TID TIL AT GENTÆNKE SKOLENS PRØVER

Sådan går vi fra prøvestress til læringssucces 

For mange elever er afgangsprøverne i grundskolen en tid med nervøsitet og stress, som desværre ofte overskygger glæden ved at have fuldført 10 års skolegang. Det vil vi i Danske Skoleelever gerne lave om på. Prøvetrykket skal sættes ned, så mængden af prøver reduceres – men uden, at vi elever mister de mere praksisfaglige og kreative af slagsen som fx madkundskab og idræt. Eksterne censorer skal fylde mere end de gør nu, og så skal ordningen fra coronatiden med standpunktskarakter som minimumsgaranti genindføres.  

 

”Vi bringer prøverne tættere på virkeligheden, når vi fokuserer mere på en praksisfaglig og projektorienteret tilgang. En prøve, som vi elever kan spejle i verden omkring os, og som tager udgangspunkt i virkelige problemstillinger, er en prøve vi kan lide. Noget der motiverer. Og som vi lærer enormt meget af.” – Formand for Danske Skoleelever, Caroline Helene Hermansen

 

Konkret foreslår Danske Skoleelever, at:  

  • Man afskaffer de ensartede, teoritunge prøver og ikke de praksisfaglige, når prøvetrykket skal lettes  
  • Uanset hvordan et fag afsluttes, skal der være en ekstern censor for at sikre en retfærdig bedømmelse  
  • Mindst halvdelen af alle afgangsprøverne skal være praksisfaglige eller projektorienterede 
  • Kreativ tænkning og innovation skal fylde mere i prøverne, så det bliver mere motiverende og sjovt at gå til prøve 
  • Standpunktskarakterer skal være en minimumsgaranti for os elever  

De fem forslag skal være med til at sikre, at tusindvis af elever afslutter grundskolen uden ondt i maven. Vi skal stå tilbage med en oplevelse af at have lært – ikke kun præsteret i et eksamensrum, som for mange af os er utrygt og ubehageligt.

Læs hele notatet her.