Eksamenskursus

Eksamenskursus

Nu er det nu, vi har nået den tid, hvor censor og lærer banker på – det er nu eksamenstid. Mange elever frygter denne periode, men bare rolig vi er her for jer.  

Danske Skoleelever tilbyder to gratis eksamenskurser, et om danskeksamen og et om engelskeksamen 

Kurserne handler om hvordan du som elev, blot med få kneb, kan få en bedre oplevelse med eksamen, hvilket kan resultere i, at man klarer det bedre og får højere karakter. Udover det vil du også få informationer og fif til og om eksamen.  

 

Tre hurtige tips: 

1. Tomme flader – Hav styr på dine noter og opryddet områder omkring dig da det udviser ro. 

2. Vær åben – Vær opmærksom på dit kropssprog. Du skal tænke dig selv som en projektør – dem du retter dit lys imod inkludere du i samtalen.  

3. Navne – Brug din censor og læres navne til at skabe en god relation.  

 

Se med i DSE TV på torsdag den 20/5 kl. 10 med fokus på danskeksamen og igen kl. 13 med fokus på engelskeksamen. 

Se med live kl. 10 og kl. 13

DSE TV: Malte fik stjålet sin identitet

DSE TV: Malte fik stjålet sin identitet

I 2015 fik Malte stjålet sin identitet på nettet. Identitetstyven kopierede maltes instagram profil og brugte den til at skrive med fremmede piger. Det ramte Malte hårdt og han søgte derfor hjælp hos myndighederne, men svaret var nedslående: Der er ikke så meget at gøre. Nu mener han, at man bør stramme lovgivningen for at stjæle andres identitet.

Siden 2015 har Malte arbejdet på at få sin stjålne identitet tilbage. Malte fortæller at man skal passe på hvem man deler oplysninger med på nettet, fordi den profil man skriver med, ikke altid matcher med personen bag skærmen. Han har oplevet på egen krop.

I 2015 begynde Malte at modtage henvendelser om at hans identitet på nettet var blevet stjålet. Det var både fra fremmede uforstående piger, der spurgte hvad fanden han lavede til venner og bekendte, der gjorde ham opmærksom på, hvad der skete.

“Tilbage i 2015 var jeg til koncert sammen med en ven og så kommer der en pige hen og spørg hvad fanden jeg laver. Jeg er totalt forvirret og en smule fuld. Min ven og jeg står helt forvirret og kigger på hinanden og tænker hvad fanden sker der. Jeg tænkte bare at hun havde forvekslet mig med en anden,” siger han i et interview til DSE TV.

Fik kopieret sin Instagramprofil

Identitetstyven havde stjålet oplysningernes på Maltes Instagramprofil og oprettet en ny profil i et andet navn, men med alle Maltes personlige billeder. Selvom det påvirkede Malte rigtig meget, ville han i perioden ikke lade sig styre af identitetstyven. Han fortsatte derfor sin aktivitet på Instagram.

“Jeg har virkelig været magtesløs i den her sag, som sagt har jeg siden 2015 brugt rigtig mange kræfter på at lukke den her profil, jeg har være i kontakt med politiet og de her sociale mediegiganter. Så jeg tror hvis man ender i min situation kan man føle sig totalt magtesløs,” fortæller malte.

Malte tog kontakt til digitalansvar for at få hjælp. Han mener at man ligesom i andre lande burde ændre lovgivningen for at stjæle andres digitale identitet.

“Jeg kom jo i kontakt med digitaltansvar som er en paraplyorganisation der arbejder for de rettigheder man har på nettet, de sagde at der ikke var så meget at gøre. Hvis jeg ikke selv havde gjort så meget for at få den falske profil fjernet, ville den sikkert stadig være der i dag. Jeg mener, der er behov for at lovgivningen på området bliver strammet,” fortæller Malte.

