CANADA OG USA

Program og dagbog

Her kan du se vores program og dagbog fra turen.

CANADA

Fredag d. 12. januar
• Afrejse

Lørdag d. 13. januar
• Køretur til Toronto

Søndag d. 14 januar
• Sightseeing i Toronto 

Mandag d. 15 januar
• Ministry of Education

Tirsdag d. 16 januar
• Tour of Central Technical School

Onsdag d. 17 januar
• Ontario Legislative Assembly 

Torsdag d. 18 januar
• Elementary School Toronto

USA

Fredag d. 19. januar
• The University of Vermont 

Lørdag d. 20. januar 
• Sightseeing i New York

Søndag d. 21. januar  
• Sightseeing i New York 

Mandag d. 22. januar  
• Riverdale Avenue Community School  

Tirsdag d. 23. januar  
• Brooklyn Free School
• Sømandskriken New York
• The Student Voice Collaborative 

Onsdag d. 24. januar  
• Academy for young Writers   

Torsdag d. 25. januar
• Rundtur i Det Hvide Hus
• Den Danske Ambassade
• Rundtur i Parlamentet  

Fredag d. 26. januar  
• KIPP Baltimore
• Hjemrejse  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 




 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagbog


Søndag d.14. januar - Toronto

Hej!

Vi i Danske Skoleelever er netop taget afsted på vores årlige inspirationstur, denne gang til Canada og USA. Det gør vi fordi, vi gerne vil få en masse inspiration, til at forbedre grundskolerne hjemme i Danmark. 

Vi har valgt Canada for blandt andet at kigge på hvordan de har arbejdet med implementering af en skolereform der ligner den folkeskolereform vi har herhjemme. Nede i USA, mere specifikt New York, skal vi blandt andet kigge på skoler der arbejder med at engagere deres elever i lokalsamfundet, og også skoler der ikke kun arbejder med at uddanne deres elever til at være dygtige i fagene, men også det at leve i det 21. århundrede.

Turen startede ud med at vi i fredags mødtes i Kastrup lufthavn. Efter 8 timers flyvetur landede vi i New York city. Derefter fandt vi vores bil og kørte til vores hotel i New Jersey. Lørdag brugte vi på at køre fra New Jersey og hele vejen til Niagara Falls i Canada. Det var en lang, men rigtig hyggelig køretur med en masse gode snakke. Søndag brugte vi på at køre en kort tur fra Niagara falls til Toronto, hvor vi så skal være indtil torsdag. Ellers har vi brugt søndagen på at forberede os til besøget i morgen og resten af ugen.

Mandag morgen starter vores tur for alvor, hvor vi starter ud med at skal besøge Ontarios undervisningsministerium, Ontario Ministry of Education. Der skal vi holde et oplæg om os Danske Skoleelever, og det danske skolesystem. Vores forventninger er i top, og det kan vi mærke deres også er. Ontario har nemlig arbejdet rigtig meget med elevinddragelse, så det bliver spændene for begge parter at sparre. Dette bliver også vores første besøg, det kan helt klart mærkes på sommerfuglene i maven. Vi glæder os til at komme ordentlig i gang, vi kan slet ikke vente.

Følg med på dagbogen her, men også på vores sociale medier, hvor vi vil opdatere løbende.

Hilsen Sarah, Oskar og Sonja, Danske Skoleelevers bestyrelse.


Mandag d. 15. Januar - Toronto

Hej igen! 

I dag har vi besøgt Ontarios undervisningsministerium, Ontario Ministry of Education.

Vi startede dagen med at mødes med Eva Silva, Senior Intergovernmental Adviser, vores kontaktperson her i Canada. Eva startede med at forklare om skolesystemet i staten Ontario. I Canada har de ikke noget nationalt undervisningsministerium, men det er derimod staterne, der sætter regler og retningslinjer for skolerne. I Ontario går de fleste i skole i mindst 12 år, og 86 % færdiggjorde i 2016 high school. Det er et rigtig flot tal. For bare 16 år siden var det kun 77%, som færdiggjorde high school. Dengang satte undervisningsministeriet sig for, at mindst 85 % skulle færdiggøre high school. Eva forklarede om kampagnerne og de indsatser, de har lavet for at få flere unge til at gennemføre deres uddannelse. Det handler blandt andet om forskellige programmer for elever, så de kan finde andre veje til at gennemfører high school.Det var rigtig inspirerende at høre om skolesystemet i Canada og de mangeligheder og forskelligheder. Mange af ideerne fra projekterne, og indsatserne har vi skrevet os bag øret, og tager med hjem til danmark.

