22. NOV. 2021

Vi søger en praktikant til IMPACT-indsatser

Er du god til at drive projekter frem mod målet? Brænder du for at skabe en bedre skoledag for elever i Danmark? Vil du have erfaring fra en ambitiøs NGO’s hovedkontor? Ønsker du et meningsfuldt arbejde?

Så er du måske den, vi leder efter. 

(Læs mere under billedet – søg nederst)

I Danske Skoleelever leder vi lige nu efter minimum én praktikant til forårssemestret 2022 til vores projektteam. Arbejdspladsen er Danske Skoleelevers sekretariatet i Risskov, Aarhus.

Du vil primært være tilknyttet Danske Skoleelevers IMPACT-indsatser, som i samarbejde med fonde og virksomheder søger at skabe en mere virkelighedsnær, relevant og erfaringsbaseret skolegang for landets elever. Tilgangen er, at vi sammen med stakeholders søger at fremme forandring ude på skolerne gennem bl.a. undervisningsmaterialer, kampagner og workshops.

Lige nu dækker IMPACT-indsatserne over 4 projekter:

  • PengPong, som fremme forståelse af hverdagsøkonomi i grundskolen
  • MIND ME, som understøtter ro, fordybelse og nærvær i en travl skoledag
  • WiFive, der har fokus på elevers digitale dannelse
  • Grønnere Skoler, der gennem håb og handling, vil have bæredygtighed på skoleskemaet

Som praktikant kommer du med gennem alle processer, der er i forbindelse med udviklingen af et projekt, men dine primære arbejdsopgaver vil – alt efter kvalifikationer være:

  • Afholdelse af PengPong kickstartsdage på grundskoler
  • Udvikle og afholde MIND ME-pilotprojekter sammen med vores korpsmedlemmer
  • Udbrede kendskab til og brugen af vores materialer
  • Kommunikere skriftligt og mundtlig med både elever og relevante skoleaktører
  • Deltage på læringsfestival og møder med stakeholders

Vi leder efter en omstillingsparat, robust og ansvarsfuld praktikant med masser af gå-på-mod. Som praktikant hos Danske Skoleelever får du et stort ansvar, så det vigtigste er, at du har mod på at indgå i et dynamisk team med mange bolde i luften. Derudover skal du:

 

  • Være i gang med en videregående uddannelse, som kan meritoverføres
  • Have faglig interesse i grundskolefeltet
  • Være organiseret og kunne følge aktiviteter fra idé til evaluering
  • Kunne indgå på en anerkendende og positiv måde i samarbejdet med kollegaer, de unge frivillige og korpsmedlemmer

 

DSE er en arbejdsplads med 21 ansatte og 13 fuldtids unge frivillige og er præget af aktivitet og engagement. I DSE arbejder vi i teams, og du vil som projektmedarbejder blive en del af vores projektteam, hvor voksne ansatte og unge frivillige arbejder side om side. Vores medarbejdere arbejder selvstændigt inden for deres arbejdsområder i organisationen, og derfor er sekretariatet i dagligdagen meget selvkørende. Som regel er arbejdsgangen præget af flere sideløbende, store såvel som små projekter af organisatorisk og politisk karakter, hvor sekretariatets medarbejdere er involveret på hver deres måde. Derfor er det vigtigt, at du besidder gode evner til at danne dig et overblik og koordinere egne arbejdsopgaver.

Vi garanterer dig udvikling, dynamik og mulighed for at realisere de idéer, du arbejder med. Du vil komme til at arbejde i et ungt og inspirerende miljø med direkte kontakt til de mange frivillige, der brænder for at forbedre grundskoleelevernes forhold.

Praktikstillingen er som udgangspunkt på fuld tid, men vi er fleksible i forhold til studiemæssige forpligtigelser og faglige interesser. Praktikken er ulønnet, men der vil være en erkendtlighed på 3000/md tilknyttet stillingen samt gratis frokostordning.

 

Praktikperioden starter mandag d. 31. januar 2022 (hvis muligt gerne før) og slutter fredag d. 24. juni 2022. Vi forventer at du kan være i praktik i hele perioden.

 

Send CV, en kortfattet ansøgning og evt. en video på maksimalt ét minut, der præsenterer din motivation for praktikstillingen via vores online ansøgningssystem inden d. 29. november 2021.

 

For spørgsmål kan du kontakte projektleder Ronja Lundberg på rol@skoleelever.dk

Søg her