det var i den bedre enden af tun- og frugtskalaen, men det var det bare ikke. Men ser man lidt væk fra det faktum at vi alle sammen er blevet godt trætte af amerikanernes mad, det faktum, at her er helt vildt koldt, og det faktum, at vi også er blevet kronisk trætte, så Steg humøret en hel del, da vi trådte ind på Illinois High for Math and Science. En at hovedårsagerne til dette var nok den utroligt karismatiske og distræte lære, som senere viste sig at være dansker.

Da vi netop ankom til skolen blev vi fulgt ud til en klasse, som havde ham som lære, og a vi havde sagt pænt goddag og præsenteret os for klassen, vender han sig pludselig mod en plakat af København og peger på en bygning, hvorefter han siger: ”Da jeg var dreng boede jeg dér”. Jeg tror jeg fik gispet lidt for højt til at det lød som noget et normalt menneske ville gøre – pokkers!

Skolen var meget imponerende rent fagligt men også på grund af den flotte arkitektur. Den var åben og hyggelig, og havde noget meget kreative klasselokaler. Skolen er en kostskole, og har derfor faciliteterne til, at kunne optage elever, som ikke bor i skoledistriktet. Derfor kan de også håndplukke elever, som på denne skole bliver håndplukket til at være gode til matematik og naturvidenskab.

I sig selv var skolen ikke særlig revolutionerende eller nymoderne, men kigger man på den som en helhed var der flere aspekter, som var godt tænkt. Jeg kunne for eksempel godt lide deres kreative måder at skabe et klasseværelse på, og benytte smartboards i næsten alle timerne. Eleverne har meget frirum og steder hvor de kan slå sig ned, lave lektier eller snakke med deres venner. Vores danske lære viste Robert og Thomas rundt mens Vera o jeg fulgte nogle elever rundt i klasserne. Da klokken blev 12 spiste frokost i deres meget store og flotte kantine, hvorefter det var tid til at tulle videre til den næste skole.

Dette besøg var på Naperville High som er en skole hvor det for en gangs skyld er idrætslærerne, som har formået at sætte dagsordenen på skolen, når det kommer til hvordan eleverne skal lære. Skolen ar fået en masse ny faciliteter, som knapt er et år gamle, men når man lægger det hele sammen er fitnesrummet, dansestudiet, klatrevæggene, wrestlingområdet, springgymnastikhallen, den udendørs løbebane og fodboltbane og de mange andre gymnastiksale ret imponerende!

Manden bag mange af projekterne var vores guide og den idrætslære, som fik resten af skolen overbevist. Han mener at eleverne skal dyrke masser af motion, for at kunne lære bedre, og det kan godt være, at du måske tænke ”selvfølgelig, det kan da ikke komme bag på nogen.” Men dette var en mand, som havde taget den skridtet videre, og fået indført daglig motion, flere skolehold og flere faciliteter, som jeg er SÅ misundelig på! Da han på vores rundvisning ble vi vist en hel gymnastiksal som var blevet lavet om til en klatrevæg og en anden om, så der var springmåtter over det hele, sat bomme op og høje ringe, skulle jeg lige lægge bånd på mig selv, for ikke straks at springe rundt på madrasserne. Endnu sværere fik vi det, da vi trådte ind i en klorlugtende svømmehal, som bare ventede på, at der var nogen der ville lade sig dumpe ned i det tiltalende kølende vand. Men nej, vi måtte videre.

Efter vi havde fået ”the grant tour” gik vi ind i et mødelokale, hvor vores rundviser og en matematiklære fortalte os om resultaterne, og om hvorfor motion har sådan en stor indflydelse på hvor meget vi lærer. De fortalte, at hjernen forøger evnen til at danne neurotiske forbindelser (forbindelser mellem hjerneceller) fordi motion giver kroppen hurtigere reaktionsevne og derfor bliver hjernen også mere aktiv, når den bliver stresset (dvs. sat overfor en svær opgave). De så klare sammenhænge mellem elever der dyrkede motion, og elever der ikke gjorde. De har haft rigtig gode resultater, og har været dygtige til at få alle elever involveret i aktiviteterne. Udover det virkede eleverne utroligt glade for aktiviteterne, og de føler sig bedre i stand til at koncentrere sig i timerne. Og by the way så vi rigtig mange gode måder at indrette et kreativt undervisningsmiljø på, som man sagtens ville kunne overfører til Danmark.

Vi ses i morgen!


Torsdag d. 19. april

Her kan du læse Vera og Trisses dagbøger for d. 19. april.

