Det er så fedt, med nye måder at undervise på, og vi har armene oppe over hovedet af begejstring over de tiltag forskellige virksomheder og læringsplatforme har taget for at gøre livet nemmere for lærerne og sjovere samt mere lærerigt for eleverne.

Vi har sat tre elever til at prøve et par af de online undervisningstilbud, der er tilgængelige og derefter give deres feedback og vurdering af tilbudene.

Vi starter med et nyt tiltag fra Alinea

Sofaskolen

Anmeldt af Maria-Celina

Hvad går det her ud på?

Sofaskolen er live undervisning på youtube, og som jeg kan læse mig frem til, kan man koble sig på mandag til torsdag. Mandag og onsdag er det Dansk og Tirsdag og Torsdag er det Matematik.

For 4-6 klasse begynder det kl. 9 og så har de en halv time til at forklare hvad emnet handler om, på alineas hjemmeside er der så uploadet en række opgaver, som eleverne har indtil kl. 13 til at lave. Og så er der ca. 15 minutters opsamling. Det er på samme måde bare med en times mellemrum, til 7-9 klasserne.

De gør heldigvis noget ud af at involvere eleverne, det gør de blandt andet ved at få elever til at interagere med sofaskolen i chatten eller på deres #Sofaskolen, som især er aktiv på Instagram. Det er ret sjovt at se nogle af de andre elevers besvarelser og løsninger.

Nu vurderer jeg Sofaskolen på forskellige parametre og giver undervisningen karakter efter karakterskalaen fra -03 til 12.

Hvor fagligt relevant er undervisningen?

For mellemtrinet var der en del fjol. Men selve emnet der blev undervist i, var meget relevant, i dag (tirsdag) lærte de om måleenheder. Jeg synes godt de kunne have undervist om lidt flere forskellige enheder end bare længdeenheder – eller som minimum have præsenteret andre måleenheder.

For udskolingen var det en del mere seriøst, de snakkede om kombinatorik. Et meget relevant emne for de lidt ældre at lære om. Det var meget nemt at forstå.

Jeg giver sofaskolen karakteren 10 for god og faglig relevant undervisning.

Hvor virkelighedsnært er undervisningen?

Til mellemtrinnet brugte de en kage som eksempel – og forskellige måleenheder til hvordan de skulle bage denne kage i studiet.

Til udskolingen havde en af værterne nogle crazy jakkesæt, her skulle vi sammen finde alle mulige kombinationer af de forskellige jakkesæt.

De kommer med gode eksempler, der tager udgangspunkt i virkeligheden – rigtig godt. Jeg giver dem karakteren 10

Passer undervisningen til den målgruppe, de gerne vil ramme?

Jeg synes, at 4-6 klasse er en meget svær målgruppe at skulle ramme. Det blev meget barnligt og fjollet. 7-9 klasse var meget plet.

Måske skal de bare lige i gang, måske er det stilen. Det fungerer, men jeg kan ikke give højere end 7 i karakter her.

Samlet karakter

Samlet giver jeg dem 10 med pil ned, for overordnet er det et meget fedt koncept. De kunne godt bare bruge lidt mere tid på at forklare emnet på forskellige måder, give nogle flere eksempler og forklare lidt flere ting end bare et lille udsnit af emnet. Det er et rigtig godt alternativ til den almindelige undervisning i skolebøgerne. Jeg kan klart anbefale at prøve Sofaskolen som supplement til den daglige hjemme-/fjernundervisning.

 

Matematikfessor

Anmeldt af Didi

Hvad går det her ud på?

Matematikfessor er en hjemmeside, hvor lærere kan tildele lektier og tests til eleverne og følge med i, om alle har lavet det, og hvor godt eleverne klarer sig i de forskellige ting. Lærerne kan nemt tilpasse niveauet. På Matematikfessor er det nemt som elev selv at tilgå opgaver og øve sig i de ting, man har svært ved, der er nemlig også videoer, som simpelt forklarer, hvordan man løser opgaverne, så vi elever hjemmefra selv kan sidde og finde hjælp på vores opgaver, når vi måske ikke har mulighed for at spørge en lærer til hjælp. 

Hvor fagligt relevant er undervisningen?

