Ændring af DSE's samværspolitik (midlertidig):
For at sikre et trygt fællesskab for alle deltagere uanset alder og erfaring, må der ikke finde seksuelt samvær sted under Danske Skoleelevers arrangementer.
Retningslinjen indføres midlertidigt, da der i dag ikke altid udvises tilstrækkeligt hensyn til fællesskabet og til aldersforskelle blandt deltagerne.
Overtrædelse medfører hjemsendelse uden forudgående advarsel, på deltagerens egen regning, efter at deltagerens forældre telefonisk er blevet orienteret.
Retningslinjen er gældende fra den 6. marts 2026 og til og med DSE’s Generalforsamling i april 2026 – uanset formuleringer i den gældende samværspolitik – hvor spørgsmålet vil blive behandlet.
— DSE’s ledelse
Samværspolitik for Danske Skoleelever
Vedtaget på Danske Skoleelevers Generalforsamling 2025
For Danske Skoleelever er det alfa og omega, at alle føler, at de kan møde i et trygt og godt fællesskab. Denne samværspolitik har til formål at være et fælles værdisæt for alle deltagere på Danske Skoleelevers arrangementer fra de i vedtægterne paragraf 3. stk. 1 uddannelsesinstitutioner – samt eventuelle indbudte gæster – så alle trygt kan deltage til Danske Skoleelevers arrangementer. Med dette menes de individer, der deltager på DSEs aktiviteter som deltagere eller er valgt af Danske Skoleelever til at besidde en politisk post.
De gældende værdier har i mange år været har været mundtligt formuleret. Denne samværspolitik, skal derfor ses som et supplement til den i forvejen eksisterende kultur, hvor vi er sammen med sund fornuft god kultur – og opførsel dette kan fungere som en rettesnor.
For DSE er det vigtigt, at samværspolitikken altid er opdateret og følger det, som Danske Skoleelever mener er de værdier, vi ønsker for samvær i vores organisation. Derfor skal DSEs bestyrelse genbesøge samværspolitikken minimum en gang årligt, med henblik på at drøfte samværet i foreningen, og hvis det skønnes nødvendigt, at revidere denne politik på næstkommende Generalforsamling, så den altid er opdateret.
Denne samværspolitik indeholder overordnet to dele:
- En beskrivelse af hvad man som individ skal gøre hvis, man oplever en krænkende handling, og hvad DSE gør i de situationer
- En beskrivelse af oftest forekommende situationer og relationer, både i DSEs daglige virke, og ved DSEs arrangementer
Del 1
Hvad gør du, hvis du selv oplever noget, der overskrider dine grænser?
Hvis du oplever at dine grænser bliver overskredet i DSE, har du ret og opfordres til at sige fra. Vi har forskellige grænser, og vi reagerer forskelligt på uønsket adfærd. Nogen reagerer med det samme, mens der for andre kan gå længere tid, før man mærker, at en situation har været ubehagelig eller grænseoverskridende. Det skal der være plads til. I DSE vil vi have en kultur for at kunne sige fra i situationen, hvor ens grænser bliver overskredet. Det er altid acceptabelt at sige fra om en hændelse, efter den har fundet sted, selv langt tilbage i tid. Oplever du at dine grænser bliver overskredet har du altid følgende muligheder
- Henvende dig til samværsudvalget, som vil behandle din sag fortroligt i overensstemmelse med denne samværspolitik og handleplanen beskrevet i bilag 1
- Henvende dig til en anden tillidsvalgt i DSE og/eller medarbejder ved DSE, som du føler dig fortrolig med. Vedkommende tillidsvalgte eller medarbejder vil med din godkendelse behandle din henvendelse fortroligt, og videregive denne til samværsudvalget, som efterfølgende vil se på sagen.
Hvad gør du, hvis du ser nogen opføre sig ubehageligt eller grænseoverskridende ovenfor andre?
