De ældste elever får endelig lidt hverdag tilbage (Fra 18. maj)
Væk fra lærerrelationen, væk fra klasselokalet og væk fra læringsfælleskabet. De seneste 2 måneder med fjernundervisning har været særligt hårde for eleverne i 6.-10. Klasse, der har sidder derhjemme, nogen af dem endda helt alene.
“Det har været rigtig svært, især her til sidst, for mange elever,” siger Thea Enevoldsen Formand for Danske Skoleelever og fortsætter:
“Vi kan se på de mange henvendelser, vi har fået, og på vores egne medlemsundersøgelser, at eleverne har været presset. Mange har følt sig afskåret fra klassekammerater og deres lærere. En af grundskolens helt store søjler er læring i fællesskab, og når det fællesskab bliver taget fra os, er det næsten umuligt at trives fagligt og socialt”.
20% klarer sig ikke godt med nødundervisning
Elevernes udfordringer er også blevet bekræftet af corona-krisens største trivselsundersøgelse foretaget af Syddansk Universitet og Aarhus Universitet*, viste, at hver femte elev ikke oplever at klare sig godt med nødundervisningen.
Et lys for enden af tunnelen
Men Mette Frederiksens udmelding om at de ældste elever kan komme tilbage inden sommerferien har givet eleverne et lys for enden af tunnelen.
“Det er tydeligt, at eleverne har brug for at vende tilbage til lidt hverdag, og har brug for at lære sammen igen. Det er helt afgørende for, at alle trives. Derfor er det også fantastisk, at Mette Frederiksen har sagt, at de ældste elever kan komme tilbage i skole. Det er præcis det mange tusinde elever har krydset fingre for, særligt efterskoleeleverne.”
Skolen åbner 18. maj, men ikke som før Corona
Selvom der er mange gode nyheder at hente, er eleverne godt klar over, at alt ikke bliver helt, som man kender det.
“Vi er godt klar over, det ikke bliver en helt almindelig skoledag. Nogle elever kommer måske til at møde ind lidt senere, end man plejer eller i en anden bygning, end man plejer, og vores klasser bliver måske også lidt mindre, fordi vi selvfølgelig skal overholde de sundhedsmæssige retningslinjer der er. Men bare det at få lidt hverdag tilbage, betyder så meget for eleverne,” siger Thea Enevoldsen.
Det vigtigste er, at vi kommer tilbage på skolen
Selvom eleverne nok vil opleve senere mødetidspunkter og anderledes klasselokaler, vil det ikke gøre det største indtryk mener Thea Enevoldsen
“Det vigtigste er, at vi kommer tilbage til vores klasser og til vores lærere. Vi har enormt meget brug for at se hinanden i øjnene igen, lave gruppearbejde igen og spørge sidemanden om hjælp. Det fællesskab vi har om læringen i skolen, er der, uanset hvor og hvornår vi møder ind, og det er det vi vil mærke”
*Link til omtalte undersøgelse ‘Hver 5. elev har svært ved corona-undervisning’