Danske Skoleelever har valgt ny bestyrelse
Danske Skoleelever har netop afholdt deres årlige generalforsamling, hvor der blev valgt ny bestyrelse og nyt formandskab. Formandspostens besættes af Magnus Herrmann, mens næstformandsposten besættes af Aksel Skovgaard Justesen. Sammen med bestyrelsen skal de repræsentere alle danske grundskoleelever i skoleåret 2025/2026.

På weekendens generalforsamling – som fandt sted på Ellevangsvangsskolen i Aarhus – blev Magnus Herrmann valgt som ny formand for Danske Skoleelever. Magnus er 16 år og elev på Præstemoseskolen i Hvidovre. Magnus har siddet i hovedbestyrelsen i to år.
“Jeg er ufattelig taknemmelig over, at generalforsamlingen har vist mig den tillid at være formand for Danske Skoleelever. Jeg glæder mig til et år med en kamp for en skole med plads til flere, en nytænkt skole og en skole med tættere samarbejde mellem lærere og elever om skolens indhold,” fortæller den tiltrædende formand.
Aksel Skovgaard Justesen blev valgt som ny næstformand for Danske Skoleelever. Aksel, der er 15 år, har ligeledes to års bestyrelseserfaring og går til dagligt i 9. klasse på Skolen Ved Sundet. Om valget siger den tiltrædende næstformand:
“Jeg er utrolig beæret over at være valgt som organisationens næstformand. Jeg glæder mig meget til at samarbejde med de dygtige og engagerede tillidsvalgte.”
Danske Skoleelevers nye bestyrelse vil blive offentliggjort på hjemmesiden i nær fremtid.
Det nye formandskab tiltræder den 1. juli 2025. Indtil da fungerer Caroline Helene Hermansen fortsat som formand for Danske Skoleelever, hvorfor politisk kontakt fortsat går til hende. For yderligere information kontakt formand@skoleelever.dk.
Pressemeddelelsen kan også tilgås på Ritzau.