Efter introduktionen, snakkede vi med Ruth fra undervisningsministeriet, hun fortalte om et projekt de kalder for SpeakUp, som er elev ledet projekter der har til formål at gøre en forskel på de pågældende elevers skoler, det kan eksempelvis være at gøre skolen mere klimavenlig. Derudover fortalte Ruth også om MSAC (Minister's Student Advisory Council) som er noget der minder om et fælleselevråd for hele staten Ontario, forskellen fra et fælleselevråd som vi kender det, og MSAC er dels at det ikke er elever der vælger andre elever til at repræsentere dem, men derimod undervisningsministeren og at det ikke kun er skoleelever.

Derefter fik vi en snak med Cathy Montreuil, Chief Student Achievement officer and Assistant Deputy Minister, Student Achievement Division og Denise Dwyer, Assistant Deputy Minister Indigenous Education and Well Being Division. Der snakkede vi om trivsel og dermed deres projekt Safe School. Det handler om at skabe den trygge skole. Det gør de ved at arbejde med fire hovedemner; Physical, Cognitive, Emotional and Social. Projektet skal skabe et godt undervisningsmiljø, og en skolegang der klæder eleverne på til samfundet “Well-Being in Our Schools, Strength in Our Society”.

Projektet tager udgangspunkt i hvad eleverne synes betyder noget. Eleverne er eksperterne, og deres viden er i fokus i dette projekt.

Efter de mange spændende møder, hvor vi havde lært en masse, var det vores tur til at give tilbage. Vi holdte nemlig et oplæg i undervisningsministeriet om Danske Skoleelever og det danske skolesystem. De ansatte i ministeriet var meget imponeret, og vi er sikre på de har fået en bedre forståelse for elevdemokrati, det danske skolesystem og vores forening.  

Lige nu sidder vi hjemme på hotellet efter en lang dag, og forbereder os til i morgen, som vi glæder os meget til.

Hilsen Oskar, Sarah og Sonja. Danske Skoleelevers bestyrelse.


Tirsdag d. 16. Januar - Toronto

Hej allesammen!

I dag har vi besøgt Central Technical School (CTS). Central Technical School minder i høj grad om den danske EUX, skolen tilbyder en lang række fag som spænder lige fra Fotografi til VVS arbejde, det vil sige at man på den samme skole kan tage en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse. Skolen dækker klassetrinene 9-12 klasse (9. Klasse - 3.G) men tilbyder også voksenuddannelse i specifikke fag. Skolen har også en lang række unikke faciliteter, der er swimmingpool, en indendørs fodboldbane, bilværksted og mange andre former for værksteder. Udover det går skolen meget op i forskellighed, og accept af hinanden, uanset køn, seksuel orientering, kulturel baggrund og etnicitet. En typisk dag på CTS kan altså varierer meget og vi snakkede bl.a med nogle elever i 12.klasse. De fortalte at man det ene semester fx. har fysik, matematik, engelsk og historie og det andet semester har man så VVS arbejde og idræt eller bare akademiske fag hele året. Man har altså mulighed for at prøve flere forskellige fag og det var spændende at snakke med eleverne om deres hverdag, både de positive og negative sider.

Mange elever starter også på skolen efter de er færdige med 12. klasse for at tage nogle ekstra fag. Nogle mangler måske nogle akademiske fag for at kunne starte på college eller andre har fundet ud af at de vil noget helt andet. Vi startede med at mødes med rektoren og resten af skolens ledelse. Vi startede ud med et kort møde og introduktion, og derefter gik vi mod kantinen for at spise frokost. På vej derned, kunne vi mærke high-school atmosfæren med de mange skabe, lange gange og en stor kantine. Maden var kokkereret af nogle af skolens elever, der netop tog det program, det var super fedt. Efter frokosten var det tid til rundvisningen, tid til at snakke med nogle elever.