Se med live kl. 13

Lokalpolitikere på stribe støtter elevpagten

Lokalpolitikere på stribe støtter elevpagten

Flere end 60 lokalpolitikere fra kommuner over hele landet støtter allerede Elevpagten, som er elevernes indspark til valgkampen. Vi har prioriteret fem skoleemner, der er megavigtige for os elever og det er der altså indtil videre stor opbakning til.

Elevpagtens mærkesager

FAGLIGHED FOR ALLE

Alle elever fortjener en undervisning, der fagligt er tilpasset deres niveau uanset deres udgangspunkt og forudsætninger.

DET GODE UNDERVISNINGSMILJØ

Det er vigtigt at prioritere undervisningsmiljøet, da det er en afgørende faktor for elevernes fysiske og psykiske trivsel på skolen.

ÅBEN SKOLE

Eleverne lærer bedst med en aktiv og relevant undervisning. Bekendtskab med erhvervslivet og lokal-samfundet skal derfor tænkes ind i undervisningen.

ELEVINDDRAGELSE

Inddragelse af elever er vigtigt at prioritere både på grundskoler og i lokalområdet, da nye tiltag om-handlende eleverne burde tage hensyn til deres hverdag og meninger.

BEDRE SEKSUALUNDERVISNING

Eleverne i Danmark har ret til en opdateret, bedre og mere oplyst seksualundervisning, som viser alle aspekter af faget.

Om Elevpagten

I 2019 blev, Elevpagten, i forbindelse med folketingsvalget, oprettet af Danske Skoleelever. Dengang ønskede man som alle grundskoleelevers organisation at få mere fokus på eleverne og skolepolitik. Dette blev gjort ved at opsøge forskellige folketingskandidater og få dem til at tage stilling til elevernes skolepolitiske mål som skulle opnås inden 2029.

Formålet med Danske Skoleelevers Elevpagten 2021 er til for at skabe dialog mellem elever og kommunalpolitikere og ønsket om at gøre elevdemokrati og elevernes stemme stærkere i lokalpolitik, da en masse elever ved meget om demokrati, men ikke får brugt deres viden. Vi vil sikre os at eleverne igen bliver motiveret til at dele deres holdninger ved at vise at de er relevante og nødvendige i debatten. Med Elevpagten skabes der et netværk af lokalpolitikere, som ønsker at kæmpe for elevernes udvalgte mærkesager i deres valgperiode. Der er allerede 58 lokalpolitikere der har sagt ja til at støtte Elevpagten.

Støt eller læs mere

Eleverne er tilbage - aldrig mere nedlukning

Eleverne er tilbage

Nu er fingrene krydset for, at skolen aldrig nogensinde bliver lukket ned igen. Der skulle gå mere end et år med ustabil skolegang – alt for lang tid, mener vi.

Efter nattens aftale kan skolerne åbne helt op fra på torsdag. Det bliver en meget stor dag.

Vi er klar – vi er på vej tilbage.

Vores stemme er for alvor tilbage i debatten.

Vi skal tilbage til elevrådsmøderne.

Vi skal tilbage i skolebestyrelserne.

Vi skal tilbage og diskutere, argumentere og kæmpe vores sag.


Få nu etableret det elevråd!

Få nu etableret det elevråd!

Af Esther Vyff, formand, Danske Skoleelever

Kære skoleledere og elevrådenes kontaktlærere

Allerede i november sidste år, skrev jeg på Politiken Skolemonitor, at elevdemokratiet halter. Dengang havde jeg talt med flere elever, der endnu ikke havde valgt et elevråd på deres skole.

Det er næsten et halvt år siden nu, og jeg må bare sige, at jeg synes det er uacceptabelt, at kun halvdelen af de 100 skoler vi har spurgt, har et aktivt elevråd. 75% af de adspurgte skoler har godt nok valgt et elevråd, men det er ikke meget værd, når elevrådet ikke har holdt et eneste møde og det er desværre tilfældet på cirka en tredjedel af skolerne.