Vera Rosenbeck
Formand

Well, det var så den sidste dag. Den startede kl. 9 med en (surprise surprise) hoteltelefon der kimede. En halv time efter stod vi alle fire ude i en regnbyge i bedste Chigcago style, og ventede på at vores bil blev kørt frem. Det er virkelig bittert; alle folk siger at vi skulle være kommet sidste uge, hvor de havde perfekt solskin og 25-30 grader, hvorimod der i denne uge kun er omkring 10, og det regner. Konstant.

Lidt efter sad vi i bilen, og var på vej til vores første møde med Chicago Public Schools, som er det samme som skoleforvaltningen i vores kommuner. Forskellen er bare at der er lige så mange mennesker i Chicago, som der er i hele Danmark. Da vi endelig havde fundet en parkeringsplads, og var blevet lukket ind af sikkerhedstjekket, trådte vi ind i et mødelokale, hvor 5 mennesker sad og ventede på os. Dette høstede nogen overraskelse, da det møde vi havde aftalt kun var med én person. Det viste sig at de alle var ledere af forskellige afdelinger inden for skoleforvaltningen, som gerne ville høre lidt mere om DSE, og det danske uddannelsessystem. De fortalte lidt dybere end vi har hørt før, omkring nogle af de massive problemer Chicago står med, i forhold til at der er utrolig mange elever der aldrig kommer videre end grundskolen. Lige pt. er den fifty-fifty på hvor mange der går videre i gymnasiet, og kun 25% af eleverne går videre til universitet bagefter. Det er nogle ret vilde tal må man sige. Derudover var det meget de samme emner vi kørte omkring med specialundervisning, online undervisning, differentieret undervisning, højere faglighed og et nationalt pensum. Det gav dog en lidt anden stemning at det faktisk var de folk der arbejdede med alle de her ting til daglig, der også fortalte om dem.

Da vi havde sagt pænt farvel og tak, gik turen videre til den italienske retaurent på den anden side af gaden, og mod Byron, som er en lille by (i Amerikansk målestok. Svarer ca. til Skanderborg) hvor Byron High School, Byron Middle School og Byron Elementary School ligger. Vi havde en aftale med elevrådsformanden på Byron High School, der ud over at være formand for elevrådet også var formand for det fælleselevråd de havde i skoledistriktet, og formand for det fælleselevråd de havde i staten. Grundet de mange titler, var vores forventninger om at høre noget om elevdemokrati og elevindflydelse også ret store.

Det startede ud med ikke at se ud som om vi ville få dem indfriet. Da vi ankom til skolen lev vi mødt af en ung fyr, iklædt jakkesæt. Jakkesæt. Den første tanke der fløj igennem mit hoved var ”åh gud, ikke endnu en elevrådsnørd der prøver at efterligne hans skoleleder”. Der blev jeg heldigvis modbevist (jeg kan ikke sige med sikkerhed om han faktisk prøvede at ligne sin skoleleder), da han viste sig at være rigtig flink, og lidt af en fighter. Han fortalte at han havde kæmpet en brav kamp for at få elever med i skolebestyrelsen på sin skole, og også for at få elevrepræsentanter med il de møder der blev holdt med skolepolitkerne på statsniveau. Han havde bl.a. ført kampagner for nogle af de forældre som gerne ville reformere skolesystemet i Byron, da de stillede op til skolebestyrelsen, og formåede på den måde t komme på tværs af hele ledelsen på sin skole. Vi fik snakket ret meget frem og tilbage om hvordan man bedst motiverer eleverne til at være aktive i elevrådet, og han blev meget imponeret da han hørte hvor store DSE er, og hvor meget indflydelse vi har på skolepolitikken i Danmark. Besøget endte med en kæmpe rundvisning på deres nye flotte skole (alle 3 afdelinger), og en venneanmodning på Fcaebook.

And that was it. Det sidste besøg på vores tur, inden vi vender næsen nordpå og hjem, i morgen aften. Det er underligt, for de her 11 dage er gået så hurtigt at jeg næsten ikke har opdaget andet end at jeg var træt og sulten. Det bliver fedt at komme hjem igen, men det har fanme også været en god tur, med ufattelig meget stof til eftertanke, som senere skal udformes til noget reel politik. Det glæder jeg mig også til at gå i gang med.

Nu står den endnu en gang på bevidstløs-falde-om-på-sengen-af-træthed, indtil i morgen hvor vi skal have de sidste detaljer på plads omkring hvilke ting vi vil arbejde videre med hjemme i Danmark. Jeg håber I har fået lidt indsigt i det amerikanske uddannelsessystem gennem den her dagbog, og ellers følt jer nogenlunde underholdt.

That was it from McDonalds land, over and out.

Trisse Høegh
Næstformand

Sikke dog en dejlig dag, selvom jeg nok må indrømme, at jeg er ved at være lidt træt af at blive vist rundt på skoler. Det er vildt spændende, men de ligner ret meget hinanden, når man har set så mange.