Skolen var kæmpe stor, og der var plads til over 3000 elever. På rundvisningen fik vi mulighed for at se rigtig mange af de fede faciliteter og der var rum og lokaler til stort set alt. Vi kunne dog mærke at skolen var slidt og gammel og det gik desværre ud over læringsmiljøet som hurtigt blev trættende og u motiverende. Men vi mærkede også at der var forandring i gang, skolen blev nemlig dekoreret af skolens kunst-programmer som malede skabene og gange i flotte farver. Efter rundvisningen sluttede vi af med en snak med skolens ledelse og der var også plads til et par spørgsmål. Her fik vi en god snak omkring nogle af de udfordringer som skolen står overfor. Skolen står nemlig overfor mange af de samme udfordringer som vi gør hjemme i Danmark. De har, ligesom i Danmark, ikke nok elever på de tekniske og praktiske ungdomsuddannelser. Det kunne ses ved at elevtallet var faldet markant over de seneste år fra 3000 til 1200 elever. Vi snakkede med dem om at problemerne bl.a grunder i manglen på respekt over for de tekniske uddannelser. High school eller gymnasium bliver set som det sikre valg både her i Canada og derhjemme i Danmark. Det gør at der er mange elever som vælger erhvervsuddannelserne fra, selvom de måske kunne havde klaret sig super godt. Besøget sluttede af med et godt billede og nogle gode håndtryk.

Hilsen Oskar, Sarah og Sonja, Danske Skoleelevers bestyrelse.

Her kan du høre Oskar fortælle om besøget: Besøg på Central Techinal School


Onsdag d. 17. Januar - Toronto

Hej allesammen

Så er vi nået til næstsidste dag i Toronto og vi er både glade og triste over at skulle forlade denne by i morgen. Vi glæder os rigtig meget til at komme lidt mere syd på, ned til New York hvor der forhåbentlig er et par grader varmere (der er utrolig koldt) men vi nyder også denne meget tilbagelænet storby. Når men, vi startede morgenen ud med at mødes kl.7.15 inde på hotelværelset for at rundringe. Det gjorde vi for at hjælpe sekretariatet hjemme i Århus med at ringe rundt til skoler omhandlende generalforsamlingen i April. Efter vi havde rundringet i ca. en time gik vi ned og spiste en dejlig morgenmad.

Efter rundringning og morgenmaden tog vi bilen ud til staten Ontario’s parlament (Ontario Legislative Assembly). Her mødtes vi i smukke omgivelser med Julia som forklarede os om hvordan det Canadiske politiske landskab ser ud, vi hørte om de store partier og hvem der på nuværende tidspunkt har magten. Efter en meget fin forklaring tog Gabrielle os med rundt i parlamentsbygningen. Bygningen er en meget gammel og fin bygning, der minder om en mindre version af Christiansborg med de meget karakteristiske lange gange. Uheldigvis er bygningen blevet brændt ned flere gange, derfor valgte man på et tidspunkt at genopføre dele af bygningen i meget flot italiensk marmor, der ikke kan brænde.

Vi så også parlamentssalen og hørte om gamle skikke og traditioner, blandt andet skal et gyldent scepter ved navn “The Mace” befinde sig i parlamentssalen under afstemninger og debatter, ellers bliver de erklæret ugyldige. “The Mace” har en lang historie, og den originale version er over 200 år gammel. Afslutningsvis udvekslede vi gaver med Julia og Gabrielle. De fik et dansk flag med vores navn og logo på, og vi fik en pose med flere forskellige ting, der var blandt andet en miniversion af “The Mace” i form af en lille magnet.

Efter besøget i Ontario Legislative Assembly havde vi nogle timer inden næste besøg og dem brugte vi på at gå en tur for at snakke lidt sammen, se Toronto og spise noget frokost. Jakob gik så en tur med Sarah som stiller op som formand til generalforsamlingen for at snakke om lidt forskellige ting. Oskar og Sonja, som stiller op som næstformænd, gik så en tur med chili. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vi også fik mulighed for at snakke sammen lidt hver for sig og se lidt af Toronto trods det (meget) kolde vejr. 