Eleverne har ret til at blive hørt

Elevrådene fortjener at ledelsen og kontaktlæreren tager initiativet til elevrådsvalg og det første møde.

Er I klar over, hvor meget I går glip af?

Elevrådene er de bedste på hele skolen til eksempelvis at sætte ord på, hvordan vi kommer bedst tilbage til skolens fysiske rammer. De er også de bedste til at genoprette det sociale liv på skolen, som jeg tror, der skal arbejdes en hel del for det næste stykke tid.

Skoleledere – det er slet ikke så svært

  1. Skolelederen: Sætter gang i processen ved at få lærerne til at afvikle valg til elevrådet i klasserne, 1-2 repræsentanter pr. klasse alt efter skolens størrelse. (Inviterer sig selv med til et af de første møder)
  2. Klasserne: Skal ved demokratisk valg vælge hvilke elever, de vil have til at repræsentere dem i elevrådet.
  3. Kontaktlæreren: Indkalder elevrådsrepræsentanterne til det første møde og forbereder en dagsorden med blandt andet valg af elevrådsformand og diskussion af aktuelle emner.

Husk at elevrådsmøder sagtens kan holdes online over Teams eller udenfor. Lad os bruge Corona til en motivation for at holde flere og bedre elevrådsmøder.


Trivslen er i fokus

Trivslen er i fokus

Mange klasser har valgt at lægge fokus på trivsel under tilbagevendelsen efter Corona. Center For Elevrådgivning har allerede 50 skoler på ventelisten 

Center for Elevrådgivning har udviklet et nyt tiltag, vi kalder for ”Trivselsdag med Elevtelefonen”, og vi har allerede undervist 6 klasser 

Trivselsdagen sætter fokus på elevernes relationer til hinanden. Det synes vi, er et vigtigt fokus her efter Corona, hvor mange har savnet at have en fysisk relation til hinanden. Først går snakken om fællesskabet i klassen, hvor det bliver talt ind i, hvordan man er en god klassekammerat. Derefter får eleverne lov til at opleve fællesskabet med hinanden, ved at spise sammen på en anderledes måde end normalt. Og så får eleverne mødt hinanden i et trygt miljø gennem teambuildingøvelser, fortæller Sarah Lyng Andersen, som er projektkonsulent med fokus på Center For Elevrådgivning. 

 

Dagen har tre primære delmål:  

  • Viden om mobning og trivsel 
  • Færdighed inden for at skabe et godt klassemiljø  
  • Refleksioner omkring end egen klasse 

I løbet af dagen bliver tiden både brugt på at få snakket og leget nogle selskabslege, derudover skal eleverne også gennem nogle øvelser, hvor de skal sætte sig selv i andres sted og tage stilling til hvordan de selv og deres klassekammerater har det.  

 

Læs mere på https://elevtelefonen.dk/trivselsdag/ 


Ja tak til røgfri skoletid – også for lærerne

Ja tak til røgfri skoletid – også for de ansatte

Grundskolerne har allerede lovpligtig røgfri skoletid, og efter sommerferien møder også eleverne på ungdomsuddannelserne ind til det. Det betyder, at vi elever ikke må ryge, dampe eller tage snus i skoletiden. Hverken på eller uden for skolens område.

Røgfri skoletid har fuld opbakning fra et stort flertal af landets elevorganisationer. Det handler om at skabe en kultur, hvor rygning ikke er det sociale omdrejningspunkt i pauserne, og at skabe et sundt og røgfrit undervisningsmiljø. Som det er nu, begynder alt for mange elever at ryge, fordi de gerne vil være en del af det sociale fællesskab på skolen.

Det er en kultur, vi skal ændre.

Det er både dobbeltmoralsk og en negligering af eksemplets magt, når lærere, der lige har været ude for at ryge, skal fortælle os, at vi skal lade tobaksprodukterne ligge i lommen.