I DSE vil vi vise omsorg for hinanden, og hjælpe hinanden med at forsvare den gode kultur. Ved mistanke om grænseoverskridende adfærd har du et ansvar for at følge op, på en måde, som ikke konfliktoptrapper situationen. Det er en god idé at tage en snak med den person, som den uacceptable adfærd var rettet imod, og høre vedkommende, om personens grænser er blevet overskredet. Det er meget situationsbestemt og individuelt, hvad der er den rigtige måde at handle på, hvis du bliver vidne til grænseoverskridende adfærd, men du bør samle op og oplyse om mulighederne for handling. Det er dog vigtigt, at du respekterer, hvis andre ikke føler deres grænser overskredet, selvom du mener, at der blev udøvet grænseoverskridende adfærd.
Hvad gør DSE hvis nogle henvender sig vedrørende en krænkende handling?
For Danske Skoleelever er det vigtigt at alle henvendelser vedrørende potentielt krænkende handlinger, behandles sagligt og efter en fast procedure. Hvis nogen henvender sig til DSE med en oplevelse af krænkende karakter, har DSE i samarbejde med sin advokat, udarbejdet en handleplan for hvordan disse henvendelser skal håndteres og kortlægges.
Overordnet beskriver handleplanen, hvordan en krænkende hændelse skal kortlægges. Denne skal i første omgang belyses korrekt, så der er klarhed over de faktiske omstændigheder omkring episoden. Når der er udarbejdet en rapport som beskrevet i notatet, kan der være behov for at der træffes afgørelse om eventuelle sanktioner eller lign. Sagen skal videregives til og behandles af samværsudvalget, når sager vedrører tillidsvalgte og andre aktive i foreningen.
Samværsudvalget
Samværsudvalget er nedsat af DSEs bestyrelse på førstkommende bestyrelsesmøde efter Generalforsamlingen. Samværsudvalgets primære opgave er at behandle alle indkommende sager. Udvalget er kompetent til at behandle alle typer af sager, hvor der er udarbejdet de i bilag 1 nævnte rapporter. Indbringes en sag for samværsudvalget, som ikke er kortlagt, jf. bilag 1, er det samværsudvalgets opgave at sikre at en sådan kortlægning finder sted. Når kortlægningen er foretaget kan samværsudvalget træffer beslutninger om eventuelle sanktioner eller opfølgende handlinger se afsnit om sanktioner.
Samværsudvalget er valgt af DSEs bestyrelse og består af følgende:
- Én repræsentant fra Danske Skoleelevers formandskab
- To repræsentanter fra Danske Skoleelevers bestyrelse
- Én ekstern ressource person
- I tilfælde, hvor en af Danske Skoleelevers aktive og/eller politiske valgte oplever grænseoverskridende adfærd af en af Danske Skoleelevers ansatte eller frivillige aktivister, indtræder en repræsentant fra DSE ansatte ledelse, som observatør som bindeled til DSEs ansatte sekretariat.
- I tilfælde, hvor en af Danske Skoleelevers aktive og/eller politiske valgte oplever grænseoverskridende adfærd af en af Danske Skoleelevers Sekretariatsfrivillige indtræder de Sekretariatets arbejdsmiljørepræsentant samt en repræsentant fra DSE ansatte ledelse, som observatør.
Formand for udvalget er den eksterne ressource person og ved stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende.
Udvalget vælges i forbindelse med at DSEs bestyrelse nedsætter samværsudvalget, på deres første møde efter en generalforsamling. Samværsudvalgets udvalgets medlemmer sidder fra de vælges, og til DSEs bestyrelse udpeger et nyt udvalg. Dog kan der indsuppleres til samværsudvalget i tilfælde, hvor nogen fra samværsudvalget aftræder sin post. Suppleanten skal findes iblandt samme gruppe som den udtrædende repræsentant repræsenterede.
Skulle en sag blive indbragt for udvalget, hvor et af udvalgets medlemmer selv er involveret som part, vidne eller på anden vis kan være i tvivl om vedkommendes habilitet, skal vedkommende straks meddele det øvrige udvalg dette. Afhængig af udvalgsmedlemmets involvering i den pågældende sag, kan udvalget enten træffer afgørelse om at medlemmet er inhabilt i behandling af sagen, eller at behandlingen kan forsætte som normalt. Hvis et medlem erklæres inhabilt, er det udvalgets egen vurdering, om udvalget fortsat vurderer, at det er i stand til at behandle sagen, eller om det i dette tilfælde skal indkalde en suppleant for det inhabile medlem. En sådan suppleant, skal findes i blandt de øvrige medlemmer af den gruppe, som udvalgsmedlemmet repræsenterer i udvalget.