Undervisningen på Matematikfessor er rigtig relevant, da både lærere og elever kan skrue på niveauet, så alle elever føler sig udfordret i undervisningen. Samtidig kan eleverne selv tilgå opgaver, som er mere relevante for dem selv, så man kan f.eks sætte sig og øve sig på brøk-opgaver, mens ens sidemakker sidder og regner rumfanget på forskellige figurer, så alle lærer noget.

På faglig relevans får Matematikfessor 12 – helt perfekt!

Hvor virkelighedsnært er undervisningen?

Jeg har valgt ikke at vurdere på virkelighedsnær undervisning, da Matematikfessor desværre ikke slår sig på at skulle tilbyde virkelighedsnær undervisning. Opgaverne er færdighedsregning, og det er rigtig vigtigt at lære, men det er desværre ikke noget, hvor vi elever direkte kan se, hvad vi skal bruge det til i vores arbejdsliv. Jeg håber, at Matematikfessor i fremtiden vil tilbyde opgaver og undervisning bygget op omkring ting, vi kan bruge i fremtiden.  

Passer undervisningen til den målgruppe, de gerne vil ramme?

Matematikfessor tilbyder undervisning og opgaver til elever fra børnehaveklassen og helt op til 10. klasse. Eftersom man kan justere niveauet, passer opgaverne godt til alle klassetrinMatematikfessor får et 12-tal, når det kommer til målgrupper. 

Samlet karakter

Matematikfessor er en rigtig god platform til at lære matematik, desværre bliver opgaverne lidt ensformige og kedelige, hvis man skal lave dem i længere tid, men det er en rigtig god hjemmeside at bruge, mens skolerne er lukkede, da vi elever ikke afhænger af vores lærere. Matematikfessor får et 10-tal fra eleverne. 

 

Randers Regnskov LIVE undervisning

Anmeldt af Hans Emil

Hvad går det her ud på?

Randers Regnskov LIVE er undervisning i faget biologi. Man skal bare lytte og høre, hvad de har. Jeg vurderer, at undervisningen er henvendt til børn i indskolingen og mellemtrinnet, dog kan alle aldre lytte med.  De har live undervisning hverdage via Facebook i ca. 30 minutter. 

Hvor fagligt relevant er undervisningen?

Det her er rigtig spændende, og Ragnskoven har rigtig godt styr på det – det er tydeligt, at de er vandt til at undervise i deres skoletjeneste. Værten eller læreren, Asser, kommer ind på alle mulige forskellige eksempler. Det er noget andet man lærer, end hvad man er vandt til i skolen. Alle afsnit har forskellige emner, som for eksempel dyrenes øjne eller dyrenes tænder. 

Jeg giver det karakteren 10 – fordi det er særdeles fagligt relevant, når vi taler biologi- eller naturfagsundervisning

Hvor virkelighedsnært er undervisningen?

De er rigtigt gode til at gøre deres undervisning virkelighedsnært. De kommer med eksempler på hvad tænder kan gøre, såsom hvordan en morter, ligner ens tænder, eller hvordan man spiser æbler med kindtænderne.  

Topkarakter, 12, til Randers Regnskov for perfekt udført virkelighedsnær undervisning

Passer undervisningen til den målgruppe, de gerne vil ramme?

De er gode til at bruge ord, som de unge kan forstå, dog nogle gange kan de godt bruge ord, til de ældre. De har også nogle eksempler, som børn ikke ved hvad er, men der er de gode til at sige, at ens forældre ved, hvad det er. Værten har en engagerende måde at undervise på, som gør at han bliver spændene og sjov at høre på.  

Hvis Randers Regnskov passer på med ord, vi ikke forstår og udelukkende taler til elever (glemmer deres forældre) så kan de score højere end det 7-tal, jeg giver dem.

Samlet karakter

Rigtigt spændende at se, og man bliver nemt fanget af det. Man kan høre at værten gerne vil undervise, og det gør at man bliver interesseret. Han kommer godt ind på alle forskellige emner, under det emne afsnittet handler om. Han kommer ind med eksempler på, hvad man kan se i virkeligheden, som for eksempel: At en geddes tænder er ligesom en grilltang.  

Der er også mange der allerede ser på det, med 90.000 visninger på et afsnit, hvilket også viser at det er en spændende undervisning.  

Randers Regnskov – rigtig godt bud på fjernundervisning, jeg giver karakteren 10