Men de nye rygeregler gælder kun for os elever. Lærere og andre ansatte kan fortsat ryge i skoletiden. Det er både dobbeltmoralsk og en negligering af eksemplets magt, når lærere, der lige har været ude for at ryge, skal fortælle os, at vi skal lade tobaksprodukterne ligge i lommen.

Selvom vi nogle gange opfører os som om, vi synes, at vores lærere er kiksede, kedelige eller gammeldags, så er de også vores rollemodeller. Som barn og ung spejler man sig i de voksne, man møder i sin hverdag. Derfor har det stor betydning, at de ansatte på skolerne viser det gode eksempel – også når det kommer til røgfri skoletid. For det de gør og siger sætter aftryk i os.

De ansatte på skoler og uddannelsesinstitutioner har et kæmpe ansvar for vores dannelse og uddannelse. Det gælder også vores sundhed. Hvis vi skal nå i mål med ambitionen om en røgfri generation i 2030, kræver det, at personalet viser, at de tager deres ansvar og indflydelse samt elevernes sundhed alvorligt.

Mange skoler og ungdomsuddannelser har allerede på eget initiativ gjort skoledagen røgfri for både elever og ansatte. Men vi mangler de sidste.

Så kære direktører, rektorer og ansatte: Når der nu alligevel kommer nye regler, så gør os den tjeneste også at lade dem gælde samfundsfagslæreren, skolelederen og pedellen.

Røgfri skoletid bør være en fælles indsats, hvor både elever og ansatte står sammen for at skabe et undervisningsmiljø uden rygning. Vi bakker jer op, hvis I tør tage beslutningen.


Årets elevråd 2021: De nominerede er

Årets elevråd 2021: De nominerede er

Det er tid til at kåre årets elevråd, som er det grundskoleelevråd i Danmark, der har gjort den største indsats for at styrke elevdemokratiet på deres skole og i lokalområdet.

På baggrund af skolernes egne indstillinger udvælger Danske Skoleelevers bestyrelse de fem skoler, der er nomineret til at modtage prisen.

De fem nominerede

Kirkebakkeskolen, Suså-skolen, Risingskolen, Staby Skole og Ruds Vedby Skole

 

Elevrådene er valgt på forskellig grundlag:

 

Kirkebakkeskolen i Vejle

“Vi arrangerer markedsdag for eleverne i 0.-3. Klasse, hvor vi som elevråd står for det hele, så lærerne blot skal være med. Vi står for lærerens dag, som på Kirkebakkeskolen hedder Personalets dag, da vi som skolen vægter lærere, pædagoger, kantinepersonale, administrative, ansatte og teknisk personale lige højt. Vi er synlige ved hjælp af vores opslagstavle, hvor vi blandt andet har en postkasse, og så er vi med til fredags fællessamlingerne, hvor vi orienterer alle elever på skolen om nye tiltag og processer vi er i gang med.”

Suså-skolen i Herlufmagle

“På Suså-skolen – afd. Herlufmagle, har vi med succes haft elevråd gennem flere generationer. Som noget nyt og meget spændende! har vi nu 2 elevrådsformænd; en der er valgt lokalt på skolen og en som er valgt blandt alle Næstved Kommunes skoler.

Der er et meget højt engagement i forbindelse med elevrådsarbejdet, hvilket bl.a. viser sig ved at 2 af elevrådsrepræsentanterne, har været aktiv i elevrådet siden 0 klasse.

I et år som det forgangne, er det prisværdigt, når også elevråd tager handsken op og er med til at kommunikere – i børnehøjde.”

Risingskoleni Odense

“For 1,5 års tid siden var der nogle elever, der ønskede at starte en skoleavis. Det hjalp elevrådet til med, og skolen har nu sin helt egen skoleavis drevet af eleverne. Risingavisen.dk udgiver ugentligt opslag omkring skolen, verden, eller bare sjove jokes. Alle er velkomne til at være med, og avisen gør at vi på en skole på over 800 børn alle sammen føler os en lille smule tættere.