Efter de gode snakke, tog vi afsted mod dagens andet besøg; Møde med Ontario’s Student Trustees. 

OSTA-AECO:

De er en non-profit organisation og er den eneste elev interessentgruppe i Ontario. Organisationen består primært af elever fra 10.-12. klasse, der advokere på vegne af eleverne.

Mødet blev afholdt i WE Store, Toronto Eaton Centre. Vi startede med at få en kort rundvisning. Stedet var ekstremt lækkert med fed og inspirerende indretning. Store åbne vinduer, lækkert trædesign og en masse finurlige detaljer. Det hjalp til at få de store, kreative og gode tanker ud i rummet.

Efter den fede rundvisning, havde vi en bedre forventning til mødet. De unge mennesker var meget sprudlende, og vi kunne sagtens mærke, hvor engageret de var omkring deres sag. Mødet startede ud med en kort introduktion, og de blev især overrasket over vores alder, men også størrelsen på vores organisation. Efter en masse sparring omkring vores to organisationer, begyndte vi at snakke om noget skolepolitik. Vi kommer fra to forskellige dele af verden og har vidt forskellige hverdage, men vi er alle elever, og det har vi i den grad tilfælles. De står overfor mange af de samme problemstillinger som vi gør, bla. UU-vejledning og for få elever vælger en erhvervsuddannelse. Det var et rigtig godt og inspirerende møde!

Her kan du høre Nico fra Ontario’s Student Trustees fortælle om vores besøg:  Klik her

Nu sidder vi så tilbage på hotelværelset efter en rigtig god og hyggelig dag. Vi glæder os til besøget i morgen og til at bevæge os ned mod ‘the states’. 

De bedste hilsner Sarah, Oskar og Sonja, Danske Skoleelevers bestyrelse.


Torsdag d. 18. Januar - Toronto

Hey allesammen! 

Så er det sidste dag I Toronto. Vi startede ud med at spise morgenmad på hotellet og derefter pakkede vi vores ting sammen og gik ned til bilen. Så kørte vi ud til en Elementary School I et lejlighedsområde med stor diversitet. I boligområdet bor der folk fra hele verden og mange er kommet til Canada indenfor de seneste par år. ”Rose Avenue Elementary School” er omdrejningspunktet for hele boligområdet og indeholder både child daycare som er vuggestue, hvor de mindste er helt ned til 5 uger gamle og så pre-school/kindergarten fra 3-4 års alderen og så Elementary school fra 1. til 6. klasse. Vi blev mødt af skolens rektor ”Mr. D”, som eleverne kaldte ham, kort tid efter vi var ankommet, han viste os rundt på skolen, først hos de yngste børn, og efterfølgende de lidt større, skolen ligger stor vægt på at alle elever hurtigt lærer at læse og tale engelsk, derfor begynder man på engelskundervisning markant tidligere end eksempelvis Danmark.

Udover det er skolen også en eco-school, det vil sige at skolen og dens elever har gjort en ekstra indsats for at være bæredygtig og klimavenlig, at være en eco-school er meget sammenligneligt med at være en grøn-flag skole herhjemme. Skolen går også meget op i accept af forskelligheder og tolerance, og har mange tilbud til nye canadiere. Til sidst fik vi en super inspirerende snak, med nogle af skolens 6.klasser. Vi sad i deres klasselokale, på gulvet i en rundkreds. Lokalet var dekoreret med plakater med udtalelser om alt fra, diversitet til respekt.  Vi startede med en introduktion, hvor eleverne fortalte deres navn, etniske baggrund, yndlings-aktivitet og religion, vi kan røbe at det var enormt forskellige svar. Elever fra Sierra Leone til Kina, med religioner fra kristendom til buddhisme, alle på samme skole, klasse og lokale. Så var det vores tur, og man kunne godt se, de undrede sig over vi lignede hinanden så meget. Derefter gik snakken igang om hvad de syntes om at gå i skole, skolen og hvad deres yndlingsfag var. Vi talte om de problemer som vi har her i Danmark med at 80% af eleverne synes skoledagen er for lang. De her 6. klasser, har fri kl 15:30, og møder kl 09. Stort set som hjemme i Danmark, men de følte ikke skoledagen var  for lang, fordi de næsten aldrig bare sad og lyttede på en lærer, men derimod bevægede sig, og gik rundt i klassen, havde massere af dialog, samtidig med de lærte en masse. Selvfølgelig sagde de også, at de f.eks. i Matematik, sad ret meget ned.

