Den 29. og 30. januar kårede vi vinderne af DM i Fagene 2025

Til dette års finale i DM i Fagene dystede knap 500 elever i fagene dansk, engelsk, matematik og naturfag samt i den tværfaglige og den naturvidenskabelig holddisciplin. Finalisterne kvalificerede sig i efteråret, hvor mere end 4.000 elever fra hele landet deltog i den indledende runde.

Finaledagene i DM i Fagene bød på en inspirerende blanding af læring, faglighed og festlige oplevelser. Årets casevirksomheder – Pærfekt, Trifork Smart Building, Gyldendal, MentorDanmark og Education First – var til stede for at repræsentere opgaverne og bedømme finalisternes løsninger.

Inden deltagerne kastede sig over opgaverne, blev de introduceret til ny viden, der skulle inspirere deres besvarelser. Gennem oplæg, workshops og møder med fagpersoner og materialer fik de mulighed for at undersøge virkelighedsnære problemstillinger og dykke ned i relevante emner.

Efter afleveringen kunne deltagerne udforske Dokk1 og prøve aktiviteter arrangeret af Danske Skoleelevers sekretariatsfrivillige. Deltagerne kunne tage på en Find-en-frivillig-skattejagt eller fordybe sig i kreative aktiviteter som smykkefremstilling og mandalategning. Deltagerne kunne også opleve en liveudgave af Danske Skoleelevers podcast, Skolegården, hvor skolerelaterede dilemmaer blev debatteret af både finalister og de dygtige værter.

Mens dommerne voterede, holdt Oliver Hvam, også kendt som Bruhliver, et inspirerende og sjovt oplæg om sin rejse som deltager ved VM i fysik og delte historier fra sine oplevelser i udlandet.

Finalen i DM i Fagene var ikke kun en konkurrence – det var en fejring af faglighed, fællesskab og nysgerrighed. En oplevelse, der forhåbentlig har givet deltagerne nye perspektiver og motivation til at bruge deres faglighed i den virkelige verden.

Begge finaledage blev sluttet af med fælles fejring af vinderne af DM i Fagene 2024/25.

Vi ønsker endnu engang alle vinderne et kæmpestort tillykke med titlen som danmarksmester i deres fag!

Danmarksmestrene i skolens fag 24/25 er:

Dansk: William Veres, 8. klasse, Skorpeskolen

William kan nu kalde sig danmarksmester i dansk. Han skrev en personlig og reflekteret tekst til Pærfekt om perfekthedskultur blandt unge. Her delte han egne oplevelser vurderede påvirkningen af perfekthedskultur i udskolingen og gav konkrete anbefalinger til, hvordan Pærfekt kan engagere grundskoleelever i emnet.

Engelsk: Nelly Shiripour, 8. klasse, Allerød Privatskole

Nelly sikrede sig førstepladsen i engelsk. Hun udviklede et kreativt rejseforslag til Education First og beskrev en oplevelsestur, der ville tiltrække unge på udveksling i USA. Med en inspirerende præsentation og en målrettet reklame til sociale medier viste hun en stærk forståelse for både målgruppe og sprog.

Matematik: August Hansen, 9. klasse, Fredericia Realskole

August tog førstepladsen i matematik. Han skulle løse en opgave for MentorDanmark og agere mentor for en fiktiv 5.-klasses elev. August imponerede dommerne ved både at løse avancerede regnestykker og forklare matematiske begreber på en klar og forståelig måde, der tog udgangspunkt i elevens hverdag.

Naturvidenskab: Carla Hjørland, 9. klasse, Rygaards Skole

Carla blev danmarksmester i naturfag med en stærk opgave til Trifork Smart Building. Hun undersøgte, hvordan moderne teknologi og sensorer kan styrke demokratisk deltagelse på skolerne, og gav konkrete bud på, hvilke teknologiske løsninger der kan inddrage elever mere i beslutningsprocesser.

Tværfaglig hold: Geni-gangsterne, 8. klasse, Campusskolen

Geni-gangsterne—Hannah, Ayah, Rebekka og Vigga—tog sejren i den tværfaglige holddisciplin. Deres opgave var at udvikle en idé til Gyldendals projekt Bøger Åbner Verdener, og de præsenterede et gennemtænkt og kreativt forslag til, hvordan flere unge kan blive en del af et læsefællesskab.

Naturvidenskabelig hold: Pigerne fra 8.c, Skipper Clement Skolen

Pigerne fra 8.c—Emilie, Johanne, Ronja og Stephanie—løb med sejren i den naturvidenskabelige holddisciplin. De udviklede en vision for fremtidens skole med fokus på bæredygtigt og smart byggeri, baseret på Trifork Smart Buildings principper. Deres idéer gav konkrete bud på, hvordan teknologi kan skabe bedre læringsmiljøer.

Se eller gense stemningsvideoen fra finalen her