Vi er en skole med mange forskellige børn, med mange forskellige kulturer og etniciteter. Ved at lave opsøgende arbejde og have åbne arme har vores elevråd også sørget for, at vi møder alle køn, alle aldre og alle etniciteter i både elevrådet og på skoleavisen.”

Staby Skole i Ulfborg

“Vi ved trivsel er vigtig for børn, både store og små, for at kunne tilegne sig ny viden og nye kompetencer. Det er vigtigt for alle at have det godt fysisk, psykisk og socialt. Vi skal have det godt med vores krop, føle os trygge og veltilpas samt have det godt socialt sammen med andre. Det gælder både imellem eleverne og imellem barn og voksen.

På vores lille skole føler vi der er plads til forskellighed og at vi har et stort sammenhold på tværs af alder og køn. Vi er gode til at hjælpe hinanden både fagligt og socialt. Vi passer alle sammen ind et stort puslespil.

Vi har mange hyggelige arrangementer i løbet af skoleåret som har fokus på fællesskab på tværs af alder og klassetrin. Det kan være idrætsdag, Skolefestuge, emneuger, arbejdsdag på legepladserne og juleklippedag. Vi har også faglige timer på tværs af skoleklasser og børnehave grupper med f.eks. Læse historier, motorik og hjælp med computeren.”

Ruds Vedby Skole i Ruds Vedby

“Vi er netop ved at få ændret skolens princip om mobiltelefoner, så det passer bedre til både voksne og børn. De voksne lytter til, at telefonen ikke kun er skadeligt for de unge, og vi lytter til at vi også skal være aktive. Så vi prøver at mødes på midten med et fælles forslag, og vi har fået lov at komme med forslaget.

Vi har hjulpet med, at alle overholder corona-reglerne, så ingen elever på vores skole er blevet smittet.

Vi har arbejdet med at skabe motivation for skolen i år, og vi har lavet en folder til alle, som skal deles ud efter nytår. Den viser, hvordan man holder motivationen i skolen. Det er især vigtigt i denne tid.”


Trygfonden giver 2,5 millioner til at styrke skoleelevernes mentale muskel

Trygfonden giver 2,5 millioner til at styrke skoleelevernes mentale muskel

Flere skoleelever kæmper med stress, forventningspres og psykiske udfordringer og det har store konsekvenser både i og udenfor skolen. For nogen så alvorligt, at de tager udfordringerne med ind i voksenlivet.  Et nyt forløb til grundskoleelever, Mind Me, vil styrke elevernes mentale muskel med mindfulnessøvelser og undervisning i indre ro. TrygFonden bakker projektet op med en bevilling til Danske Skoleelever på 2,5 millioner kroner

Hver tredje pige og hver femte dreng i 5.-9. klasse døjer med mavepine, ondt i hovedet eller søvnbesvær dagligt. Alle tre symptomer, der kan relatere sig til psykiske udfordringer. Antallet har været støt stigende siden 1991. Om coronapandemien, vi står midt i, har accelereret udfordringerne yderligere, ved vi ikke endnu, men det er noget, der bekymrer formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff:

”Når flere og flere af de elever jeg omgiver mig med, oplever symptomer på stress og depression for tiden, så bekræfter det mig i, at der skal mere fokus på emnet i skolen. Jeg er oprigtigt bekymret og glæder mig rigtig meget til at få Mind Me og mindfulness på skoleskemaet,” siger hun.

Mindfulness i skolen

Målet med Mind Me er at give eleverne styrke og klarhed i deres mentale rum. Det lyder lidt fluffy, men indsigt og den indre ro skal de opnå gennem øvelser, opgaver, diskussionsemner og pædagogiske hjælpemidler, som kan varieres alt efter målgruppe og tid til rådighed.