Eleverne fortalte også de ikke havde noget elevråd, men de til gengæld protesterede en del. Under den snak kom der et smil på læben af eleverne og de var meget stolte af deres indsats. Skolen havde et hatte-forbud, det var eleverne i den grad ikke for. Eleverne valgte en dag, ALLE at tage hat på, meget klogt. Efter den episode blev hatte-forbuddet på skolen fjernet. Det var en super fed historie, og meget motiverende oplevelse, dog forklarede vi dem man sagtens kunne få indflydelse ved at bruge sin stemme, og gå i dialog. Eleverne var meget intelligente og selvreflekterende, så det kunne de sagtens se, og en af eleverne forslog selv at man kunne holde en tale. 

Det sidste vi spurgte eleverne om, var hvordan man kunne få det til at fungere med så meget diversitet. Vi fik et meget enkelt svar 

“Det gør man da bare” Skolens hovedværdi havde i den grad smittet af på eleverne; diversitet var en styrke, ikke en ulempe. Eleverne var simpelthen så selvreflekterende, de var et perfekt eksempel på vi elever, skal lære mere end det der står i bøgerne.


Fredag d.19 januar - USA

Hej Igen!

Så er det blevet fredag og i dag går turen til New York! VI glæder os helt vildt og ser meget frem til den næste uge. Før vi vender mod New York City så skulle vi lige på dagens besøg. I dag har vi besøgt Shelburn Community som er en folkeskole med børn fra 5-13 år (pre-k/0.-8. klasse). Da vi trådte ind på skolen lagde vi hurtigt mærke til de meget pæne faciliteter. Skolen havde nemlig lige renoveret bygningen og den var super lækker med meget moderne faciliteter. De havde fx. borde med whiteboards på i 2 forskellige højder så det var muligt at stå op. Alle eleverne var udstyret med en chromebook som de brugte rigtig meget i undervisningen. Udover det havde de i klasserne malet en af væggene grøn som gav en god energi til lokalerne. På skolen mødtes vi med Sam Nielson som var lærer for 6.,7. og 8. klasserne og Life som var forsker på Vermont University. Sam fortalte lidt om hvordan han underviste og om skolen og Life fortalte om hvad han lavede med hans projekter på skolerne i Vermont. I Sam’s timer lavede de meget af tiden projektorienteret undervisning, hvor eleverne selv var med til at vælge hvad de ville skrive og præsentere omkring. I løbet af dagen observerede vi flere af Sam’s timer.

De elever vi snakkede med var rigtig glade for at selv at kunne vælge deres projekt, for så havde de jo mere lyst til at lære som de selv så fint sagde. Projektorienteret undervisning lægger op til meget selvstændighed og man kunne mærke at undervisningen desværre “tabte” nogle af eleverne. Det var Sam opmærksom på og prøvede så godt muligt at støtte op om disse elever men det er en svær opgave og er også en af de udfordringer som vi står overfor. En af timerne var 6. og 7. klasse blandet og her skulle de samarbejde om at løse en opgave i historie. Her fik vi god mulighed for at snakke med eleverne om, hvordan de synes det var at være blandet 2. klassetrin og lidt mere om, hvordan skolen var generelt. At de var blandede 6. og 7. klasse var ikke noget de mærkede særlig meget og var ikke noget de tænkte over. De fleste af eleverne virkede meget glade for at gå på skolen og der var generelt en god stemning i klassen. I frokostpausen spiste vi frokost med Life, hvor vi snakkede om alt fra Pizza til skolesystemet i Vermont.

