ORDBOG
Nogle gange kan der godt være nogle ord eller forkortelser, der kan være lidt svære at forstå, hvis man ikke har hørt dem før. Så for at gøre det lidt nemmere for dig, er der her en ordbog, hvor du kan læse dig frem til, hvad det meste betyder. Hvis der stadig er et par ord, du bliver i tvivl om, må du selvfølgelig altid spørge – så skal vi nok gøre vores allerbedste for at forklare det ordentligt.
FORMANDSKABET
Formandskabet består af formanden og næstformanden for DSE. De udtaler sig til pressen, repræsenterer foreningen, har det overordnede ansvar for DSE’s aktiviteter osv. DSE’s ansatte er ansat under formandskabet. Formandskabet er to unge, der lige er gået ud af grundskolen, som vælges hvert år på Generalforsamlingen.
BESTYRELSEN (BES)
Bestyrelsen er en samling af grundskoleelever fra hele landet, som leder DSE mellem de to stormøder. Bestyrelsen består af 36 medlemmer, som bliver valgt på Generalforsamlingen. 17 lokalformænd, 17 lokalnæstformænd samt formandskabet.
TILLIDSVALGT
Fælles betegnelse for elever, der besidder en tillidspost i foreningen. Det kan enten være som bestyrelsesmedlem eller lokalbestyrelsesmedlem.
LOKALAFDELING
DSE har 17 lokalafdelinger. Vendsyssel, Thy, Himmerland, Vestjylland, Midtjylland, Østjylland, Trekanten, Sydvestjylland, Sønderjylland, Fyn, Lolland-Falster, Sydsjælland, Østsjælland, Nordvestsjælland, Nordsjælland, Københavns Omegn og København — man hører til den lokalafdeling, hvor éns skole ligger.
LOKALFORMAND
Hver lokalafdeling har deres egen formand, som sidder i DSE’s bestyrelse. Lokalformanden har ansvaret for sin lokalafdeling, og vedkommende er ansigtet udadtil.
LOKALNÆSTFORMAND
Hver lokalafdeling har også en lokalnæstformand, som ligesom lokalformanden sidder i DSE’s bestyrelse. Lokalnæstformanden tager sig af lokalafdelingen, planlægger aktiviteter og arbejder tæt sammen med lokalformanden.
LOKALBESTYRELSE (LB)
Der er, udover lokalformanden og lokalnæstformanden, ni lokalbestyrelsesmedlemmer i hver lokalafdeling. De er med til at arrangere aktiviteter og hjælpe i deres lokalafdeling.
TILLÆGSMANDAT
Tillægsmandater sidder i DSE’s bestyrelse, uden at sidde i lokalformandskabet i deres egen lokalafdeling. Det er en post, man kan stille op til, hvis en bestyrelsespost i en anden lokalafdeling i ens region ikke er udfyldt.
AKTIV
Aktive er de elever, der deltager til arrangementerne, men ikke har en tillidspost. Aktive er det vigtigste i Danske Skoleelever, og man kan nærmest sige, at de er Danske Skoleelevers motor.
AKTIVIST
Aktivister er tidligere aktive eller frivillige i DSE. De hjælper os ved arrangementer, som Landskonferencen eller Generalforsamlingen, med rengøring, madlavning, sikkerhed osv. Aktivisterne ved alt, så hvis du har et spørgsmål, kan du altid spørge dem. Henvend dig på stormødesekretariatet.
SEKRETARIATSFRIVILLIG
En sekretariatsfrivillig er en elev, der holder et års pause efter grundskolen for at være frivillig fuldtidsmedarbejder for DSE. De sekretariatsfrivillige er den største arbejdskraft i foreningen. Sammen med de ansatte står de for den daglige drift af foreningen, og de bor på DSE’s sekretariat (se ordforklaring nedenfor).
SEKRETARIATET (SEK)
DSE’s sekretariat er organisationens hovedkontor, hvor organisationens frivillige og ansatte arbejder. Det er hertil, du kan ringe eller skrive på 70 22 00 33 eller dse@skoleelever.dk, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. Sekretariatet har adresse på Sindalsvej 9, 8240 Risskov.
KORPS
Korpset består af tidligere sekretariatsfrivillige, som nu er ansat som studentermedhjælpere og laver betalt arbejde for DSE rundt i hele landet.
STORMØDE
DSE afholder to stormøder årligt: Generalforsamlingen og Landskonferencen (se ordforklaringer nedenfor). De er foreningens højeste myndigheder (se ordforklaring nedenfor), hvor al foreningens politik og vores vedtægter bliver stemt igennem, og hvor elever fra hele landet har direkte indflydelse på vores holdning.