Udvalgets medlemmer skal altid præsenteres på alle arrangementer for at sikre at elever ved hvem de kan gå til hvis de skulle opleve noget der skal behandles i samværsudvalget
Sanktioner
Samværsudvalget er bemyndiget til at træffe beslutninger om sanktioner i tilfælde af at der er foregået en krænkende handling, og at denne vurderes at skulle have konsekvenser for den indberettede. Samværsudvalget kan give vedkommende sagen vedrører følgende sanktioner:
– Advarsel:
- Samværsudvalget skal beskrive, hvad advarslen vedrører amt om der er forhold, der skal berigtiges som følge af advarslen.
- Samværsudvalget skal beskrive mulige konsekvenser af advarslen, samt om advarslen gælder i en særlig tidsmæssig periode.
- Desuden skal bestyrelsen orienteres om, at der er givet en advarsel, og på hvilket grundlag.
– Suspension:
- Samværsudvalget skal fastlægge, om det er en fuld eller delvis suspension, herunder hvad en delvis suspension omfatter.
- Samværsudvalget skal fastlægge perioden for suspensionen og hvornår der skal tages stilling til, hvilken effekt suspension skal have.
-Ekskludering:
I særligt grove tilfælde eller tilfælde, hvor samværsudvalget forinden har opsøgt vedkommende og givet en advarsel, kan samværsudvalget indstille til bestyrelsen til eksklusion, som er Danske Skoleelevers eneste organ, som kan ekskludere jf. paragraf 5 stk. 1., 2. og 3.
Det indebærer følgende:
- Samværsudvalget kan indstille til en eksklusion af et medlem af foreningen. En eksklusion skal omfatte, hvornår eksklusionen træder i kraft, og at virkningen af eksklusion er, at medlemmet ikke længere er medlem af Danske Skoleelever.
For alle ovenstående sanktionsmuligheder har man altid mulighed for at anke den beslutning, som bestyrelsen træffer. En beslutning truffet af bestyrelsen, kan ankes til DSE Ledelse, som herefter vil genbehandle sagen, og vurderer om afgørelsen skal stadfæstes, annulleres, eller rettes.
Del 2
Den gode tone
For en forening som Danske Skoleelever, fylder den politiske debat meget. Det er afgørende, at vi som elever kan mødes, og at vi kan udveksle vores meninger om alt fra det politiske miljø omkring grundskolen, til, hvordan vores forening som helhed skal drives. Det er derfor også̊ vigtigt at vi som fællesskab er bevidst om, at vi skal give plads til den gode debat, og anerkender at bølgerne til tider kan gå højt. Derfor er det også en værdi for DSE at debatten er karakteriseret af en god tone, og at der er fokus på det substantielle og ikke på personer. Dette gælder både i vores almindelige samtaler, men særligt også når vi som forening debatterer politiske spørgsmål om skolen, eller om vores egen forening.
Danske Skoleelever er en organisation, hvor elever mødes på tværs af politiske overbevisninger, og det synes vi fortsat er vigtigt at holde fast i. Det skal der være plads til. Derfor er det også vigtigt, at Danske Skoleelever møder alle elever respektfuldt uanset politisk overbevisning.
Upåtaget ovenstående debatnormer, er det væsentligt for Danske Skoleelever at fastslå, at diskrimination i alle former aldrig tolereres i hverken tale eller handling.
Alkohol, euforiserende stoffer og nikotin
Ved alle arrangementer med deltagelse, af aktive af foreningen et forbud imod alkohol, tobak og andre rusmidler.
Det er derfor også forbudt at medbringe Danske Skoleelevers arrangementer. Skulle man ved en fejl have medbragt ovenstående, kan det afleveres ved ankomst til arrangementet til en ansvarlig aktivist.
Hvis en deltager i løbet af arrangementer indtager alkohol, euforiserende stoffer, nikotin eller andre rusmidler er dette hjemsendelsesgrund. Tilsvarende vil deltagerens forældre blevet orienteret, og man vil blive sendt hjem for egen regning. I visse situationer vil deltagerens skole også blive orienteret om hjemsendelsen.
