Covid-19 har ikke kun skabt besvær ved kurser, men også forbedring
Da den 2. coronabølge ramte os, stod vi pludselig i en situation, hvor alle vores kurser skulle nytænkes. Vi skulle undersøge, hvordan vi kunne aktivere eleverne og gøre det interessant at følge med.
Nyudvikling af vores kurser
Vi var allerede i gang med en større nytænkning, samt forbedring af vores kurser, da den 2. coronabølge ramte. Dette gav vores kursusteam et bump på vejen. Det er nemlig ikke nemt at aktivere elever, når de sidder bag en skærm, da vi ikke kan interagere med dem på samme måde.
Efter mange brainstorms og ideer er vi endt med gode øvelser, der kan laves online, og har fået meget positiv respons fra både lærere og elever. Vi kan faktisk se, at 88,8% af deltagerne til vores kurser har svaret, at de synes det var godt eller meget godt. Signe Juelsgaard, frivillig hos Danske Skoleelever og en del af kursusteamet fortæller:
“Vi har tilpasset øvelser og lege til at kunne afvikles digitalt. Og forsøgt at holde fast i aktive kurser hvor man ikke bare skal sidde og lytte foran en skærm.”
Eleverne er gladere
Kigger man på alle feedbackbesvarelserne fra deltagere på vores kurser, kan vi se, at eleverne i gennemsnit har følt sig godt klædt på efter vores fysiske kurser. På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er rigtig godt klædt på, så giver eleverne os 7,4 ved de fysiske kurser og 8,23 ved vores digitale kurser under Corona. Eleverne synes altså at vores kurser er 10% bedre trods den virtuelle afholdelse.
Dagmar Thomas, frivillig hos Danske Skoleelever og en del af kursusteamet fortæller:
“Det er svært at holde online kurser, da der ikke er den samme kommunikation og den består meget af envejskommunikation. Men efter vi har fået bedre styr på hvordan vi skal stille spørgsmål og kommunikere med eleverne virtuelt, er det blevet nemmere”
Som Dagmar også fortæller er vi blevet klogere, trods det besvær vi har været igennem og vi vil bestemt ikke være oplevelsen foruden.