GENERALFORSAMLINGEN (GF)
Det er DSE’s højeste myndighed, og det er der, at der er mulighed for at skrive nye udtalelser eller resolutioner (se ordforklaring nedenfor) eller slette gamle, opstille til lokalbestyrelserne, bestyrelsen eller formandskabet samt ændre foreningens vedtægter. Stormødet afholdes i foråret.
LANDSKONFERENCEN (LK)
Det er DSE’s næstøverste myndighed. Der er mulighed for at skrive nye udtalelser og stille ændringsforslag til resolutioner, samt at indsupplere (se ordforklaringer nedenfor) til lokalbestyrelser og bestyrelsen. Stormødet afholdes i efteråret.
MYNDIGHED
At have myndigheden betyder, at man har rettigheden til at bestemme. Man taler om laveste og højeste myndighed. I DSE er stormøderne vores højeste myndighed, lige over bestyrelsen.
DELEGERET
En delegeret har lov til at tale på talerstolen og har — i modsætning til en observatør — stemmeret ved afstemning. Vedkommende har et grønt kort til stormøder.
OBSERVATØR
En observatør har lov til at tale på talerstolen og stille forslag, men må — i modsætning til en delegeret — ikke stemme. Vedkommende har et gult kort til stormøder.
DIRIGENT
Dirigenten er den, der styrer mødets gang. Det er derfor dirigenten, der bestemmer, hvem der har taleret, så alle ikke snakker i munden på hinanden. Det er også dirigenten, der sørger for, at forretningsordenen (se ordforklaring nedenfor) overholdes.
DAGSORDEN
En dagsorden er en liste over de ting, som skal diskuteres på et møde.
REFERAT
Et referat er en beskrivelse af, hvad der er sket og blevet besluttet på et møde. Man kan tage debatreferat, hvor man skriver ned, hvad folk på talerstolen siger, og man kan tage beslutningsreferat, hvor man skriver ned, hvad der er blevet besluttet på mødet.
FORRETNINGSORDEN
En forretningsorden er reglerne for et møde.
BUDGET
Budgettet er en oversigt over, hvor mange penge man har, og hvad de skal bruges til. DSE’s budget skal vedtages på Generalforsamlingen.
RESOLUTION
En resolution er det, der angiver DSE’s politik. Resolutioner gælder — modsat udtalelser (se ordforklaring nedenfor) — indtil de bliver slettet. Nye resolutioner kan kun laves på Generalforsamlingen, og kan også kun slettes på denne. Der kan dog skrives ændringsforslag til resolutionerne på både Landskonferencen og Generalforsamlingen.
UDTALELSE
Udtalelser angiver ligesom resolutioner DSE’s politik, men gælder modsat kun et år ad gangen.
ÆNDRINGSFORSLAG
Under en debat af en resolution eller udtalelse, kan der indsendes ændringsforslag, for at ændre dele af indholdet. Der kan derudover også indsendes ændringsforslag til ændringsforslag.
PRINCIPPROGRAM
I et principprogram er organisationens holdninger og meninger skrevet ned.
INDSUPPLERE
Hvis en person fra bestyrelsen eller lokalbestyrelsen vælger at trække sig fra sin post, kan bestyrelsen indsupplere en ny person på denne post.
SKRFTLIG AFSTEMNING
Valg til tillidsposter eller formandskab afgøres ved skriftlig afstemning, hvor deltagerne skal skrive deres stemme på et stykke papir eller indtaste online. Det sker, for at gøre stemmerne anonymt og vide den præcise afgørelse af resultatet.
STEMMEUDVALG
Stemmeudvalget til stormøder består af to delegerede og to tillidsvalgte samt en tilfældig valgt dirigent, der hjælper dirigentbordet med at tælle stemmerne. Stemmeudvalg kan hjælpe inde i salen, hvis stemmefordelingen er tæt, eller uden for salen, når der skal tælles stemmer ved skriftlig afstemning.
KAMPVALG
Når der er mere end en person opstillet til en post, stemmer man om hvem af dem, der skal have posten.
TILLIDSVALG
Når der kun er en person opstillet til en post, stemmer man om, hvorvidt man har tillid til, at personen kan varetage den post.
FREDSVALG
Hvis der kun er en opstillet til en post, kan man også have fredsvalg i stedet for tillidsvalg. Forskellen er, at ved et fredsvalget er personen automatisk stemt ind, hvis der ikke er andre opstillet til samme post
ELEVVENLIG KOMMUNE
Elevvenlig Kommune er et projekt, hvor der er et partnerskab mellem en kommune og DSE. Er en kommune elevvenlig, gør vi en ekstra indsats for at optimere elevdemokratiet — blandt andet ved at hjælpe med at opstarte og støtte op om kommunens fælleselevråd.