Del 3
Magtforhold
I organisationer som Danske Skoleelever kan følelser og forhold af både romantisk eller seksuel karakter opstå – også på tværs af foreningens led. Der er derfor en risiko for at magtforhold kan opstå. Dette indebærer bl.a. forhold på tværs af alder, tillidsposter, positioner og erfaring. Disse forhold kan sagtens være ligeværdige og fuldstændigt uproblematiske. Dog er der stadig en risiko for at magtforholdet bevidst- eller ubevidst kan udnyttes i disse forhold. Vi tror som udgangspunkt på at vores tillidsvalgte aldrig med overlæg vil udnytte magtforhold. Alligevel tror vi på at det er alt afgørende at tage stilling til disse typer forhold. Nedenfor ses derfor en rettesnor der kan benyttes i disse typer forhold. Derudover er det vigtigt for os i Danske Skoleelever at vi passer på hinanden og griber ind hvis man oplever noget ske eller der skulle være tvivl om hvorvidt der sker udnyttelser af magtforhold.
Sekretariatsfrivillige og ansatte
Som udgangspunkt tillader vi ikke romantiske og/eller seksuelle forhold mellem sekretariatsfrivillige og ansatte (dette omfatter også korpsmedlemmer) Dette frafalder hvis de allerede kendte hinanden inden tiltrædelsen af disse poster. Dette er gældende uanset hvordan tidligere relationerne mellem de pågældende personer har måtte se ud.
Sekretariatsfrivillige og Aktive/tillidsvalgte/hovedbestyrelsesmedlemmer/ kursister/
fælleselevrødder.
Som udgangspunkt tillader vi ikke romantiske og/eller seksuelle forhold mellem sekretariatsfrivillige og aktive/tillidsvalgte/hovedbestyrelsesmedlemmer/kursister. Dette frafalder hvis de allerede kendte hinanden inden tiltrædelsen af disse poster. Dette er gældende uanset hvordan tidligere relationerne mellem de pålæggende personer har måtte se ud.
Som oftest er Danske Skoleelevers formandskab også sekretariatsfrivillig men indgår fortsat i Danske Skoleelevers hovedbestyrelse, grundet deres post. For dem er det heller ikke tilladt at være i et romantiske og/eller seksuelt forhold, med et hovedbestyrelsesmedlem. Dog er det tilladt for dem at være i et romantisk og/eller seksuelt forhold med en øvrig sekretariatsfrivillig i tilfælde hvor de også selv er sekretariatsfrivillige. Dette frafalder hvis de allerede kendte hinanden inden de tildelte poster. Dette er gældende uanset hvordan tidligere relationerne mellem de pålæggende personer har måtte se ud.
Tillidsvalgte/aktive/hovedbestyrelsesmedlemmer/kursister og ansatte
Som udgangspunkt tillader vi ikke romantiske og/eller seksuelle forhold mellem ansatte og tillidsvalgte/aktive/hovedbestyrelsesmedlemmer/kursister. Dette frafalder hvis de allerede kendte hinanden inden tiltrædelsen af disse poster. Dette er gældende uanset hvordan tidligere relationerne mellem de pågældende personer har måtte se ud.
Forhold mellem tillidsvalgte/Hovedbestyrelsesmedlemmer/aktive/kursister/fælleselevrødder
Som udgangspunkt anskuer vi forhold på tværs af tillidsvalgte/Hovedbestyrelsesmedlemmer/aktive/kursister som ligeværdige og uproblematiske. Det er derfor tilladt at have et romantiske og/eller seksuelt forhold på tværs af disse poster. Vi er dog fortsat opmærksomme på at magtforhold også kan udspille sig internt i overstående gruppe. Her er det vigtigt for at sige at oplever man nogen blive udnyttet gennem magtforhold har man altid et ansvar for at gøre samværsudvalget bekendt med situationen hvorfra de vil sikre den videre proces håndteres.
Del 4
Seksuelt samvær
I organisationer som Danske Skoleelever kan seksuelt samvær forekomme dette er der intet galt med. Men da organisationen rummer elever af alle aldre og grænser er vi nødt til at have en række fællesværdier og regler. Det skal derfor anskues som en rettesnor, men med vigtige nedslagspunkter som altid skal være i orden.