Tilbage på skolen overværede vi skolens fælles opstart på deres projektopgave som kørte hver fredag frem til sommerferien. Lærerne og rektoren gjorde utrolig meget ud af opgaven og de fik kørt en fed stemning op omkring det. Det var sjovt at se og det viser virkelig, hvor meget lærerne kan påvirke elever positivt. Til sidst sluttede vi af med et møde med Sam og Life, hvor vi fik tid til at stille spørgsmål og hvor vi snakkede om nogle af de ting vi havde set og lært igennem dagen. Det var et rigtig interessant besøg der satte flere tanker i gang. Efter besøg skulle vi igen ud på roadtrip denne gang mod New York. Det var en hyggelig tur med mange snakke og masser af musik. De bedste hilsner Oskar, Sarah og Sonja, Danske Skoleelevers bestyrelse.


Lørdag og søndag d. 20 - 21 januar - New York

Hej allesammen

Så er vi ankommet til "The city that never sleeps". Da vi kørte over broen til Manhatten var humøret og forventningerne høje. Lørdag startede med en lækker morgemad, hvorefter det var tid til at udforske byen. Det var en dejlig dag med plads til afslapning efter et ellers tætpakket program. Søndag formiddag kørte vi ud til financial district, hvor World Trade Center engang lå. Her så vi mindesmærket for 9/11. Det var meget smukt og fredfyldt med den store plads og de to store springvand med navne på alle dem, vi mistede under angrebet. Det var utrolig rørende, og man kunne ikke undgå at gå derfra med en klump i halsen. Resten af dagen blev brugt på samtaler, afslapning og forberedelse på den sidste uge af turen og besøgene i New York. 

De bedste hilser Oskar, Sarah og Sonja, Danske Skoleelevers bestyrelse. 


Mandag d. 22 januar - New York

Hej igen

I dag har vi vores første skolebesøg i New York City. VI skal ud og besøge Riverdale Avenue Community School - et besøg, vi har haft høje forventninger til. Ikke kun fordi, vi kender stedet fra serien Riverdale, men også fordi vi har forventninger om, at det er noget helt andet end hvad vi indtil nu har besøgt på vores tur. Riverdale Avenue Community School er en folkeskole med stort F. Skolen er placeret i New York fattigste kvarter, som giver nogle åbenlyse udfordringer. Det er det også nogle andre måder skolen hjælper på, en dem vi måske kender fra Danmark. Blandt andet hjælper skolen eleverne med mad og tøj. Skolen kalder sig selv for RACS, som står for Resilience + Awareness + Collaboration + Strength. De fire faktorer fokuserer de meget på i alt, hvad de gør. Derudover har de et spændende samarbejde med lokalsamfundet. 

Besøget startede i skolens security. Det er noget vi slet ikke er vant til her hjemme i Danmark, men det er en naturlig del af hverdagen for mange amerikanske skoler. Efterfølgende blev vi sendt op på rektorens kontor. Her havde vi en spændende snakt landt andet med Maghan Dunn, som er skoleleder på stedet. Vi snakkede også med Jacqui Coley, der er koordinator for de yngre klasser. Her fik vi en rigtig fin introudktion, og fik samtidig sat rammerne for resten af dagen. Både Jacqui og Maghan fortalte om de forskellige udfordringer og problemstillinger, som skolen står overfor. Særlig det faktum, at mange elever kommer fra en baggrund med lav socioøkonomisk status. Vi snakkede blandt andet om, hvordan de støtter meget op om forældrene, men også hvordan forældrene støtter op om skolen, og hvordan de inkluderer alle elever. 

Lidt senere kom Tawana Vasquez, der er koordinator for de ældre klasser. Her fik en mere dybdegående snak om skolens program og fokusområder, som blandt andet er Åben Skole og inklusion. Efter en masse spændende møder fik vi en kort rundvisning, hvor vi så nogle af lokalterne. De havde på skolen gjort meget ud af det visuelle indtryk. Herefter kom det vi virkelig havde glædet os til, nemlig at snakke med eleverne! Det var virkelig engagerede og meget åbne. Vi snakkede om alt fra skak-klubber til, hvordan de brugte lokalsamfundet. Det er altid fedt at tale med eleverne - det er her man virkelig får et ærligt og nærværende indtryk af skolen. 

Efter besøget tog vi tilbage til vores hotel for at holde møde om Danske Skoleelever. Alt i alt havde vi en super fed dag, som gav nogle vilde og spændende indtryk og stof til eftertanke. 