Vi startede dagen i regnevejr – om jeg er misundelig på vejret i Danmark? Nej da. Jeg kunne bare godt have tænkt mig, at det var lige så solrigt som da vi var i Washington. Lige nu er det nok kun en 4-5 grader, så det er lidt for koldt og blæsende til nogen som helst former for adspredelser i byen, der ikke kan køres direkte hen til. Den første køretur var ikke særlig lang, så vi kunne sove helt til klokken ni (Troede aldrig jeg ville sige det i min påskeferie.) Men påskeferie eller ej måtte vi af sted igen, og denne gang gik turen til Chicago Public School, som er en slags skoleforvaltning for hele Chicago, hvilket rummer flere elever end der er elever i hele Danmark.

Chicago står lige nu overfor store problemer, og ting, der kan gøres bedre. De fortalte, at hele 50% af eleverne færdiggøre highschool, mens kun 12% starter på collage. Alarmerende tal, og det var meget spændende at øre, hvordan de forsøger at lave et kollektivt løft af uddannelseskvaliteten ved blandt andet at lave skoler, som specialiserer sig i et enkelt område, som vi har set det på flere af de andre skoler, som vi har besøgt.

De var vist nogle rimelig store kanoner, for hende der havde sat vores aftale i stand sad ikke med ved bordet, så hun satte sig pænt på en hår stol i baggrunden, og sagde ikke et ord mere.

Det var fedt at få nogle andre synsvinkler på de mange inputs, vi har fået, da de selvfølgelig har været farvet af de personer, der har vist dem frem. Man vil jo gerne have, at ens skole, organisation eller forening bliver set i et godt lys, men når det helt praktisk skal føres ud i livet, må man rådføre sig med de personer, som kender både rosen og kritikken.

Chicago Public Schools viste os nogle ret interessante tal, som viser, at man i Chicago bruger 90 mio. dollars på bøger om året, men at man ville kunne skære det ned til 15 mio. dollars, hvis man købte bøgerne digitalt. En lille tanketorsk, som både kan være til gavn for eleverne, men også for skolernes økonomi. Jeg synes ikke, at vi skal erstatte alle bøger med computere, da der stadig skal være kontakt til læren og de andre elever, men at lave et såkaldt ”blended curriculum”, som rummer både computerbasseret undervisning, undervisning fra en lærer (af kød og blod – tro det eller lad være) og gruppearbejde, tror jeg ville være en fed måde at gøre undervisningen mere tidssvarende og moderne på.

Efter vores besøg tog vi ud til en skole, hvor vi skulle mødes med formanden for både elevrådet på skolen, i distriktet og i staten (vildt). Han mødte os i sin fineste pingvindragt (nej, ikke en maskotdragt – jeg snakker om et jakkesæt, just in case…) Han var en hyggelig fætter, som gennem hele rundvisningen holdt døre og introducerede od til de forskellige folk vi mødte på gangene (det virkede lidt som om han kendte dem alle sammen). Han og hans kontaktlærer fortalte os om hvordan elevrådene i USA fungerer, og hvad de gør for at få eleverne involveret i elevrådets aktiviteter. De amerikanske elevråd er ikke nær så engageret i de politiske aspekter eller beslutningerne på skolen. De forholder sig til farven på dugen, til deres store gallafester, men ellers har de ikke meget at skulle have sagt.

De var utrolig interesserede i hvordan vi påvirker det danske system, og havde svært ved at tro på, at det var elever der ledede organisationen, men voksne som ansatte. De var også meget imponerede over vores sejr med ”Drop Megaklasserne”, og ville udover det gerne høre om, hvad vi gør for at få eleverne motiverede. Derefter blev vi vist rundt på noget mere skole, og måtte bruge en krig på at få taget billeder med de tusinder af kameraer, som pludselig blev hevet op af baglommerne.

Med ømme smilemuskler (som om ) gik vi ud i bilen, og eftersom drengene var sultne fik vi noget mad på Mc’en (har aldrig hadet Mc’nuggets så meget som dér, så det var fedt!)

Min mave glæder sig efterhånden til at komme hjem til mit dejlige rugbrød og mad der tager tid at lave. Jeg vil nu komme til at savne de dejlige mennesker i USA, når vi tager af sted i morgen, men det ar været en vildt fed tur, som jeg nok først vil glemme, den dag jeg (fordi jeg stak af fra mit plejehjem) står midt i byen og kigger på alle de glade teenagere, som jeg overhovedet ikke kan genkende (mine børnebørn), og nu også har politiet på nakken fordi det er blevet opdaget, at jeg er væk.

Vi ses USA! Nu skal jeg hjem og lave et bedre skolesystem i DK.