FÆLLESELEVRÅD (FE)
Et fælleselevråd er et elevråd for en hel kommune. Alle elevråd i kommunen har tale- og stemmeret i fælleselevrådet. Et fælleselevråd er godt at have, da alle beslutninger om skolerne tages i kommunerne, og man derfor har mulighed for at samarbejde om dem i fælleselevrådet.
NATIONALE FÆLLESELEVRÅD (NFE)
Det nationale fælleselevråd er et fælleselevråd på tværs af alle kommuner, hvor repræsentanter fra fælleselevråd i de elevvenlige kommuner samles for at diskutere fælles politiske visioner og erfaringsudveksle på tværs af kommuner og med DSE’s hovedbestyrelse.
ELEVTELEFONEN (ET)
På Elevtelefonen kan man få elev-til-elev-rådgivning og svar på sine spørgsmål, som omhandler grundskolen. Det kan være alt fra problemer med klassen eller spørgsmål om rettigheder til eksamensangst eller mobning. Man kan både chatte og ringe til Elevtelefonen på 60 40 20 10, eller finde os på Elevtelefonens hjemmeside www.elevtelefonen.dk eller vores Instagram @elevtelefonen.dk og TikTok @elevtelefonen.
SKOLEGÅRDEN
Skolegården er DSE’s egen elevdrevne dilemmapodcast, som hver måned får besøg af en elev eller ekspert til en snak om dilemmaer i grundskolen. Man kan lytte til Skolegården på alle podcastplatforme, og følge med på vores Instagram @skole_gaarden.
DM I FAGENE (DMF)
DM i Fagene er den største konkurrence i skolefag for 7., 8. og 9. klasser. Eleverne dyster i forskellige fag både individuelt og på hold, og opgaverne er praktisk relevante og baseret på cases fra virkelige virksomheder, som tager imod den feedback, de får gennem konkurrencen. Man kan læse mere om DM i Fagene på vores hjemmeside www.dmifagene.dk.
VALGUGEN
Valgugen er et initiativ DSE står for sammen med Nordea Fonden. Det fremmer elevdemokrati og lærer elever fra 0.-9. klasse om demokratiske processer, og hvordan de kan sige deres mening. Ugen afsluttes med, at skolerne holder elevrådsvalg. Man kan læse mere om Valgugen på vores hjemmeside www.valgugen.dk.
UNDERVISNINGSMILJØREPRÆSENTANT (UMR)
Undervisningsmiljørepræsentant er et samarbejde mellem DSE og Dansk Center for Undervisningsmiljø. Ligesom alle voksne ansatte i Danmark skal have en arbejdsmiljørepræsentant, som sørger for, at deres arbejdsmiljø er i orden, kan elever også have en undervisningsmiljørepræsentant.
UDDANNELSESWEEKEND (UW)
Uddannelsesweekender er weekender, der holdes for at uddanne nye sekretariatsfrivillige eller tillidsvalgte, inden for hvad der er relevant at vide, når man engagerer sig i organisationen. Der holdes uddannelsesweekend for tillidsvalgte efter hvert stormøde, og uddannelsesweekend for sekretariatsfrivillige efter en ny gruppe er blevet valgt.
POLICY LAB (PL)
Policy Lab er et weekendkursus for aktive i Danske Skoleelever. Her er der fokus på politik, og oftest foregår det i forskellige workshops, hvor man kikker nærmere på forskellige skolepolitiske emner. Arrangementet afholdes i starten af foråret.
REGIONSWEEKEND (RW)
Regionsweekender er weekendarrangementer, hvor flere lokalbestyrelserne i Danske Skoleelever går sammen om at afholde et weekendarrangement for eleverne i deres region. Her er der fokus på den politik, som er relevant i de forskellige regioner. Det varierer, hvornår der bliver holdt RW, da lokalbestyrelserne selv kan vælge det til eller fra.
BRAINBREAK
Et brain-break kan også beskrives som en pause i hjernen. Det bruges som en kort pause hvor man bevæger kroppen, hvis man er i gang med en stillesidende time i skolen eller mødedel på stormøde.
GØR-DIG-LÆKKER-TID
Til DSE’s stormøder afholdes der gallamiddag og fest lørdag aften. Før det indlægges der oftest pauser eller tidspunkter, hvor man kan få lov til at gøre sig klar, klæde om eller lige få en pause.