De bedste hilser Sonja, Osker og Sarah, Danske Skoleelevers bestyrelse. 


Tirsdag d. 23 januar - New York

Hej allesammen

I dag har vi haft en meget begivenhedsrig dag. Dagen startede meget tidligt, da vi allerede skulle være i Brooklyn kl. 9.00. Vi startede dagen med at besøge Brooklyn Free School, som er en amerikansk privatskole, altså får skolen kun et meget lille beløb i statsstøtte, hvilket primært går til at købe bøger for. Skolen er i høj grad elevstyret, og eleverne har medbestemmelse på stort set alt, hvad de foretager sig. Det er lige fra, hvornår de skal møde, til hvornår de holder pauser, og hvilke bøger de skal køber. På skolen mødtes vi med skolen rektor, Mrs. Hope. Hope forklarede os om skolen og dens værdigrundlag, som særligt handlende om socialeretfærdighed og lighed. Skolen lå i et typsik kvarter i Brooklyn og var meget småt indrettet. Det havde dog resulteret i nogle meget kreative løsninger. Børnene havde generet en meget løssluppen adfærd, fordi rammerne på skolen var meget frie. Til slut snakkede vi meget nogle af de ældre elever på skolen, her snakkede vi blandt andet om, hvad de mener, at man lære ved at gå på en skole som denne, og hvordan skoledagen er sammenligne med en dansk skole. 

Herefter hoppede vi igen i bilen for at køre til den Danske Sømandskrike. Her mødte vi præsten Anne og hendes assisten. Vi fik en rigtig spændende snak om, hvordan livet og skolen er i USA fra en forældres synsvinkel. Til sidst besøgte vi Student Voice Collaborative, som er sammenlignelig med det vi kender som fælleseelevråd. Her samles elever fra hele New York for at snakke skole. Det var utrolig spænende og lærerigt. Det var virkelig fedt at få lov til at udveklse erfaringer med andre elever fra et andet sted. 

Klik HER og hør Sarah fortælle om besøget hos The Student Voice Collaborative


Onsdag d. 24 januar - Washington D.C

Hej igen!

Vi er ved at være nået til vejs ende, og i dag kørte vi fra New York City til Washington D.C. Men før vi drog sydpå, skulle vi lige et smut forbi Academy for young writers. Academy for young writers er en skole der lægger vægt på forfattergerningen og social retfærdighed. Eleverne laver meget skriftligt arbejde, og skolen benytter sig blandt andet også af gæstelærer, vi overværede blandt andet en time, med Kiala som underviste i emnet “Black history”. Da vi ankom til skolen, efter en hektisk morgen med uber og tæt trafik blev vi mødt af skolens rektor, Aiden. Aiden var meget flink, og han gav os en fin rundvisning, han fortalte om nogen af skolen kerneværdier, og nogle konkrete tiltag de havde lavet for at realisere disse. Efter vores snak med Aiden overværede vi selv noget undervisning, og herefter havde vi en utrolig interessant snak med nogle af skolens elever. De fortalte om deres forskellige “clubs” som de alle aktivt arbejdede i, der var “clubs” hvor man arbejdede med ligestilling og Black lives matter bevægelsen, men også “robotics” hvor man byggede og konkurrerede med robotter.


Torsdag d. 24 januar - Washington D.C

Hej allesammen!

I dag var det sidste dag med besøg. Vi startede tidligt ud om morgenen med at besøge den danske ambassade, her blev der holdt et spændende oplæg om hvad ambassaden laver, hvem der er på ambassaden og den nuværende amerikanske præsident. Efter ambassaden kørte vi videre mod Arlington Cemetery som er en enorm militær gravplads hvor mange tusinde amerikanske soldater hviler, udover de mange tusinde soldater hviler den forhenværende amerikanske præsident John F. Kennedy her på arlington, det var meget overvældende at se. Efter Arlington tog vi ned i centrum, og spiste frokost, herefter tog vi tilbage på hotellet, pakkede vores ting, og slappede af ovenpå to meget hårde, men spændende og lærerige uger. Til sidst sluttede vi aftenen af med at tage ud og spise, det var meget hyggeligt, og på hjemvejen gik vi forbi det hvide hus og så det.