-Respekt for hinanden
Organisationen rummer mange forskellige elever, fra forskellige årgange med forskellige grænser. Det er derfor også vores opgave at sikre at ingen oplever at deres grænser overtrædes i organisationen. I praksis betyder det at vi har forståelse for at seksuelt samvær mellem to medlemmer kan opstå, også på Danske Skoleelevers arrangementer. Det betyder at man har et ansvar for at sikre at ens seksuelle samvær ikke er til gene for øvrige deltagere i arrangementet eller overskrider andres grænser.
-Opmærksomhed på magtforhold
Magtforhold kan opstå og som udgangspunkt er der intet galt med at med seksuelt samvær mellem tillidsvalgte/Hovedbestyrelsesmedlemmer/aktive/kursister. Men der er stadig behov for at vi passer på hinanden og sikre at magtforhold ikke udnyttes. Vi stoler på alle vores tillidsvalgte og tror ikke på at nogen ville misbruge den tillid. Alligevel opfordrer vi alle til inden seksuelt samvær at være opmærksomme på at magtforholdet ikke udnyttes. Dette gælder særligt overfor nye aktive i organisationen.
-Samtykke
Selvfølgelig skal alt seksuelt samvær ske ved fuldt samtykke. Husk på at samtykke kan tages tilbage- også undervejs. Det er fuldstændigt altafgørende at dette tages alvorligt. Desuden opfordrer vi alle til at være opmærksomme på om samtykke er givet tilstand hvor man er opmærksom på hvad der gives samtykke til eller om samtykket er foregået med en adfærd der viser at en af parterne kunne være i en ustabil tilstand.
Del 5
Fællesansvar
Vi har allesammen et ansvar for at sikre at samværspolitikken tages alvorligt, at der handles på overtrædelserne og at alle føler sig trygge i organisationen. Vi ved det kan være svært at sige fra som ny. Derfor er der nogle mennesker der har et særligt ansvar grundet rollerne de besidder.
Lederkodeks:
Som leder har man et særligt ansvar, for at der er plads til alle i DSE. og at vores aktiviteter er et trygt sted at være for unge mennesker, uanset om der er tale om aktiviteter på lokalt, regionalt eller nationalt niveau.
Leder skal forstås som alle der besidder en hovedbestyrelsespost, eller er valgt direkte til Danske Skoleelevers ledelse. Her har man et ansvar for at sikre, altid at gå forrest i arbejdet om et Danske Skoleelever for alle. Herunder at være med til at fastslå følgende:
- At grænseoverskridende adfærd ikke tolereres
- At man sikrer et godt samvær i organisationen, hvor der er plads til alle uanset ens baggrund, køn, seksualitet, etnicitet, religiøs overbevisning eller lignende
- At håndtere og bilægge konflikter med andre i organisationen
- At man tager sig godt af andre medlemmer, særligt hvis de er ekstra sårbare
- At man altid er en loyal repræsentant for DSE’s samværspolitik over for alle i organisationen
- At man spørger om hjælp, hvis der opstår komplekse situationer for at sikre godt samvær i organisationen.
Dette skal udsendes til alle nye hovedbestyrelsesmedlemmer som del af velkomstbrevet. Desuden skal hele samværs politikken gennemgås på førstkommende hovedbestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.
Sanktioner ved overtrædelse af samværspolitikken
Krænkende og grænseoverskridende adfærd, tolereres ikke ved DSEs arrangementer. Skulle en deltager på et tidspunkt, i løbet af arrangementet, opleve ens grænser bliver overskredet af en anden deltager, politisk valgt, ansat, sekretariatsfrivillig og/eller frivillig aktivist, skal man hurtigst muligt tage fat i en ansvarlig aktivist på arrangementet.
Den ansvarlige aktivist er i sådanne tilfælde forpligtet til at tage henvendelsen seriøst og følge op på denne. Den ansvarlige aktivist kan i tvivlsspørgsmål, rådføre sig med DSE Ledelse om, hvad den passende fremgangsmåde er i de enkeltstående situationer. Hvis der er tale om hændelse af krænkende karakter er det den ansvarlige aktivist ansvar at henvise sagen til samværsudvalget, som herefter skal behandle sagen i overensstemmelse med samværspolitikkens handleplan.





