Aalborg: 50 nye 'elevdemokratiets ambassadører'
Vi har de seneste to dage uddannet en gruppe elevrådskontaktlærere fra Aalborg Kommunes skoler i, hvordan lige præcis de kan være den bedst mulige kontaktlære for deres skoles elevråd.
Næsten alle skoler i Aalborg kommune var repræsenteret på uddannelsen. Kontaktlærerne kom, nye som gamle, alle med lyst til at lære og forbedre deres elevråd.
Vi underviste dem i alt fra elevrådets rettigheder til, hvordan man er den bedste kontaktlærer. Der blev også sparret mellem lærerne om ting som forberedelsestid, udfordringer, løsninger og meget andet.
Tilde Lemming, frivillig for Danske Skoleelever, var med som kursusholder, og hun fortæller:
”Jeg tror på, at elevrådene og elevdemokratiet i Aalborg Kommune får et løft efter de her to dage. Det var rigtig spændende og det virkede til at alle gik derfra med en masse tips og tricks, de var klar til at komme hjem og få prøvet af.”
Kontaktlærer – det er den lærer, der sparker elevdemokratiet i gang på skolen og støtter elevrådet i det omfang de ønsker.