Et eksempel på en øvelse er, at indskolingslærere gør brug af massage og bogstavleg, hvor eleverne former bogstaver på hinandens ryg. En simpel øvelse som denne kombinerer relationsopbygning, kropslighed og det at lære bogstaverne. Mind Me skal udover eksemplet indeholde øvelser til en god start på skoledagen, en god afslutning på skoledagen, meningsfulde pauser og indre ro i undervisningen.

TrygFonden støtter projektet med 2,5 millioner kroner

”Det er sympatisk, at eleverne lærer aktivt at bidrage til deres eget mentale helbred. De kan gennem øvelserne blive mere kompetente i at forholde sig til deres egen situation og muligheder i stedet for at blive fanget i afmagt og stress. Det er godt at opleve, at ens evne til at fordybe sig, være opmærksom og nærværende er noget, der kan trænes ligesom tabeller og bøjningen af tyske verber”, siger Ida Hagemann, projektchef i TrygFonden.

8 udviklingsklasser skaber materiale til minimum 5000 elever

Danske Skoleelever er endnu ikke gået i gang med at udvikle materialet, men sammen med en ekspertgruppe og otte udviklingsklasser rundt i landet går samskabelsen af Mind Me i gang i skolen i slutningen af 2021. 5000 skoleelever skal prøve kræfter med hele eller dele af materialet.

”Det fede ved Mind Me er helt klart, at eleverne ude i klasserne er medudviklere og kommer til at opnå ejerskab over både projektet og Mind Me-metoderne. Det er noget mange elever har behov for, og vi som forening går nu forrest i udviklingen af et gennemarbejdet og godt undervisningsmateriale,” siger Esther Vyff.


Covid-19 har ikke kun skabt besvær ved kurser, men også forbedring

Covid-19 har ikke kun skabt besvær ved kurser, men også forbedring 

Da den 2. coronabølge ramte os, stod vi pludselig i en situation, hvor alle vores kurser skulle nytænkes. Vi skulle undersøge, hvordan vi kunne aktivere eleverne og gøre det interessant at følge med.

Nyudvikling af vores kurser

Vi var allerede i gang med en større nytænkning, samt forbedring af vores kurser, da den 2. coronabølge ramte. Dette gav vores kursusteam et bump på vejen. Det er nemlig ikke nemt at aktivere elever, når de sidder bag en skærm, da vi ikke kan interagere med dem på samme måde.

Efter mange brainstorms og ideer er vi endt med gode øvelser, der kan laves online, og har fået meget positiv respons fra både lærere og elever. Vi kan faktisk se, at 88,8% af deltagerne til vores kurser har svaret, at de synes det var godt eller meget godt. Signe Juelsgaard, frivillig hos Danske Skoleelever og en del af kursusteamet fortæller:

“Vi har tilpasset øvelser og lege til at kunne afvikles digitalt. Og forsøgt at holde fast i aktive kurser hvor man ikke bare skal sidde og lytte foran en skærm.”

Eleverne er gladere

Kigger man på alle feedbackbesvarelserne fra deltagere på vores kurser, kan vi se, at eleverne i gennemsnit har følt sig godt klædt på efter vores fysiske kurser. På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er rigtig godt klædt på, så giver eleverne os 7,4 ved de fysiske kurser og 8,23 ved vores digitale kurser under Corona. Eleverne synes altså at vores kurser er 10% bedre trods den virtuelle afholdelse.

Dagmar Thomas, frivillig hos Danske Skoleelever og en del af kursusteamet fortæller:

“Det er svært at holde online kurser, da der ikke er den samme kommunikation og den består meget af envejskommunikation. Men efter vi har fået bedre styr på hvordan vi skal stille spørgsmål og kommunikere med eleverne virtuelt, er det blevet nemmere”

Som Dagmar også fortæller er vi blevet klogere, trods det besvær vi har været igennem og vi vil bestemt ikke være oplevelsen foruden.